Skrive en bog - sådan bestiger du bogbjerget

Anonym

Naturen er indrettet med en række bremser og begrænsninger, de findes, alt efter hvilken art man tilhører, i større eller mindre målestok. Et menneske kan ikke bare baske med armene og flyve op under Vorherres blå himmel eller dykke dybt ned i havet uden først at iføre sig iltflaske, maske og svømmefødder.

Som art har vi formået at bryde mange af de naturlige barrierer, simpelthen ved hjælp af hittepåsomhed, tålmodighed og opfindsomme smutveje forbi naturlige forhindringer.

For kort tid siden kastede jeg mig ud i et projekt: Der skulle skrives en bog!

Dét måtte da være nemt, tænkte jeg, for det er sgu da bare at plante røven i sædet og klappe lidt til tasterne. Det første, som mødte mine ivrige øjne, var en blinkende markør som drillende stod på en tom hvid side. Godt så, tænkte jeg, nu skal far her satme smække nogle ord afsted over stepperne. Det gjorde jeg og efter et par timer var der skrevet masser af ord. Men de hang ikke rigtigt sammen, de flagrede lidt rundt og så ikke ud til at være på vej i den retning jeg ønskede.

Jeg var startet midtvejs og havde en idé om at kaste snøren både frem og tilbage, som en slags fortællermæssig fægtekamp på tværs af tiden. Det fungerede ikke.

Okay, jeg må finde ud af hvordan det skal gribes an, sagde hunden og begav sig ud i litteraturens verden atter engang. Det var underligt, for der var skam blevet læst tusindvis af bøger, set masser af film og lyttet til masser af røverhistorier. Hvorfor helvede kunne jeg så ikke selv? Det var jo mit første, store projekt og det var som om jeg startede med at skabe en hårfin fraktur, noget skørt og sart, som sagtens kunne have fået hele boblen til at briste.

”Det ville jo nok være en god idé bare at starte ved begyndelsen, ” sagde en kvinde og kiggede hen over kanten på sine firkantede briller. Hun havde læst første udkast og forklarede at talent forpligter.

”Når man ved du kan, så forventer man mere end bare flad havregrød, ” sagde hun – næsten - og lod mig vide at det ikke var nok med en god idé. Den skulle også gerne kunne føres ud i livet.

”Her gik jeg og troede det ville blive let som en brise, ” hviskede mit spejlbillede tilbage til mig. Det skulle vise sig at en bjergbestigning sjældent er så let som tanken kan få det til at se ud som. Udstyr, træning, planlægning, samtale med guides, vejrliget, timingen, tempo og udholdenhed. Der er mange små gear i den store maskine og de skal alle finde hinanden, før det kan spille sammen. I mit tilfælde manglede historien en ramme at udfolde sig, den skød i for mange retninger og skulle trimmes. Det er på samme måde med en græsplæne, man kan ikke bare høvle græsfrø ud på gold jord og derefter finde golfkøllerne frem i den forventning at man kommer til at gå på et grønt, kortklippet tæppe. Det kræver arbejde, vedholdenhed og dedikation. Man må investere sig selv.

Man bliver ikke verdensmester i løbet af en formiddag ved tastaturet. Måske var det den gode gamle med skind, bjørn og salg. Det var muligt at ideen om projektet var løbet i forvejen og stod ved mållinjen, alt mens det forholdt sig anderledes i virkeligheden, hvor markøren end ikke havde flyttet sig.
”En fod foran den anden, en rejse på tusinde mil starter med det første skridt, ” sagde jeg i mit stille sind og lod universet vide at nu mente jeg det altså alvorligt.

Derefter tog det lidt over et år at bestige bjerget. Der skulle hviles undervejs, tænkes og kigges på mulige og umulige udfald. Det er nøjagtigt samme fremgangsmåde man bruger, når man vandrer i fjeldene. Hvis man bare spurter afsted som en discount-udgave af Usain Bolt, vil man helt sikkert ikke komme langt. Terrænet er kuperet og indbyder ikke til spurt. Man skal forberede sig inden afrejse, sørge for at have de helt rigtige støvler, som i øvrigt også skal gås til. Det helt rigtige tøj og gerne variationer, så man ikke bliver fanget på den forkerte fod af vejret. En bil kommer heller ikke så langt i lige så høj fart, hvis man fremfor at dreje nøglen og lade motoren gøre arbejdet, vælger at skubbe fartøjet afsted. Det kan godt være at det ligner, men det er ikke det samme. Når man får større forståelse for hvordan noget hænger sammen, kan man også bedre tage favntag med det. Al begyndelse er svær, man skal kravle før man rejser sig og går. Det er også, mere eller mindre, en naturlov. Også for én som troede sig færdig før end arbejdet var begyndt.

Aldrig mere, vil jeg nære den illusion at noget bare skaber sig selv. Hvis noget er værd at gøre, er det også værd at investere tid, krop og sjæl i det.

Jeg er kommet til dette punkt via en atypisk rute, den har budt på tur i fængsel, vold, afmagt, desperation, depression, spiseforstyrrelse, selvmordsforsøg og en barndoms-bagage bestående af svigt og misbrug. Måske burde jeg have vidst i forvejen, at ting ikke bare sker af sig selv, men det var tilsyneladende ikke gledet helt ind på lystavlen.

Visse ting bliver ved med at dukke op, lige indtil man lærer lektien.

Lasse Løager

__________________________