En svær samtale med en kollega

Anonym

Jeg vil fortælle om en samtale, som jeg havde med en kollega her i fredags. Den var svær, irriterende og jeg blev hele tiden mindet om, hvordan kommunikation har ændret sig i mit liv. Nu skal du bare høre (her kommer fortællingen dog uden det rigtige navn).

Jeg har et par gange oplevet at min kollega taler nedsættende til mig, mens vi er sammen med andre. Første gang havde jeg fortalt om en måde at arbejde med følelser på, som jeg bruger hver dag og også underviser i hver dag, hvor hun direkte bagefter siger det modsatte til den anden. Det føltes så ubehageligt for mig og jeg stivnede i situationen. 

Næste eksempel er til en middag, hvor vi taler sammen alle kolleger. Hun siger lige pludselig “du har da også taget meget på i den tid, vi har kendt hinanden”. Igen bliver jeg overrumplet, men smiler lidt og forsøger at tale videre med de andre.

Jeg beslutter mig for at ringe til hende, da jeg mærker frustrationen efterfølgende. Første gang er det nemt. Jeg siger simpelthen bare lige ud “jeg vil ikke have, at du nedgør mig foran andre” og hun siger retur, at det “slet ikke var hendes mening”.

Anden gang jeg ringer, for at sige at jeg føler mig overrumplet til middagen ved at blive hængt ud med vægt, at jeg blev ked af det og ikke ønsker at hun gør det igen, sker der noget helt andet. Hun siger: “Naaarrjj, det kom da i en forbindelse med noget andet. Du havde da selv sagt noget med vægt til en anden. Jeg mindes det altså ikke sådan. Jeg ville aldrig sige sådan noget foran andre.” og det udvikler sig stille og roligt: “jeg bliver faktisk lidt ked af det nu, kan jeg mærke.” “jeg kunne da godt have taget flere eksempler op, hvor jeg har følt at du har demonstreret magt” , “jeg har ihverfald ikke tænkt mig at koge suppe på det”… “Man må jo overveje hvorfor man siger sådan noget til andre” og “mit nervesystem kan huske, at du selv har gjort det samme”.

Jeg spørger ind til de forskellige sætninger - en efter en. Det har jeg ikke altid kunnet. Jeg mærker vreden, men vil ikke fanges af den, mens jeg taler med hende. og det virker - for mig. Jeg er på egen banehalvdel hele vejen igennem samtalen. Jeg føler mig ligeværdig i samtalen med min kollega og forholder mig roligt og sagligt til hendes tilbagemeldinger. Jeg siger også til hende, at jeg ønsker at vi stadig har en relation, men at det betyder noget for mig hvordan den er. At det betyder noget for mig, at hun ringer og fortæller mig, når/hvis hun føler det samme retur.

Ovenstående er for mig et eksempel på en samtale, som kunne være gået helt af sporet. Hvis jeg havde indgået i dialogen om, hvorvidt hendes oplevelse var "sand" eller ej. Hvis jeg havde startet en diskution.

Følelserne i mig undervejs var følgende: vrede, afmagt, irritation og "ikke-god-nok"

Formålet med denne blog er, at vise dig på skrift, hvordan en samtale kan eskalere, hvis vi kun bruger følelser som kompas. Nogle gange er vi nødt til at beslutte os for, at vi tager os af irritation, når den er der. Vrede, afmagt og "ikke-god-nok" kommer af at hobe op. Og der er en del gammelt stof i mig, som jeg ikke længere behøver at tage mig af. Jeg kan nøjedes med at konstatere at følelserne er til stede. Det er ok. Det er nok.

Hav en dejlig dag,

kærligst Helene 

__________________________