perfektionist

I mange år troede jeg, at der var et eller andet galt med mig. Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft en underlig udefinerbar fornemmelse af, at jeg ikke var helt som de fleste andre mennesker.

Det gjorde det svært at være barn, syntes jeg. For det kostede meget energi hele tiden at prøve at lægge mærke til, hvad det var, andre mennesker gjorde, som jeg ikke kunne finde ud af. Det var som om, jeg manglede en særlig kode, der skulle til, for at jeg kunne få min indre virkelighed til at passe med den ydre, jeg blev præsenteret for af andre.

For mig betød det, at jeg blev rigtig god til at lukke ned for mine fornemmelser. For jeg var faktisk rigtig god til at mærke, når andre fx havde det skidt, eller når der var konflikter og gnidninger mellem nogle. Men der var rigtigt mange gange, hvor jeg ikke blev mødt i mine fornemmelser. Hvor de blev afvist enten direkte, verbalt, eller indirekte gennem andre menneskers opførsel.

I morges gik jeg den vanlige tur med hunden i skoven tæt på, hvor jeg bor. Selvom det stort set altid er den samme tur, blev denne morgen alligevel helt anderledes.

Jeg bliver altid tryllebundet af perfektionistiske mennesker, men jeg tænker også over, om de mon går glip af noget?

Som så mange andre, har jeg levet en stor del af mit liv, ud fra den filosofi at alt hvad jeg gjorde, og stod for, skulle være perfekt!