Vred og såret i parforholdet - pas på hvad du gør
Lader vi følelser styre vores parforhold kan det være yderst destruktivt og utrygt, for begge parter. Så pas på - for følelser er ikke nødvendigvis kloge, de kommer og går.
Du og din partner har skændtes. Bebrejdelser er slynget gennem luften. Du er vred. Såret. En af jer har måske truet med at gå.
Læs mere om konfliktmægling i parforhold: www.goderelationer.dk/hjaelp-til-parforhold/
Når vi oplever konflikt i parforholdet, tænker vi tit og ofte ikke så klart. Alt mudres til og vi farer vild i tanker og følelser.
Denne guide kan du med fordel bruge, når uvejret er over dig.
- Handl ikke umiddelbart på følelser. De skifter fra øjeblik til øjeblik. Brug dem som en alarmklokke og lad så fornuften overtage styringen. Stærke negative følelser peger på at noget kunne være bedre. Undersøg. Hvad ville være bedre?
- Undersøg om diskussionen faktisk beroede på en misforståelse. Er en ting blevet sagt i en mening og forstået i en anden? Tænk dig godt om. Kunne du selv have misforstået noget?
Giv dig selv medfølelse:
- Hvilken følelse dominerer dig? Vrede? I så fald accepter vreden.
- Under din vrede ligger med sikkerhed andre følelser. Måske skuffelse? Ensomhed? Magtesløshed? Eller..? Disse underliggende, ”rene” følelser guider dig til det, der er vigtigt. Gav du udtryk for disse ”rene” følelser eller lod du vrede og afvisning/angreb dominere skænderiet? Når du giver udtryk for de følelser der ligger til grund for fx vreden hjælper det den anden til at forstå - og imødekomme.
- Negative følelser peger på at vigtige grundlæggende behov ikke bliver mødt. Behovet for tryghed? Fred og ro? Respekt? Anerkendelse? Kærlighed eller? Konkretiser det du virkelig ønsker og har brug for. Det hjælper din partner at du er konkret. Og det giver dig en større chance for at blive imødekommet.
Giv din partner medfølelse:
- Se nu sagen fra din partners side. Hvilke følelser gav din partner faktisk udtryk for? Hvad mon det er for underliggende behov din partner ikke får mødt af dig? Ser noget anderledes ud fra den vinkel? Hæmmer og begrænser du din partner? Er du for sløset med jeres forhold? Er du med til at skabe usikkerhed i relationen? Forsøg at erkende din andel af problemet, så du kan handle på det.
- Har du svært ved at se noget som helst godt ved din partner lige nu? Så forestil dig, at I slet ikke er sammen. Se din partner passere revy som på en film. Som et menneske der ønsker sikkerhed, tryghed, glæde og kærlighed - som alle mennesker. Giver du din partne det? Tænk og mærk efter.
- Forestil dig nu at du giver din partner sikkerhed, tryghed, glæde og kærlighed. Ændrer han/hun sig?
- Hvad kunne du konkret gøre anderledes? Hvad ville din partner elske at høre eller mærke fra dig?
Erkend dit medansvar og gør hvad du kan
Kom din partner i møde og vis at du har erkendt din part i problemet også selvom din part måske er ganske lille. At du er parat til at gøre det, du kan for jer to. Din partner vil med sikkerhed bløde op og komme dig i møde. Og vil sandsynligvis lettere kunne indse sit eget ansvar også.
Virkelige kursændringer i et parforhold tager tid. I skal begge opleve og mærke at ændringerne er mere end ord. Så drop for mange ord. Det trætter ulideligt i længden især når de ikke følges op af handling.
Vis derfor din villighed ved handling. Store handlinger eller bare i det små. De små ting er utroligt vigtige, da de er dagligdagen, trygheden og rytmen.
Signe Saxe Jessen, Konfliktmægler og individuel konflikt coach
__________________________
Signe Saxe Jessen, cand.mag.
Professionel Konfliktmægler, kognitiv coach og mindfulness træner.
www.goderelationer.dk
Medstifter af Levlykkeligt
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerHjertelige hilsner
Stellah Søgård
Par- og psykoterapeut, forfatter
http://vibranthearts.dk, Stellah@vibranthearts.dk,
Tlf. 2424 8262