Afhængig af arbejde?

Anonym

Kan man blive afhængig af arbejde? 

En af de største karakteristika ved misbrug og afhængighed af fx. stoffer eller alkohol er benægtelsen! "Jeg har da ikke noget problem". Kun på den måde kan man legitimere over for sig selv, at blive ved med at drikke/tage stoffer/misbruge på en ukontrollabel og destruktiv måde (selvom man dybest set godt ved, den er helt gal).

Man er så indhyllet i sin egen afhængighed og de kemiske stoffer der udskilles i kroppen som følge heraf, at man simpelthen er nødt til at afvise, at der er et problem. For begynder man at erkende, at man måske måske har et problem, så opstår den store tomhed og det rungende ekko! "Hvem er jeg uden mit stof?" (arbejde, alkohol, stoffer, sex, sukker, internettet....fortsæt selv listen).

En af de mest anerkendte 'afhængigheder' er den af arbejdet. For det er jo vigtigt at arbejde. Og man har jo så travlt. Og arbejdet er meget MEGET vigtigt - lige indtil at man ryger ned med stress!

Jeg arbejder da ikke for meget - det er jo super vigtigt, det jeg laver!

Det kan være interessant at kigge nærmere på  afhængigheden af arbejdet. Eller måske kan det kaldes en stor stor besættelse af arbejdet. Så stor at man faktisk ikke ved, hvem man er, når man ikke arbejder, præsterer, får anerkendelse, eller er i gang med at bygge noget nyt op. Mange, jeg har igennem mine forløb (og det gælder iøvrigt også mig selv,) har denne tendens til 'arbejdsnarkomani' - den nye frisættelse og selvrealisering.

Den store udfordring (som senere kan føre til en stor gave) ved afhængighed, er først at erkende, at der et problem. At man søger et 'rush', en 'high', en lykkefølelse ved konstant arbejde eller præstation.

Et relevant spørgsmål kan i denne forbindelse være:

"Hvem er du uden dit arbejde?"

Er du meget i tvivl her ,så kan det godt være, du har en snert af denne afhængighed af arbejdet. Eller det kan være du oplever en følelsesmæssig rutjsebane afhængig af, om du føler du lykkedes eller ikke.

Gaven kan ligge  i at opdage, hvem man  er uden sit arbejde - eller når man ikke er i gang med noget særligt. Eller uden øje på det ultravigtige mål. Uden sit såkaldte stof.

At begynde at 'genopdage' sig selv. Og det kan være en sej, men meget givende proces. For hvem er jeg uden? Når jeg ikke kan dope mig med arbejde, alkohol, sex eller andet? Inderst inde opstår panikken og udenpå opstår hårdheden over for at indrømme, at der er et problem. At indse at man måske er på en falsk kurs.

Slipper vi stille og roligt vores afhængighed (det gør man ikke på et par dage), opdager vi måske, at det at hvile i intetheden, at være intet, at vide intet, at give slip på det, vi troede gav værdi og selvværd. Giver paradoksalt nok mere selvværd. Og måske mere glæde og ægte mening.