Se kontaktoplysninger og profil for Alice Persson

I dag er en stor hårpragt ingen selvfølge. Mange unge hanner vælger deres forfædres toupé og hentehår fra og fjerner det hele. Og det ser ligefrem godt og tilsigtet ud.

Men hvad nu med hunnerne? Hvad gør vi, når stråene tyndes og bliver færre, og vi ikke ligefrem har alder, ansigt og hoved som Sinead O'Connor?

Nakkespejlet og kløften
Det er blevet fredag, og julefrokosten i foreningen står for døren. Festtøjet sidder parat på kroppen. Maskeringen af ansigtslinjer og farvning af vipper er fuldendt. Nu mangler kun frisuren.

Mit nye nakkespejl sidder selvtillidsfuldt dér på sit stativ og peger fingre ad mig. På en selvfølgelig måde afslører det, at der er en kløft i nakken. Ikke en charmerende kløft som den, der sad på hagen af fortidens Gary Grant. Nej, kløften i nakken er en uvelkommen skilning, som afslører, at der mangler noget af fortidens hårpragt.

Plisseret hårpragt
Jeg griber til våben. Retter til med føntørrer og glattejern. Blæser og steger de forsvarsløse hårstrå i den rigtige retning. Sprøjter stedet godt til med hårlak. Nakkespejlet nikker tilfredst. Håret sidder som en lampeskærm hængt op over baghovedet, men det er dog bedre end en flad nakke med spor af hovedpuden.

Frontspejlet ser lidt skeptisk, men dog overbærende ud. Der mangler jo noget hår nu, som plejer at sidde på siden. Men det får være.

Tillakket
Der er ikke langt over til bussen. Heldigvis blæser det ikke. Jeg tænker tilbage på scenariet sidste gang: Da vinden greb det nylakerede hår. Ikke at det lavede nogen uorden. Men stråene holdt sammen og flyttede sig i samlet flok. Håret blev kastet til siden i én stiv, klistret masse. Det var uheldigt, næsten som en scene i "Fint skal det være," at nabokvinden netop da kom ud ad sin dør sammen med en stirrende og fnisende teenagedatter.

Da jeg skal af bussen, driver regndråberne ned ad ruden. Så jeg tager lige hætten på. Da jeg står i entreen, varm efter turen, trækker jeg hætten af. Og bemærker de andres muntre blikke. Noget er galt. Samtidig mærker jeg, at der er noget der vipper omme i nakken. På den forkerte måde.

Længe leve humor
Ud på badeværelset. Heldigvis er der et nakkespejl. Hætten har hjælpsomt løftet mit hår op fra skuldrene. Helt op i nakken. Den stive manke står vinkelret ud fra mit baghoved. Nu sidder hentehåret fast og har - ligesom ild - kun respekt for vand.

Mens jeg retter på den genstridige frisure, peger min ”midtlivskvinde-elsk-din-naturlige-udvikling-bog” hånligt på mig. Jeg hvisler, at den skal blive revet i småstykker og brændt i håndvasken i køkkenet, lige så snart jeg kommer hjem.

Da kommer en meteorsten af humor og selvironi flyvende og rammer mig.

Jeg fik en hyggelig julefrokost med en mængde gode grin. Og selv om jeg ikke tror på, at kvindelige nakkekløfter bliver en populær trend ligesom de unge mænds isser, er vi nu gode nok, som vi er. Med og uden hentehår.