Psykoterapeut Faxe og Frederiksberg Thomas Bøttern

Sommerferie – med eller uden børn?

Sommeren er over os, og for de fleste betyder det ferie med masser af hygge og afslapning. Nogen rejser ud i sommerlandet, og andre bliver hjemme, og det er netop en af fordelene ved at holde ferie: man kan gøre hvad man har lyst til, og det kan vi godt have brug for en gang imellem. For mange af os er hverdagen lagt i rammer og fyldt ud med pligter og arbejde. Vi er travlt optagede af vores job, karriere, børn, familie, hus, have, indkøb og alt det som er en naturlig del af vores hverdagsliv. Ferien tilbyder et pusterum, hvor vi kan slappe af, og have bedre tid til at være sammen med dem vi holder af.

Det kan være svært, at vænne sig til, at være så meget sammen, når vi nu er vant til en hverdag, hvor vi som familie lever lidt mere fragmenteret i løbet af dagen, og på den måde få en masse naturlige pauser fra hinanden.

Danmark har verdensrekord i institutionalisering af børn. 96,5 procent af alle danske 3-5-årige børn går i børnehave, og 85 procent af de 1-2-årige går i vuggestue. De fleste opholder sig i børnehaven i over 30 timer om ugen. Daginstitutionerne er ikke længere kun et pasningstilbud, de er også et sted for socialisering, læring og personlighedsudvikling. Samtidig er daginstitutionen uundværlig for en typisk nutidig børnefamilie hvor begge forældre arbejder, det samme gør sig gældende for den enlige forsørger, og endelig er man også nødt til at stille spørgsmålet, hvem skal børnene lege med, hvis de ikke går i børnehave? Det er jo der alle de andre børn er!

Mange børn har ligesom deres forældre en travl hverdag med masser af indtryk, oplevelser og krav til adfærd, udvikling og tilpasning. Det er ikke ren barneleg at gå i børnehave. Ofte starter dagen tidligt, dem som ikke når at spise morgenmad hjemme, spiser i børnehaven og herefter går det slag i slag med aktiviteter, leg, projekter og læring, dertil kommer at børnehaven er et hypersocialt miljø med mange børn og væsentlig færre voksne. Det siger selv, børnene har også brug for at pusterum, hvor de kan slappe af og restituere. Men langt fra alle prioriterer, at holde ferie sammen med deres børn. Fire ud af fem ledere i landets daginstitutioner oplever, at forældre også afleverer deres børn i institutionen, mens de selv holder sommerferie. Det viser en undersøgelse, som BUPL har foretaget blandt 419 pædagogiske ledere i hele landet.

Selv om børnene ikke har en lovmæssig ret til at holde ferie, så er det vigtigt at forældrene sikrer, at deres børn får fri, så de også kan opleve en velfortjent pause fra deres hverdag. Når det er sommer er nætterne korte, og dagene er lange, og dermed burde vi få mere tid til hinanden. Men tid er ikke kun noget vi får, tid er også noget vi giver. Hvis vi vil have mere tid til hinanden, så må vi give os selv tid til det. Dette gælder selvfølgelig også i forhold til vores børn.

__________________________

Thomas Bøttern
Psykoterapeut MPF, Familieterapeut, PD i Psykologi
www.thomasboettern.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Sommerferie – med eller uden børn? Læs mere