Få et bedre forhold til din mand

Er jeres parforhold ved at gå til i havregrød, hængerøv og sure hverdagspligter? Trætte børn, madlavning og rengøring kan hurtigt suge varmen ud af det, der engang var så hedt.

Fortvivl ikke! Der findes rent faktisk simple ting du kan gøre, allerede fra i dag, som selv at tage ansvar for din egen lykke, få humoren tilbage i hverdagen og prioriter sex ekstremt højt, også selvom du umiddelbart har mest lyst til at sove. Vågn op og tag første skridt som er…

1. Trin: Skyld aldrig skylden på din partner

Gandhi sagde: ”Vær den ændring, du ønsker at se i verden”. Udfordringen er, at vi ikke kan lave om på et menneske, der ikke selv ønsker denne ændring. Pisken virker måske kortvarigt, men efter at han har taget skrælleposen ud i tre dage, holder han op igen, og kampen kan starte forfra – håbløst. Det eneste der virker er, at blive på egen banehalvdel. At arbejde på den del af forholdet du rent faktisk kan kontrollere, nemlig dig selv. Generelt reagerer mænd positivt overfor kvinder, der vælger at give sig selv, det de ønsker. Manden kan nu slappe af, uden presset om at hendes glæde afhænger 100 % af ham, og dermed får han lyst til at give mere af sig selv. Prøv det og se hvad der sker.

Sådan gør du:

Skriv alt det ned som du godt kunne tænke dig fra ham.

F.eks. Jeg kunne tænke mig, at han var mere romantisk, opmærksom og hjælpsom overfor mig.

Selv om det måske kan virke svært, fordi du virkelig ønsker, at disse ting skal komme fra ham, så bringer du nu det hele hjem på egen banehalvdel, ved at stille dig selv følgende spørgsmål:

Hvad vil jeg gøre for at være mere romantisk, opmærksom og hjælpsom over for mig selv?

F.eks. Jeg vil være romantisk overfor mig selv ved at tænde duftlys hver aften i soveværelset og købe en buket friske blomster en gang om ugen.

Hvad vil jeg gøre for at være mere kærlig, romantisk, opmærksom og hjælpsom over for min partner?

Giv det en chance, selvom en del af dig måske tænker: ”Nej, det har han ikke fortjent.”

2 trin: Vær en sjov og glad partner

Hvordan kan det være, at det var så vidunderligt i starten af forholdet? Dengang klædte I jer pænt på, lyttede til hinanden i timevis, elskede hver nat og talte med respekt og kærlighed. I stedet for at nævne alle de ting der gør, at din partner ikke er særlig morsom at være sammen med idag, så start med at stille dig selv spørgsmålet: ”Hvor sjov er jeg egentlig at bo sammen med?” Hvor er den kvinde han forelskede sig i? Vil du huskes som hende den utilfredse mor og partner, eller som hende der var sjov at være sammen med? Ofte er det de små ting, der gør den største forskel, så lad os gøre noget ved det NU!

Sådan gør du

1.
Invester minimum 5 sekunder på at kysse din partner farvel og goddag. Tænk på forskellen mellem et hurtigt ”farmor-kys” og et fem sekunders lidenskabeligt kys.
2.   
Overrask din partner minimum en gang om måneden med en begivenhed i to oplever alene (uden børn). Det kan være en skovtur eller et restaurant besøg.
3.   
Find minimum en ting du værdsætter hos din partner hver dag, og fortæl ham det. Jo mere kvinder roser mænd, des flere ting gør de generelt, som fortjener ros.

Prioriter sex ekstremt højt

Når forholdet i soveværelset dør, er der stor sandsynlighed for, at resten af jeres kærlighedsliv også er ved at dø. Vi bliver bombarderet med vildt og grænseoverskridende sex fra medierne, men måske kan mindre også gøre det. Du kan også vælge at se sex som en mulighed for at tage en mental ”time out”, give dig hen og være tæt på din mand. En klog veninde sagde engang til mig: ”Hold din mand glad i soveværelset, og han vil holde dig glad alle andre steder.” Måske lidt provokerende og sat på spidsen, men min erfaring viser, at der er meget sandhed i den sætning.  

Sådan gør du:

1. Sig sandheden til din partner. Dr. Laura Berman, kendt fra ”Oprah show” siger, at de fleste mænd ikke tager det personligt, når deres kvinde fortæller, at hun ikke altid får orgasme. Han er interesseret i at hjælpe hende, for de fleste mænd tænder på en kvindes nydelse. Så stop med medlidenhedsorgasmer og gå efter den ægte vare.

2.
Bed om det du ønsker. Ofte giver man det til den anden, som man selv ønsker, i stedet for at give det til din partner som hun/han reelt tænder på. Spørg og du skal modtage.

3. Kend din fysik. Uanset hvor meget du har lyst til at få mere lyst, nytter det stadig ikke noget, hvis der er en fysisk ubalance i din krop som bevirker, at du er tør som Sahara. Hormonel ubalance og medicin kan have fysiske bivirkninger, der går ud over dit sexliv. Tal med en professionel som din læge eller en sexolog.

Ved at arbejde med disse tre trin, vil du højst sandsynligt opleve en mand der er mere hengiven, hjælpsom og romantisk. Hvis du derimod stadig oplever, at han er totalt ugidelig, så er det måske tid til at spørge dig selv, hvad du laver med ham? Igen handler det mere om dig end om ham. Hvad foregår der i dig, siden du tillader dig selv, at være sammen med en mand, der slet ikke har fortjent dig? Hvis du er en fantastisk partner, der er villig til at gøre en indsats i forholdet, har du selvfølgelig også fortjent en, du kan føle dig tryg sammen med, en du kan dele dine glæder og bekymringer med, en du tænder på, og en du ser en fremtid sammen med. Der findes millioner af dejlige mænd, og livet er for kort til at være sammen med den forkerte. Som Mark Twain (Forfatter født i 1835) sagde: ”Dans som om der er ingen der ser dig, syng som om der er ingen der hører dig, og elsk som om du aldrig var blevet såret.” I virkeligheden ganske simpelt!

Mere inspiration
I bogen ”Wauw-Effekten” finder du mere inspiration til at styrke dit kærlighedsforhold til dig selv og andre ikke mindst. Skrevet af Pernille Aalund og Gitte Koldtoft.

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kære Gitte, Tak for den gode artikel med de gode iagttagelser og øvelser til selv at tage ansvaret for din lykke i dit parforhold. Super. Der er dog et sted hvor jeg synes du modsiger dig selv. Det er når du skriver om sex og siger ”Når forholdet i soveværelset dør, er der stor sandsynlighed for, at resten af jeres kærlighedsliv også er ved at dø.” Passer det? Er du sikker på at det ikke er omvendt? Når kærlighedslivet er ved dø (fordi vi tror på en masse overbevisninger og historier om hinanden og parforhold som ikke har noget med virkeligheden at gøre) – er konsekvensen af det så ikke at sexlivet bliver påvirket og hæmmet af det? Det er i hvert fald min og mange andres oplevelse. Og omvendt, når sindet er åbent og hjertet er åbent og kærligheden flyder frit, jamen så flyder kyssene og berøringerne jo også frit. Jeg siger ikke at det ikke kan være en fin idé at prøve at tænde op for sit sexliv... Men eftersom sexliv er virkning og ikke årsag, er det så ikke lidt bagvendt at forsøge at genoplive et parforhold gennem sex? Knus og kærlig hilsen Tim
Få et bedre forhold til din mand. Gitte Koldtoft skriver på Levlykkeligt.dk