Perfektionister er tryghedsnarkomaner

Anonym

Jeg bliver altid tryllebundet af perfektionistiske mennesker, men jeg tænker også over, om de mon går glip af noget?

Der er ikke meget, der er så fascinerende som at se en mester i arbejde. En tømrer, der laver det fineste håndværk, en sølvsmed, der laver de smukkeste smykker, havemanden, der kanter græsplænen snorlige. At opleve og nyde, når mennesker mestrer noget til perfektion. Det er på alle måder fantastisk og beundringsværdigt, og jeg er heller ikke ude på at opfordre til at holde op med det.

Men når det kommer til udvikling, så stopper vi ofte der. Lige der midt i perfektionismen. Når vi har øvet så mange gange, at det bedste resultat er nået, så gentager vi. Får den samme succes igen og igen.  

Det giver også god mening, for hvem har ikke lyst til at dvæle lidt ved den? Så bliver vi i jobbet eller laver den samme, sikre, middagsret til gæsterne.


Tryghedszonen

Når vi er nået til et vist punkt, det vi regner for at være det perfekte, så er vi trygge. Så er det, vi har plantet os selv i tryghedszonen, og der kan være rart at være. Men der kan også være stilstand, kedsomhed og længsler.

Der sker ingen udvikling, der er ingen vækst. Og det er ikke der, drømme bliver opfyldt. Hvis vi vil vokse, må vi bevæge os ud derfra. Det er udenfor tryghedszonen al udvikling sker.

Det er i det område, hvor vi må slippe trygheden for en stund og vakle. Det kræver mod, og det kræver at kunne tåle at ”fejle”. Men det belønnes så rigeligt, når vi gør det. Når vi tager ny læring ind og flytter os til vores nye, mere nærende ståsted.


Perfektionisten

Jeg har selv tidligere været perfektionistisk på grænsen af vanvid. Jeg har brugt oceaner af energi på at gøre klar til gæster, nusse med layout eller skrive en tekst. Jeg har siddet som verdens mest udkørte værtinde og ønsket at gæsterne snart ville gå, fordi jeg var udmattet efter forberedelserne. Og jeg har haft tusinde af ideer til tekster eller projekter, der aldrig blev fuldført, fordi jeg på forhånd vidste, at det ville blive et tidskrævende knoklearbejde for mig. Alene tanken gjorde mig træt. Der var ligesom kun to muligheder for mig: enten 100 % i orden eller ingenting.


Hvordan slipper man perfektionismen, når den bliver drænende?

På mange måder har jeg efterhånden sluppet min egen perfektionisme, og taget spring ud af min tryghedszone.

Jeg har øvet mig i at finde en balance. Den gode side af perfektionismen er, at den kan drive én til at gøre sig umage og blive dygtigere, anerkendt og belønnet, men hvis den kammer over, så suger den al energi ud af én, og prisen for gevinsterne bliver for høj.

Jeg har blandt andet sagt til mig selv: ”Nu gør jeg det. Måske bliver det kun 90 % i orden i min optik, men det er stadig godt, og nu må det bære eller briste. Jeg stopper der! Jeg stopper ved de 90”.

I øvrigt også velvidende, at det jo aldrig var perfekt for mig selv alligevel. Jeg kunne altid finde noget at gøre anderledes.

Men dem, der vidste mindre eller havde brug for noget fra mig, ville ikke bemærke forskellen eller slet ikke gå op i det. Mange gange kan vi faktisk være ret arrogante og overvurdere, hvor meget vores egen indsats betyder for andre. De er så rigeligt tilfredse med den gode middag og ser ikke skidtet i krogene, eller kan sagtens få budskabet med i vores tekster, selvom der er smuttet et komma. De er mere end tilfredse med de ”90 % ”. Du behøver bare at tænke på, hvordan du selv oplever det, når det er omvendt.


Du er din egen, hårdeste dommer

Det handler, som med så eget andet, dybest set om én selv. Hvordan man har det med sig selv, når man laver noget. Hvordan man dømmer sig selv. Det er den målestok, der er afgørende og den kan justeres.

Det gode ved min %- øvelse (og andre tiltag) har for mig været, at jo mere jeg har holdt mig på de cirka 90 %, jo bedre er jeg rent faktisk blevet. Ikke bare det, men jeg har også fået lavet mere, fordi min bremseklods er væk. Det har givet mig mere frihed og afslapning, fordi jeg har brugt tiden bedre. Og det har fået mig til at fremstå mere autentisk og i integritet med mig selv, hvilket på alle måder også har givet bedre resultater.


Skal man så ikke være tryg?

Nu kommer så det rigtig interessante, som jeg lige vil runde af med.

Når man øver sig meget, så når man nemlig igen til et punkt, hvor man også mestrer det nye til (en slags) perfektion.

Så er man tilbage i tryghedszonen. Og der kan man jo så spørge sig selv, om man vil blive? Med nogen ting er det fint og stopper der.

Men man kan også spørge sig selv, om tiden igen er kommet til igen at bevæge sig ud af trygheden og tage en ny og vaklende, men fantastisk rejse mod opfyldelsen af nye drømme, mere læring, udvikling og tilfredsstillelse.

Der er altid begge muligheder, og man må gøre det, der føles rigtigt for én i hver situation.

Der er mange former for tryghed, har jeg fundet ud af for mit eget vedkommende. Efter at have balanceret min perfektionisme, har jeg efterhånden fået opbygget en anden form for tryghed, nemlig den, der ligger i forandringen.

Jeg har opdaget, at jeg, når jeg kaster mig ud, kan gribe mig selv.

Kærlig hilsen
Malouna