Den kærlighed der aldrig dør
02/08/2015 (2993 hits)
I går var jeg sammen med en klog kvinde her i mit lille hus. Vi talte om kærlighed, og vi fortalte vores historier - ikke for at skrue os ned i dem som i en alt for lille kjole; men for at mindes at der var engang, og der er et nu, hvor vi er nogle helt andre som følge af alt det, vi har overkommet.
Engang sad jeg med et tæppe oppe på mit tag, fordi jeg ikke turde være i mit eget hus. Min mand gennem mange år var rejst, og oven i det hele havde han fundet en ung kvinde, som han var begyndt at dele sit liv og vores fælles skovhus med. Vi delte to huse, et i byen og et på toppen af en hindbærbakke i skoven, og nu havde vi delt dem mellem os.
Skoven havde været mit hellige sted, men det, der engang var symbol for det store smukke alene, mit stilhedssted, havde forvandlet sig til ensomhedens sted. Træerne, jeg engang havde elsket, var blevet store uhyggelige trolde, der hviskede til mig, hvor ensom jeg var, og jeg forlod mit sted uden at tage andet med mig der fra end en håndfuld anemoner fra skovbunden i en lille urtepotte og uden så meget som at se i bakspejlet, da jeg kørte ned af bakken for sidste gang. Jeg elskede det sted så meget, som var det noget inden i mig selv, der aldrig kunne dø, og nu skulle jeg forlade det for at bo i huset i byen. Alene.
Der var så meget angst og ensomhed i mig, at jeg kun kunne ånde nogenlunde frit, når jeg sad oppe på taget og trak himlen ned i lungerne. Væggene var blevet så uendeligt trange af angsten, men på et tidspunkt begyndte de at udvide sig nok til, at jeg igen lige så stille kunne være i mit hus, hvor jeg begyndte at skabe et helt nyt liv.
Og så blev jeg forelsket i en mand, der boede i Jylland, og som kom til at betyde så meget for mig, at jeg var overbevist om, at jeg ville dø, hvis forholdet nogensinde bristede. Det gjorde det så otte år efter. Ifølge min egen profeti skulle jeg have været faldet død om, men det skete ikke. I stedet byggede jeg videre på det liv, som jeg allerede var i gang med at bygge op. Og jeg flyttede ikke op på taget men tog livtag med sorgen og tabet inde i mit hus, som jeg elskede, fordi det nu var et sted, hvor jeg følte mig godt tilpas og ikke et sted, hvor jeg var rædselsslagen ved at være alene.
Jeg elskede flere mænd på rejsen, for jeg er en, der elsker meget, og på et tidspunkt måtte jeg stoppe op og tænke lidt. For det var jo i grunden da mærkeligt, at jeg engang troede, at jeg skulle dø, hvis jeg ikke lige kunne dele min kærlighed med DEN MAND.
Og da gik det op for mig, at jeg havde haft mit fokus på det, der er forgængeligt. Jeg havde haft mit fokus på huset i skoven i stedet for at have mit fokus på den evigt blomstrende hindbærbakke inden i mig. Jeg havde haft mit fokus på målet for kærligheden og ikke på kærligheden selv. For grunden til jeg kunne elske igen var jo den, at jeg kunne elske, at der var og er kærlighed i mig. Når jeg troede, at jeg kun kunne elske, hvis der var ham eller ham, så kunne han tage kærligheden med sig. Og når jeg havde mit fokus på det HJEM, der altid er i mig, kunne ingen tage mit hjem fra mig.
Men nogle gange skal man miste et hjem for at finde hjem i sig selv. Og nogle gange skal man miste en, man elsker, for at finde den kærlighed, der aldrig kan blive væk.
For ingen af dem, jeg elskede, kunne tage min kærlighed med sig. For den var hele tiden i mig. Det er mig, der elsker. Inde fra mig. Det vidste jeg ikke, da jeg sad på taget med al min angst, fordi rummet blev snævert omkring mig og i mig. Og det var angsten. Selve angsten. At jeg troede, andre havde magt over min kærlighed. Og det fik mig til at føle mig afhængig.
Jeg tillod mig selv at elske igen. For jeg døde jo ikke de andre gange, og jeg har set, at det aldrig var kærligheden, der endte. Det var relationen, der endte. Men kærligheden levede videre i mig. Vi oplevede kærligheden sammen, fordi det var det, vi valgte. Og når vi valgte det fra, var det relationen, vi valgte fra. Kærligheden levede videre. For relationen i sig selv var aldrig selve kærligheden. Relationen var en vej til at opleve kærligheden. Sammen med den anden. Fordi vi valgte det sådan.
Og når folk fortæller mig, at de er bange for at åbne sig for kærligheden igen - altså sammen med en anden, så tænker jeg på dengang, jeg sad på taget og troede, at kærligheden var forsvundet. Måske ville jeg aldrig åbne mig for kærlighed igen, tænkte jeg.
For jeg havde simpelthen ikke set, at jeg havde al mit fokus på det forgængelige i stedet for på det evige. Jeg havde mit fokus på den anden i stedet for at mærke dybt ind i det, der dansede mellem os. Det, der altid danser. Det, vi giver fra os, når vi tror, at det kun danser mellem lige præcis os. Nej, det danser. Imellem alt i hele universet. Mellem mig og en sang, andre mennesker, venner, naturen, musikken. Mellem mig og den, jeg elsker. Fordi vi vælger at danse den dans. Men det er forgængeligt. Om så vi ville blive sammen resten af livet. Det er forgængeligt. For på et tidspunkt må vi videre ind i døden.
Men det, der danser mellem os, og som hverken tilhører ham eller mig, DET danser med alt, og derfor må det også danse med døden. Med adskillelsen, med sorgen, med smerten, med tabet. Husk du skal dø! Memento Mori som det hed i Middelalderen, hvor man afbillede dødningehoveder og andet, der skulle minde om dødens nærvær, for når vi ved, vi skal dø, husker vi også på at leve.
Jeg troede ingen af mine kærlighedsrelationer skulle dø, fordi jeg tilskrev dem evigheden. Og alligevel døde de. Men jeg døde ikke. Og det gjorde kærligheden i mig heller aldrig.
Så i dag får jeg lyst til at sige til alle, der har lyst at lytte med: Memento Mori. Husk du skal dø. Lad os ikke have vores fokus på det forgængelige. End ikke på hinanden. Men på dansen, der blæser som fine vinde i rummet mellem os. Lad os huske vi skal dø, og lad os derfor vende os mod det, der aldrig dør. Det, der lever evigt, når vi ser det. Kærligheden.
<!--[if gte mso 9]>
LatentStyleCount="276">
<![endif]--> <!--StartFragment--> <!--EndFragment-->
__________________________
Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer