Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken

God og grundig afsked

Alle gode gange seks for Prins Henrik

Når man skal gøre noget, kan man lige så godt gøre det ordentligt. 

Det gjorde de royale i den forgangne uge. Prins Henrik blev svunget rundt i så mange hjørner, hjem, gader og sind, at man slet ikke kunne undgå at lægge mærke til, at den kongelige familie havde haft besøg af døden. 

Ikke noget med at gå stille og diskret med dørene og lade døden blive en hurtig sag, der ikke skulle forstyrre den daglige rutine. Næ, det var tværtimod dage op og dage ned og gjort så grundigt, at hans nære og kære efterhånden må have kunne kløjes i at skulle tage mere afsked. Det var godt gået. Det var sejt og klogt – og helt terapeutisk, forløsende udansk, som Prinsen selv havde arrangeret det. 

Royal eller ej -  respekt for den anderledes og grundige afsked med ham i en kultur, hvor begravelser ellers næsten er overstået, før de er begyndt (i travle by-kapeller må en højtidelighed gudnådeogtrøste mig ikke vare over 29 minutter), og sorg helst skal forblive en by i Rusland, som ingen har lyst til at besøge eller gøre opmærksom på. 

Men se her hvor godt og grundigt det kan gøres: 

1. Prins Henrik blev kørt hjem fra hospitalet til Fredensborg for at dø. 

2. Efter han var død blev han kørt til sit andet hjem, Amalienborg Slot, for at være der i 24 timer i sin kiste.  

3. På vejen til Amalienborg blev han, helt symbolsk, kørt forbi de forskellige steder, der havde betydet noget for ham i København, blandt andet Det Kgl. Teater, Den Franske Ambassade og Holmens Kirke. Et sidste farvel. 

4. Så blev han overført til Christiansborg Slotskirke og mindet ved en lille privat ceremoni for de nærmeste. 

l5. Herefter blev kirken åbnet for offentligheden og han lå Castrum Doloris i hele tre dage, hvor alle danskere var velkomne til at sige deres eget personlige  farvel til ham. 

5. Sidst - men ikke mindst afholdtes den sidste dag, en mindre bisættelse for de nærmeste omkring prinsen, ca 60 personer, inden kisten blev båret ud til rustvognen til krematoriet.

6. Herefter vil halvdelen af prins Henriks aske blive sat ned på Fredensborg Slot, og resten bliver strøet over havet. 

 

Godt og grundigt og ikke noget med at snyde med detaljen eller at gå let hen over et langt, levet liv. Nu er – var – Prins Henrik naturligvis kongelig, og derfor blev der også malet med stor og tydelig pensel og ikke sparet på noget. Der er både tid og penge nok. 

Men vi andre ikke-royale gør klogt i at huske på, at sådan kan det gøres, når vores elskede dør: At vi siger farvel over flere dage, grundigt, insisterende, tydeligt – ja, så ihærdigt, at til sidst gider vi simpelt hen ikke mere og længes efter at komme i gang med noget helt andet. 

I middelalderen kunne både bryllupper og begravelser vare i en lille uge og jo flere dage, vi bruger på det sammen, jo mere bliver det nemlig også særdeles tydeligt, at vi kun har én grundlæggende modgift at gøre godt med mod død og sorg: Fællesskabet – at vi slår ring om hinanden. 

”At være i sandhed menneskelig, er at bære byrden af vores egen dødelighed og at bestræbe os på, så godt vi formår, at hjælpe andre med at bære deres”.  

Sådan siger den irske forfatter, Kevin Toolis, der har skrevet bogen: ’Min fars gravøl: Hvordan irlænderne kan lære os at leve, elske og dø ”.

Prins Henriks sidste dage gav os et billede på, at det at begrave vores døde skal ikke være et 100 m–sprint. Men gerne et langt mere langsommeligt maraton, hvor vi har rigelig tid til at fatte, hvad vi har gang i. 

Og det behøver ikke være dyrt og tidskrævende. 

Bare godt og grundigt. 

Det vil vi fremover tænke på, når vi arrangerer begravelsesceremonier uden for kirken. 

Mange hilsner
Ane Christensen
Liselotte Hornemann Kragh
Flemming Madsen

 

__________________________

Ane Christensen, Bryllup og Begravelse uden for Folkekirken
Læs mere her: https://www.livsceremonier.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Prins Henrik - god og grundig afsked. Læs mere