Er det skæbnen eller noget andet?

Anonym

Ordene ”det er skæbnen” bruger vi til at forklare, hvorfor vi selv eller andre er kommet til et mindre heldigt sted i livet.

Vi bruger begrebet som forklaring men også som en undskyldning, når ting, ikke går så godt, som måske forventet 

Og kan man sætte sig op mod skæbnen? Hvad ville der så ske? Det kan måske fylde mange med frygt.

Men har vi egentligt gjort os tanker om og følt ind på, hvorvidt der overhovedet eksisterer en ”fastsat” skæbne for os, en bestemt vej, universet skulle have tildelt os?

Har vi taget stilling til og mærket efter, hvorvidt der eksisterer en grum og dømmende magt, som synes vi skal lide og have det hårdt?

Og kan vi tillade os selv at tro på og vide, vi er her for at udvikle os, have det godt, være tilfredse, lykkelige?

Begrebet skæbne er viklet ind i vor opfattelse af livet. Vi godtager det måske som en sandhed og tror, at der er ting, som er forudbestemt, som vi ingen indflydelse har på, og at der er noget udenfor os selv, der får det til at ske.

Hvordan ville vi have det uden det begreb klistret på vor opfattelse af verden og vort liv?

Skulle vi holde fast på forståelsen, for det kan give os en forklaring, når ting går galt, ikke lykkes og sige ”det er skæbnen”.

Eller vi skal trække vejret dybt, synke et par gange, for hvis der ingen skæbne er, er den menneskeskabt, af frygt, tanker, overbevisninger, men hvad er der så?
Så er det os selv, der er skaberen af vor egen virkelighed.

Det er lidt som overtro.
– det skulle ifølge ”overtro” betyde uheld at gå under en stige, at en sort kat passerer over vejen, tretten til bords, at vise hænder, fredag den 13. etc..
Jeg går altså stadig under stiger, lader kat være kat, dato være dato