

Jesus er tit krediteret for Den Gyldne Regel:
Du skal elske din næste som du elsker dig selv
Selvom denne leveregel går væsentlig længere tilbage i tiden end da Jesus levede og eksempelvis er at finde i det jødiske skrift TaNach.
I dag vil jeg vende reglen på hovedet!
Jeg har gjort mig en del erfaringer med Den Gyldne Regel i mit møde med klienter. Igennem de sidste 3 år har jeg arbejdet fuldtid som psykoterapeut og jeg møder igen og igen klienter der gør alt hvad de overhovedet kan for at elske deres næste - give dem kærlighed. Klienter der uden omtanke sætter deres egne behov bagerst og blot søger at tilfredsstille mennesker omkring dem. Af ”en eller anden grund” ender det tit med at de mister fornemmelse af identitet, bliver angste og depressive.
Så Jesus – dine ord er virkelighed lang hen af vejen i dag. Vi glemmer bare noget.
Det er jo desværre kun halvdelen af Den Gyldne Regel der bliver fulgt. Du skal elske din næste… men hvad med at elske dig selv.
Mit ydmyge forslag til mig selv, mine klienter og store dele af verdens befolkning er således den Omvendte Gyldne Regel:
Du skal elske dig selv som du elsker din næste!
Også er der selvfølgelig alle dem der stadig kunne tænke lidt over at elske andre end sig selv... men det vil jeg ikke komme ind på her. Måske ikke andet en pointere at de måske skulle overveje hvordan de elsker sig selv. For mig er kærligheden ikke ekslusiv, ikke ensom, så den der kun elsker sig selv, elsker ikke.
Afslutningsvis kan det samme (måske) siges om dem der glemmer at elske sig selv. Her er kærligheden også ekslusiv, den udelukker jo dig! Så den der kun elsker andre, elsker ikke.
Kresten Kay
__________________________
Kresten Kay
Psykoterapeut MPF
www.krestenkay.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer