Børnene går ikke fri

Anonym

Vi har meget til fælles. Dig og mig og alle andre. Måske har vi meget mere til fælles end vi har forskelligheder, sådan dybest set. En historie. Det har vi til fælles. Mange kapitler med mange dramaer i livshistorien. Det har vi også til fælles. Situationer gennem livet, hvor vi tager styrkende eller begrænsende beslutninger om hvem vi er – og andre er. Det er også fælles. En mental og spirituel rygsæk som vi bærer med os rundt, det har vi også til fælles, selv om nogle måske slæber mere, mens andre synes at danse trods rygsæk og det hele.

Jeg voksede op med en mor og far, lillebror og storesøster.  Umiddelbart en helt almindelig familie, set udefra. Men det føltes ikke sådan, set indefra. I mit voksenliv har jeg fået den opfattelse, at de fleste familier har et glansbillede: Et billede, vi holder fast i, af, hvordan vi ønsker vores familie skal være. Ofte er det enten som forsøg på at skabe et modsat billede af ens egen opvækst, eller som kopier af de afsnit af historien som vi godt kunne lide. Måske bare for at kunne leve videre dag for dag - med stenene i rygsækken? Jeg ser det gå igen hos mange familier. De kæmper for at opretholde trygheden i det, de kender og i den måde at opdrage på, de kender. Trygheden ved at forsøge det modsatte end deres egen forældre, fordi det så måske ’virker’ bedre. Men er det virkeligt trygt?

Mine sten blev mit overansvar. Min mor levede med besværet epilepsi, og hendes lidelser gjorde, at jeg blev en lille voksen. Jeg følte, jeg måtte tage det ansvar, som hun ikke tog eller så ud til ikke at kunne tage. Jeg følte mig så voksen indeni, at jeg besluttede at flytte hjemmefra som 15 årig.

Er det også en historie? Med barneøjne og barnligt sind var det den fortælling jeg tog med mig. Det var det, indtil jeg så på mine egne kapitler, med nye øjne. Indtil jeg opdagede gaverne i det, jeg tog med mig. Så omskrives de.

Vores historier om os selv skabes altid gennem de relationer vi har og dem, vi indgår. De bliver en perlerække af hændelser, der enten bekræfter os i noget styrkende eller noget begrænsende om os selv og de mennesker, vi er i relation med.

De familier og unge, jeg møder på min vej, på foredrag eller i samtaler, inspirerer mig tit og ofte til at se nye kapitler i mit eget liv. Opdage nye historier. Jeg ser dem som nye kapitler i en genudgivelse af min livsfortælling. Og jeg skal lige love for at mange af dem blev skabt i teenagealderen.

Jeg holdt op med at samarbejde over evne, da jeg flyttede hjemmefra så tidligt. Måske fordi jeg kunne mærke, at min mor kunne klare sig selv, da hun på forunderlig vis blev rask med sin epilepsi, efter hun blev skilt fra min far. En af de fortællinger jeg dog tog med mig i flyttekassen, var, at jeg skal tage mig af andres følelser før mine egne. Og pakke mine følelser væk, hvis jeg tror, de er til besvær. En anden fortælling blev: ”Jeg er på egen hånd uanset hvad. Jeg må klare mig selv. Og når jeg klarer mig selv, er jeg mest tryg, for så ved jeg hvad der sker” (hvem sagde kontrol tema?)

Fra kviksand til drivkraft

Jeg er overbevist om at de fortællinger, vi skaber, har to sider. På den ene side skaber de drivkraft, på den anden side kviksand og smerte. Fortællingen om at jeg skulle klare mig selv, har i den grad skabt både smerte og drivkraft. Smerte fordi det er ensomt, at tro på at jeg skal klare alting selv her i livet. Og drivkraft til at blive en udretter, en fighter, en frontkæmper for andre. En kvinde, der gennem smerten fra dengang, kan mærke styrken i vreden. Store visioner opstår ofte gennem smerter i fortiden. Og når smerten transformeres til ren motivation og drivkraft, har man tændt visionerne.  

Prøv engang at tænke over, hvad du selv brænder for i livet, og hvor dine visioner stammer fra? Måske kommer det også fra smerte og drivkraft i din egen historie?

Kan vi slippe fortællingerne?

Du kan slippe dine fortællinger, når du indser og mærker konsekvensen af, at du har dem. Når du trækker vejret dybt med dem, og ser gaven i, at du har fortællingerne med dig. Der er altid flere lag. Det bliver aldrig kedeligt at blive optaget af indsigterne i de fortællinger og hvad du slæber med dig. Det er nu mere fortællingerne, der bliver temmelig kedelige. Bare hold øje med, om du dyrker dem. For så lever du mere i fortiden end nuet. Så er det ikke dig, der har drivkraften, men dig, der drives rundt.

Jeg hørte engang skyggegururen Debbie Ford sige noget lignende: Hvis vores historier var en avisartikel, ville vi så også læse den 20 gange om dagen i 20 år? Ville det ikke kede os rimeligt meget? Men det er det vi gør. Vi tager den samme avis frem, dag efter dag, i mange år, indtil vi ser på den med bevidstheden tændt. Og skaber nye mere styrkende fortællinger. 

Problemet lige nu (eller udfordringen om du vil) er, når livet opleves som en prøvelse, hvilket det gør for mange mennesker i denne forandringstid anno 2012, så bliver der ikke omskrevet nye, styrkende historier. Vores gamle livskapitler bliver blot genaktiveret. De bliver genproduceret og læst højt igen af vores indre stemme, papegøjen, som jeg kalder den i mit arbejde med de unge. Papegøjen skræpper i vores hoveder og vækker på forunderlig vis alle de gamle følelser. Og hvem skal så se klart , blive bevidst og omskrive historierne imens…

 
Gæster på besøg i sindet

Du og jeg blev født ind i vores første fællesskab, og har vores dybeste fortællinger med derfra. Du behøver ikke kigge langt eller dybdeanalysere efter hvilke fortællinger du selv har med dig, fordi de er sikkert stadig i god behold. Vi ved, de er der, når vi møder vores skyggesider og projicerer dem over på partneren, børnene, kollegaen, læreren i børnenes skole osv. Der kan du allertydeligst se, at dine fortællingerne bliver aktiveret – men du får også lejlighed til at lære af dem. Du kan nemlig se på dem som gæster i dit sind, der kommer på besøg for at fortælle dig noget. Give dig en gave. Du kan endda gøre dig klar til at tage i mod dem. 

Det er min påstand at det er dig og mig der, der bærer historien, derfor kan du også stå for at danne en ny relation til dem. De andre plantede ikke historien i dig. Og nu når historierne alligevel bor i dig, kan du ligeså godt blive venner med dem. En for en. Behandle dem som venner, fordi lige præcis de fortællinger DU og jeg har samlet os sammen gør os til lige dem vi er i dag. Fortællinger som ”Jeg er ikke værd at lege med” (Pia, 12 år) eller ”Jeg skal være stærk” (Pia 10 år) har gjort mig til en kvinde, der i dag gør en stor forskel for unge og for familier.

Prøv selv at beskrive essensen af dine fortællinger. Hvad tror du på om dig selv? Om mænd, kvinder, mødre, fædre…Skriv dem ned og bliv venner med dem. De er din største mulighed for at blive fri.

Hele livets øvelse ligger i at genkende fortællingerne, når de aktiveres igen, at forstå os selv, at se mindfuldt på dem, det vil sige opmærksomt, observerende og uden at dømme. At acceptere dem ved at finde gaverne i dem. Tålmodigt og med tillid at give slip på dem. Lige indtil de er der igen.

Dine børn går heller ikke fri

Uanset hvor meget du curler eller pakker dine børn ind i bomuld og vat, kommer de til at skabe deres egne fortællinger. De samler også kapitler fra deres barndom, og især i puberteten, som udgør den rørende fortælling, de kommer til at repetere gennem et langt liv. Den handler om dig og din partner eller mangel på samme. Om dem selv. Om venner og lærere. Og det værste er, at du (ofte) ikke ved hvornår og hvad, der skrives ind i deres historie. Om det er noget du gør eller ikke gør, om. Så du kan ligeså godt give slip på at forsøge at gøre dem fortællings-fri. Du kan sætte dem fri til deres egen proces. Og du kan støtte dem i at se efter mønsteret og lære af det.

