

Hvordan skal man forstå det gamle udtryk "at være sin egen lykkes smed"? Umiddelbart kan det bruges til at give andre mennesker skylden for deres dårlige vilkår og dermed undskylde sig selv og undslå sig et ansvar. Det synes jeg bestemt ikke er særlig tiltalende. Ikke desto mindre oplever jeg det ofte. Ludere, bumser, alkoholikere og voldsramte kvinder kunne jo bare tage sig sammen og leve et andet liv, synes at være argumentet. Så let er det selvfølgelig ikke. Jeg mener ikke man skal pådutte andre mennesker skyldfølelse hverken fordi de ryger, drikker, er overvægtige eller noget som helst andet. For skyldfølelse kommer der ikke noget godt ud af. Og det fører sjældent til forandring. Prøv at forestille dig at nogen prøver at overbevise dig om at du skal holde op med at drikke, ryge, spise lækre sager eller spille sindsyg høj musik. Ville det give dig lyst til at forandre dig? Nej, vel.
Så det er altså ikke det, der er mit ærinde med at tage fat i begrebet "at være sin egen lykkes smed". Det jeg ønsker at påpege er at lykke er en utrolig subjektiv størrelse. Vi kan ikke gøre den op og fx sige at jeg er mere eller mindre lykkelig end min nabo. Jeg kan selvfølgelig selv mene det forholder sig sådan, men det samme kan min nabo uden videre mene på samme tid. Nogen gange bilder vi os ind at vi kan vurdere objektivt om et mennneske er lykkeligt eller ej. Går man fx entur igennem en storby ser man gang på gang mennesker, der lever på gaden. De ser lidt usoignerede ud. Måske ligger de og sover på en bænk. Vi forestiller os at de har frosset i nat. Måske er de berusede. Måske har de laset tøj på. Måske har de ingen bolig og ingen penge. Kan vi derfra konkludere at de er ulykkelige? Nej, egentligt ikke. Vi må spørge dem selv.
Måske har en bums valgt at leve på gaden. Han er godt nok træt af at fryse om vinteren, eller at blive smidt væk fra sin soveplads eller sparket til af aggressive forbipasserende. Men har han valgt det på trods af allle disse ulemper. Det kan være at han er ulykkelig, fordi kæresten har smidt ham på porten og at han drukner sine sorger i druk og kun ønsker sig at flytte "hjem" igen eller få en bolig for sig selv, men at han bare ikke lige kan tage sig sammen, fordi han er så smadret rent psykisk lige nu. Men det kan også være at han selv valgte at flytte fra kæresten, fordi han ikke kunne finde sig til rette i et "almindeligt" liv, hvor mange af dagens timer jo går efter en klokkestreng, man har aftaler i øst og vest, skal passe sin post, betale regninger og gå på arbejde, lave mad, osv. osv. Måske synes han det er et snærende liv, det vi andre lever. Måske er det at leve på gaden hans måde at nærme sig lykken på. Og så er han vel sin egen lykkes smed? Så har vi vel ikke ret til at beslutte at han kunne være mere lykkelig på andre måder.
Hvorvidt man er lykkelig eller ej afhænger efter min mening af, hvordan man ser på sit liv. Hvordan man fortæller sin historie. For lige et øjeblik at blive ved bumsen fra før, så hørte jeg i et radioprogram på P1 på et tidspunkt et skønt interview med en bums, der præsenterede sig selv med det navn, som han efterhånden havde fået igennem sine år på gaden. Han var meget glad for sit liv, hvis han fik penge nok til lidt øl og en smule mad til sin hund. Når intervieweren spurgte til alle de negative sider, havde han hele tiden svar på rede hånd, for hvorfor han nødigt ville bo i den herskabslejlighed, der var lige ovenover hans faste bænk. Og vi kan jo godt påstå at det var undskyldninger og bortforklaringer, men min pointe er at det var HANS historie om sig selv. Og hvorfor skulle vi dog tage den fra ham!
På samme måde forholder det sig med alle os andre. Vi fortæller også historier om os selv. Livshistorier i lange bibiografier, som kan købes i boghandlen. Eller små historier, når vi møder hinanden til en fest, på et kursus eller i et tog. Men de små historier er jo en del af vores livshistorie. Vi vælger noget til og noget andet fra. Og det betyder utrolig meget - både for hvordan vi opfatter os selv og hvordan andre opfatter os. Bumsen fra før havde fx et syn på sin tilværelse, der virkede positivt ind på mig. Jeg kunne godt tænke mig at møde ham. At tage en snak med ham. Og det var faktisk også en af de ting han fortalte. At rigtig mange mennesker satte sig på hans bænk, og så fik han af og til en snak med dem.
Men vi er jo ikke lykkelige hele tiden. Det er naivt at tro og efter min mening er 'lykke' en kortvarig tilstand, en slags rus, hvorimod at være 'lykkelig' er en slags opgørelse, en status over vores liv i hovedtræk. Jo, jeg er vist ret lykkelig, kan man fx sige med tanke på at man har en masse værdier i sit liv, der af og til giver én en følelse af lykke. Måske er det ens børn. Måske er det ens elskede. Måske en god ven. En indtagende natur. At opleve at en fugl kommer tæt på. Ect. etc. At være lykkelig er altså ikke en tilstand, men en slags opgørelse over, hvorvidt resultatet på bundlinien er positivt eller negativt.
At være sin egen lykkes smed kan i den betydning være, at man lægger mærke til de ting i sit liv, der giver én en rus - en følelse af lykke. Alle mulige små ting. Og at man, når alting driller og ens liv er tungt og besværligt, accepterer at det er sådan. At lige nu er livet svært og det må jeg leve med. Efter et stykke tid kan man begynde at værdsætte sin egen evne til at klare alt bøvlet og på den måde bliver situationen måske en smule mindre håbløs. Ihvertfald er det vigtigt at man ikke havner i en offerposition. Et offer kan ikke smede. Og slet ikke smede sin egen lykke. Så hvis man har været offer for noget ubehageligt i sit liv, så skal man helst ende med at kunne se sig selv i et andet perspektiv. Fortælle historien om. Fortælle om hvor meget man har klaret. Hvor utrolig meget man er gået igennem uden at miste modet, fx. Og dermed trænger styrken frem. Og efterhånden også evnen til igen at smede sig nogle små stunder af lykke.
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer