Overvældende ydmyghed

Anonym

Det regner meget.
Skyerne ligger over bjergene og ligner en scene fra en eventyrs film for børn.
Da jeg skal hente børnene i skolen kører jeg over bjergene, ind i mellem skyerne og bliver noget så rørt.
Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg sidder i bilen og kører lige så stille i hårnålesvingene ud og ind og skifter mellem at være midt i skyerne og ud til storslåede udsigter over middelhavet og imens triller tårerne ned af mine kinder. Hvor tit er du tilstede?
Altså ikke bare overfladisk ”ja-jeg-er-i-nuet” men virkelig TILSTEDE?
Der hvor al bekymring er ikke eksisterende og tiden er usynlig?
Der hvor du bliver overvældet af ydmyghed?
Der hvor du suger alt til dig og alligevel indeholder intet?

Det er vidunderligt!