Blå himmel Yoga - yoga for børn og voksne

Yogaretreat i Grækenland med Blid Hatha, Ansigtsyoga og Flow

30/06/2024 - 08:00

30. juni -  7. juli 2024 - Med Sisse Siegumfeldt

 En uges yoga, meditation og fordybelse på den smukke græske ø Lesbos. Giv slip på hverdagens krav, lad stressen blive hjemme, og giv dig selv en uge til at ånde nuet ind og mærke livsglæden boble. På yogaretreat kan du gå virkelig i dybden med yoga og meditation og opleve den frihed og forandring det kan medføre.

 Siden 2010 har jeg årligt taget til Lesbos og Milelja Retreat Center Så skønt, roligt, dybt og nærende et sted finder man sjældent på denne jord. Vi har hele stedet for os selv, der er ikke andre gæster, kun fred og ro, skønhed og charme.

Vi starter dagen med guidet Meditation efterfulgt af Funktionelt Flow hvor vi går op i at styrke typisk svage områder, virkelig lære leddene godt at kende, udfordre kroppen på nye måder, og have det sjovt samtidig. Bevægelserne er noget af tiden kædet sammen i et flow, og niveauet tilpasses den enkelte deltager - begyndere som øvede er velkomne.

Tidligt på aftenen laver vi Hatha-yoga med fokus på tilstedeværelse, åndedræt, at komme helt ned i tempo og mærke hver eneste fiber i kroppen slappe af. Her er der flere lange stræk, liggende og siddende stillinger, ro og genopladning. Vi slutter af med afstressende og foryngende Ansigtsyoga og Afspænding. Hver dag har et tema, og vi arbejder med tankerne bag yoga i forhold til en almindelig hverdag og som et led i en personlig udviklingsproces.

Midt på dagen er der mulighed for at gå på stranden, vandre i naturen, stirre ud over det Ægæiske hav, eller nyde nuet i poolen hjemme på yogahotellet Milelja. En eftermiddag er fri, så man kan tage på en længere tur, hvis man har lyst, istedet laver vi meditativ yoga i stearinlysenes skær sent om aftenen.

 

Milelja

Det er tolvte år i træk at jeg afholder retreat på Milelja - der er bare perfekt. Milelja Retreat Center er et lækkert og hyggeligt retreathotel der specialiserer sig i yoga-kurser. Der er store, luftige enkelt- og dobbeltværelser, klorfri pool med vand fra stedets egen mineralske kilde, varm jacuzzi, wellness-spa, god massage, en overdådig morgenmadsbuffet og fantastiske omgivelser. Den smukke Yoga-sal er rund og med udsigt over bjergene og den lille middelalderby Molyvos, se www.milelja.com. Stedet hylder den enkle græske stil, men med alle moderne bekvemmeligheder, såsom air condition, wifi osv.

Stranden nær Milelja er et af mine yndlingssteder på denne jord: der er helt fredeligt, ikke andet end vand, himmel, horisont og lyden af bølgerne. Molyvos, som ligger 15 min. gang væk, er en hyggelig havneby på Lesbos' nordøstlige spids, med udsigt til Tyrkiet. Alle husene er bygget i natursten og byen slanger sig op af bjerget, med små stejle gader på kryds og tværs. Der er masser af gode, billige restauranter og cafeer, samt butikker med kunsthåndværk; keramik, guld, læder, tøj osv. Byen er fredet, hvilket vil sige at det ikke lovligt at bygge i moderne materialer, så der er ingen store hoteller eller discoteker. Molyvos har i gennem mange år været et yndet rejsemål for yogaentusiaster på grund af den smukke by og natur, og den autentisk varme holdning fra de lokale.

I løbet af de sidste år er øen blevet mere forbundet med flygtninge end med yoga - men ruterne har ændret sig og der kommer ikke flygtninge ind ved Molyvos længere, og flygtningelejren på sydøen er over 100 km væk. Desværre er turisterne også udeblevet i stor stil siden sommeren 2015, så vi støtter lokalsamfundet og de fantastiske mennesker på øen ved at blive ved med at komme. Lokalbeboerne er et særligt folkefærd - de er blevet nomineret til Nobels fredspris for deres måde at tage imod flygtningene på dengang i 2015.

 

Underviser Sisse Siegumfeldt

Jeg har afholdt over 25 retreats siden 2009 - jeg elsker det simpelthen! At se mennesker "tø op", slappe af, og komme til sig selv, tilbage til deres naturlige væren er ret fantastisk. Mine retreats er afslappede, hyggelige, sjove, vi lader livsglæden blomstre.  Man kan deltage der hvor man er, både hvad angår kropsligt niveau, eller hvor "dybt" man har i sinde at gå. Om det er egenomsorg, wellness eller mere dybtgående arbejde - det er op til dig, og det er alt sammen lige godt. At passe på sig selv er et meget vigtigt arbejde.

 LÆS MERE HER: https://www.blaahimmelyoga.dk/retreats/graekenland/

__________________________

Sisse Siegumfeldt, Yogalærer
mail: info@blaahimmelyoga.dk
http://www.blaahimmelyoga.dk




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter
Yoga retreat i Grækenland