Vil du være lykkelig? Så drop det!

Vil du være lykkelig? Så drop det!

Det er måske en noget drastisk udtalelse at komme med.

Men så lad mig være drastisk her på denne side der jo er dedikeret til at leve lykkeligt.
Og lad os tage det helt alvorligt, denne søgen efter lykken.

Vil du være lykkelig? Så drop det ! - Svær at sluge måske.

Men ikke desto mindre leder de fleste mennesker faktisk efter lykken på steder den slet ikke findes. Eller i hvert fald kun til nød findes meget kort, sporadisk og flygtigt. En anden sag er, at selve det at ”søge lykken” faktisk er det samme som at sige til dig selv, at den ikke er her helt endnu!

Derfor handler denne artikel om et stort paradoks jeg vil påstå at mange lever i.

Og for at brede det lidt ud synes jeg vi også må kalde det andre ting end lykke, så du ikke helt står af på et bestemt ord eller begreb, vi kan kalde det: glæde, kærlighed, fred, samhørighed, tilfredshed, indre ro m.m.
Dog vil jeg betegne det som lykken, og du kan så selv erstatte det med din egen betegnelse.

Min påstand er at alle mennesker, helt uden undtagelse, på den ene eller anden måde søger efter at opnå lykken. Meget enkelt. At næsten alt hvad vi foretager os, udelukkende handler om at opnå dette ene mål. Vi søger på alle mulige, og næsten uforståelige måder, særligt svært og uforståeligt at gennemskue er det når det udleves gennem fx vrede, aggressioner, krig, adskillelse og andre destruktive handlinger. Men selv bag disse, er der altid dybt nede, en søgen efter præcis og nøjagtig det samme.

En søgen efter lykke.

Vi søger gennem penge, magt, viden, ejendele, at få ret, forståelse, accept, status, anerkendelse og politik.
Vi søger gennem handlinger, gaver, i partneren, i venskabet, berøring, følelser, kroppe, familie og venner.
Vi søger gennem det spirituelle, religiøse, tanker og det åndelige.

Alle disse ting er dejlige, skønne og har på hver sin måde, gennem dit liv en større eller mindre interesse for dig – som du bliver ældre, ændrer de sig, og noget bliver så mere interessant. Alle er de en del af livet og vil altid have sin plads. Men du vil aldrig kunne opnå en dyb og permanent glæde i nogle af disse ting. Ikke permanent. Ikke helt. Du bliver afhængig, eller man kan sige at din oplevelse af lykken er dybt afhængig af ”noget” og når det ”noget” er nogle af disse ting på listen så mister du det igen og igen.

Mister det? Ja det gør du, og det ved vi godt inderst inde, hvis vi tør være ærlige overfor os selv.
Alt på den liste kommer du til at miste, og selv om noget af det virker permanent og du har haft det længe, er der en underliggende angst, frygt for at du ikke kan beholde det – en kamp for at opretholde det.

Og lad os lige slå det fast, det der med det ”spirituelle”. Mange kæmper nemlig en spirituel kamp, dvs. mener at hvis de opfører sig efter bestemte regler, eller udfører bestemte ritualer, teknikker (f.eks meditation eller yoga) så er de på rette vej, og det vil føre dem til det ”gode” sted ude i fremtiden en dag.

Men NEJ, nu er kampen bare flyttet til et noget mere ”udviklet” sted – og hvad så – stadig en kamp.
Lav yoga, mediter – jeg elsker begge dele. Men hold øje med om du gør det for at opnå noget der vil gøre dit liv bedre. Der er en verden til forskel.

Eller en anden populær i vores tid: Følelser.
Følelserne ændrer sig, du kan IKKE holde på dem, styre dem. Du kan ikke opnå en teknik til at få det vi kalder gode følelser, de ændrer sig med garanti. Og i denne følelses junkie verden er det især her mange mennesker i vores tid ”kæmper”. Kæmper en kamp for at finde frem til en metode til at få de gode følelser.
Men glem det, drop det - bare et øjeblik, det er nok. Lad det være.

Undersøg hvad der er HER samtidig med den dårlige følelse, samtidig med vreden, sorgen, osv. Hvad er HER, bag den ? Mens den er her. Gå ind i den. På en opdagelse om hvem du i virkeligheden er.

Hvad er det der ikke forsvinder? Hvad er det, der altid er her?
Det er spørgsmål du kan begynde at stille dig selv – en stille undersøgelse.

Vil du være lykkelig? Så drop det.

Der er IKKE et resigneret drop, det er IKKE at give op i en slags håbløshed – en tilstand af ligegyldighed og tristhed. Det er at droppe din søgen efter ”det” – droppe din higen bare et øjeblik efter at ”noget” kan give dig det. I det ”drop” som er et aktivt og bevidst drop, kan du undersøge hvad der er her – NU.
Du kan se og opdage hvad der faktisk er her allerede.