Jeg mødte engang en mor på et af mine foredrag, som sagde at hun håbede, at hendes datter ikke ville få det lige så svært som hun selv havde haft. Hun gjorde meget for ikke at give de samme mønstre til hendes børn, som hun selv havde med sig. En fin ambition på flere måder. Det er jo muligt for os at bryde mønstre mellem generationerne. Men denne mor forsøgte at gøre sin datter så udadvendt som muligt, fordi hun selv havde været indadvendt og genert som barn og ung. Det ønskede hun ikke for sin datter. I stedet havde datteren mere brug for accept af hendes indadvendt og ikke være offer for moderens smerte. Hendes fortællinger om sig selv, andre mennesker og sit teenageliv styrede – uden at hun anede det – hvordan hun oplevede sin datter og var overfor hende. 

Lad dine børn skrive deres egne kapitler

Beslutninger om at ”gøre det bedre” for vores børn er ofte baseret på begrænsende fortællinger om, hvordan vores egen barndom var. ”Jeg var altid alene” bliver til ”Min datter skal ikke føle sig alene”. ”Jeg skulle tage ansvar for familien” bliver til ”Mine børn skal ikke tage ansvar, og jeg skal være meget ansvarlig (læs overansvarlig) osv. Du kan sikkert fylde ud med dine egne. Og hvis du ikke mener, at du har nogen, så spørg dine nærmeste. Spørg dine børn. De kender dine historier, de er mærket af dem. Måske ønsker de endda at du slipper historierne – og får fred med din fortid.

Der er ikke noget så smukt som at se et andet menneske slippe sin fortælling, der har gjort ondt på dem selv, og deres relationer. Især unge menneskers fortællinger. De har en mulighed for at smide stenene noget før, og det giver så meget mening at støtte dem i at kaste lys på dem, så de kan se sig selv og deres fortællinger i nyt perspektiv.

Du er ikke alene

Du og jeg er ikke alene, men at leve hver især med de indre fortællinger giver os følelsen af aleneheden. Selv her, når jeg skriver, kan jeg blive i tvivl, om det ikke nu bare er mig, der er alene om at have det sådan og bla bla bla.

Vi kan støtte hinanden.  I at få vores indre kapitler opdateret til noget, der giver os mening og beriger vores liv. For hvad kan vi ellers bruge dem til? Slå os selv i hovedet, gøre os selv og andre forkerte og fjerne os fra fællesskabet? Igen…?

Når vi giver slip på, at vi ved, hvad vores historier er – og hvorfor vi er som vi er. ”Fordi min mor var så syg, blev jeg overansvarlig”. Hvad nu, hvis jeg ikke ved en fis om det? Hvad nu, hvis mine fortællinger undervejs bare har været en slags falsk tryghed, så jeg kunne forstå . Og at nu når det er tid til at give slip på den historie, er det en smule angstprovokerende, for hvem er jeg så? Og hvem er andre for mig?

Det er nemlig det, vi gør, når vi tror på vores begrænsende fortællinger. Vi fjerner os fra fællesskabet. Vi får ret. Ret i at der er nogen der er forkerte. Og så føler vi os igen alene og bliver offeret. Dybest set ønsker vi vel alle fællesskab som vi føler os en del af. Især i vores egne familier. Hvor vores selvfølelse får næring, og vores oplevelse af mening med livet bliver bekræftet, når vi bidrager til hinanden og fællesskabet.

Fordi vi dybest set hænger sammen. Vi har brug for hinanden på kloden. Brug for co-creation og fællesskaber, så vi opdager at fortællingerne om at vi ikke var noget værd, og var alene osv. kan brydes i livet nu, sammen med andre. 

De bedste hilsner
Pia Beck Rydahl