Dette er for mange meget drastisk og yderst radikalt, da vi ikke er vant til at være her hvor vi er.
Og det betyder at du kommer meget tæt på dig selv og dine tanker om hvem du tror du er. Du vil opdage at du er noget helt andet end dine tanker om hvem du er.

Der kan godt komme en angst fordi du på en måde skal slippe alt det du har gået og troet at du var – og det er derfor forbundet med en følelse af at miste. Miste i et meget kort øjeblik.

”Lykken er som en sommerfugl, der når du jager den, altid er uden for rækkevidde.
Men som hvis du blot vil sætte dig roligt ned, da kan lande på dig”

Nathaniel Hawthorne.

Bid mærke i: ”sætte dig roligt ned”. Og: ”lande på dig”

Den lykke kommer af sig selv, når du dropper alle historierne, al din viden og al din forståelse. Der er noget der er hinsides alt dette.

Der er ikke noget du kan gøre, for at blive mere lykkelig, finde mere glæde og tilfredshed.
Hvis du tror der er noget du kan gøre for at få fat i det, så holder du dig selv fast i en løgn, der bliver ved og ved – fordi du netop tror der er noget du kan gøre.
I sidste ende vil ethvert tiltag i den retning i virkeligheden bekræfte dig i at du er ”på vej” mod at blive mere lykkelig, og i sagens natur derfor ikke helt er det endnu.

Der er ikke noget du kan gøre, noget du skal forstå for at opnå lykke og frihed.
Tværtimod må du stoppe op og blive stille, helt stille – stoppe din søgen og se hvad der er lige her.
Lykken finder dig helt af sig selv, når du giver slip – FORDI DU ALLEREDE ER DEN LYKKE.

Dette er ikke noget du kan tro på eller være enig i – slet ikke. Det handler ikke om at tro på noget.
Det har heller intet med positiv tænkning at gøre. Slet ikke.

Men du kan undersøge det for dig selv, undersøge og ransage dine handlinger og motivationer og måske opdage noget helt overraskende nyt, noget du måske aldrig har indset før.

Jeg ved det er meget radikalt at sige, at der intet som helst er du kan gøre for at blive mere lykkelig. Og jeg ved det kan virke opgivende og nærmest deprimerende at forholde sig til.

Men hold nu fast alligevel, for det er slet ikke opgivende og deprimerende – tvært imod.
Det er faktisk så livsbekræftende, kærligt og lykkeligt at man næsten ikke helt kan fatte det.

Men der er et paradoks her – et meget stort paradoks.
Det er, at du kan ikke helt kan forstå dette - det kan kun opleves.

Og for at kunne opleve dette er paradokset:

DU BLIVER NØDT TIL AT STOPPE ALLE DINE TILTAG MED AT GØRE NOGET FOR AT BLIVE MERE LYKKELIG.

Stoppe din søgen, din væren på ”VEJ”.

Du ER allerede den glæde, før du søger den. Der kommer ikke en dag og der var ikke engang.

Det eneste du behøver, er at stoppe helt op. Det betyder ikke, at du ikke kommer til at lave noget, tværtimod, du får masser at lave – men det betyder at du stopper med at tro at dine handlinger kan føre dig til et ”bedre sted”.
Hver gang du tror dette, er du på afveje – OG DU VIL BLIVE SKUFFET FØR ELLER SIDEN.

Det er med garanti.

Så derfor kan du ligeså godt stoppe op nu – om du gør det nu eller ej er ikke engang så vigtigt. For en dag vil du gøre det - en dag når du indser at der ikke er noget at hente, når du indser at ethvert forsøg i virkeligheden er nytteløst.

Det føles lidt som at dø – dø fra kampen, og nogle kalder det faktisk at dø før du dør.

Den dag vil du stå tilbage med dig selv, med kærligheden – med den du er, før forsøget på at ville opnå noget for at det kunne blive bedre. Du vil opdage at bedre er lige her og altid vil være det.
Når du stopper med at finde lykken, finder den dig – den er der i dig – du er den.
Du er et mirakel, et så stort mirakel at ord ikke kan beskrive det.

Du er forbundet til alt – alt opstår i dig, gennem dig.

Stop dig selv, hver gang du er fanget i en tankestrøm der handler om at komme et bedre sted hen – handler om at opnå noget som vil tilføre dig noget du ikke allerede har. Bare stop op.

Du vil opdage at du sagtens kan være i fuld handling, fuldt liv – gøre hvad du gør, men bare uden en evig higen mod noget der ikke er her allerede.

Lykken findes ikke et bestemt sted. Men altid hvor du er. Når du stopper med at være noget, bestemt. Men bare er - den du er. Hvad andet kan du være. Du blev født perfekt. Beviset var der helt fra starten - før historien, om hvem du er.

Kærligst
Ivan 
   

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Lykkelig? Drop den ufrugtbare søgen efter lykken. Læs mere