Vi skal forandre verden - ikke os selv

Lad det være sagt med det samme; ”Mindfulness”, ”Positiv Psykologi” og ”Anerkendende Kommunikation” er fremragende redskaber til at udvikle sig selv og blive et bedre menneske. Om ikke et bedre menneske over for omverden, så i det mindste overfor sig selv. For sagt i parentess ligner projekt ”bedre menneske” mere et selvudviklings program i skjult egoisme frem for en mulighed for at udvikle en verden i lighed, retfærdighed og kærlighed.

Vi snakker alle om fællesskaber og deres betydning for en bedre verden, men vi dyrker retninger inden for personlig udvikling som i bund og grund er et symptom på en verden vi åbenlyst forsøger at lukke øjnene for.

Den gode historie er en måde at pakke den dårlige ind, positiv psykologi skal udvikle vores psyke til at skjule den destruktive og mindfulness dækker over en verden der i acceleration aldrig har set lige i verdenshistorien. Men hvad værre syntes at kunne være er, at vore selvrealiseringsprojekter først og fremmest ser ud til at udvikle os til små egoister. Sammen med vores nærmeste skærmer vi os mod verden i stedet for at forandre den. Vi lukker simpelthen øjnene for realiteterne. Og så længe vi har vore eget på det tørre lader vi vores medmennesker sejle deres egen sø.

Egoisme er også udtrykt på en manglende evne til at sætte tingene i perspektiv
Vi har svært ved at acceptere en grum verden med sult, krig nød og elendighed. Og endnu sværere ved at erkende at vi selv er en del af det. Du har været med til at skabe ulighed, fattigdom, nød og elendighed. Ingen kan stå uden for det faktum at vi alle har været med til at skabe den verden vi lever i. Og ved at bryde verden ned i overkommelige tragedier og fortrænge de mørke sider af vores bidrag, ser og forstår vi ikke hele dramaet.

Vi annekterer ukritisk myten om bankernes grådighed som årsag til den finansielle krise, for samtidig at dække over det faktum at der ikke skal pilles ved de åbenlyst helt urimelige og grådige fordele ved ejerboliger som vi selv er en del af. 51 døde danske soldater har fået flagdag, parader og endeløse rækker af spalteplads med pårørende der har mistet en søn i et håbløst forsvar for demokratiet. Men ingen flager for de mere end 12.000 døde kvinder, børn og gamle der har måttet lade livet for at danskere kan føle sig trygge under vores varme demokratiske sovepude. Og historier om hvordan det er at miste hele sin familie er ikke rigtig fundet frem til de danske spalter. Hver dag i dagbladet Politiken kan vi følge med i en dødskalender for trafikdræbte der årlig sniger sig op på omkring 250. Men der er ikke plads til en kalender for de 24.000 der hver dag dør af sult.

Vi siger hvad man skal mene, men mener noget andet.

Danskerne vil ikke betale skat, men kræver dog forsat at tappe af velfærden. Danskerne er gennem årene blevet mere og mere bevidste om deres rettigheder, og finder det fuld ud acceptabelt at kunne betale sig fri fra, ventelister og køer. Velvidende at andre mennesker med større lidelser og udfordringer i sagens natur må finde sig i at blive sprunget over.

Og fællesskabet syntes nu ikke længere at kunne rumme en Robert, Carina eller alle de andre, der er på overførselsindkomster eller er arbejdsløse. I stedet for at forandre verden til et sted hvor vi alle kan have det godt bliver dem som ikke har det godt ekskluderet og stigmatiseret.

I lyet af retoriske finesser, om afsked til egofester og frivillighedens velsignelser har vi i fællesskabets navn skabt et A og B hold. Og jeg kan forsikre Jer, at b-holdet næppe består af selvfede overskudsagtige og kærlige mennesker med styr på vægten, afdragsfrie lån, små mannequin sønner med alt for meget voks i håret og løbesko i 3000 kr. klassen. Og det på trods af, at tolerance og respekt for andre mennesker er de værdier, vi allerhelst vil give videre til vores børn.

Gør hvad der er godt for fællesskabet
Når selv kvinder tripper på egoisme bliver jeg for alvor bekymret. Når man i alle livets facetter kun ønsker det bedste for en selv og de allernærmeste ser det sort ud. Det er mit barn læreren skal have fokus på, det er mit barn der skal have specielt behandling, det er mit barn der skal være den bedste, det er mit barn der skal være normal speciel.

Når man ikke vil hindre alarmerende klimaproblemer fordi man ikke orker at tage det offentlige ude i forstæderne og råber og gaber op fordi københavnerne gerne vil have en by der ikke er overdynget af partikler.

Alt dette er blot et udtryk for at man sådan set gerne vil være med til det hele når det handler om fællesskabet, når bare det ikke rammer en selv.

Kig nu op, fællesskab er at bidrage og ikke suge, fællesskab er at ofre og ikke plage ofrene, fællesskab er at nøjes frem for at hævde. Fælleskab er at træde til siden og lade de andre komme først.

Af Thomas Milsted. Forfatter og generalsekretær i Stresstænketanken
 

 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hmm i en stille stund mærker man et kollektivt uerkendt behov for at søge henimod en større grad af langsomhed i samfundet. Den indre vækst og Noksomhed kunne være konstruktivt sundhedsfremmende mål at arbejde med i en samfundsmæssig kontekst. I henhold til artiklen ser jeg samme snæversynethed som tendens. Mette F prøver indædt at sætte ret og pligt på dagsordenen, men det synes at drukne lidt i summen af holdninger, der omhandler alle dem det er synd for eller der hvor der er en lille myulighed for at blive indigneret. JEg så Erik Clausen citeret for at sige: "at hvis det at have ondt i røven var en olympisk disciplin var Danmark nr 1 med jyderne i spidsen!" Dette taler på sin egen lille sarkastiske facon om et udhulet fællesskab, hvis omdrejningspunkt hedder: " Kan det batale sig for mig at være med??"

Hvis disse noget dystre prognoser og spådomme får modstand, fornemmer jeg vi som samfund går i fattigere periode, hvad angår gensidig tillid, fælles oplevelser og relationel vækst.   

Bravo Thomas!

Jeg håber og tror, at vi er på vej i retning mod stærkere fællesskaber og fokus på relationer. Krise og ensomhed skulle nok kunne få et par stykker til at lede efter noget andet end sig selv og indholdet i sin egen navle.

Når selv virksomheder ser en fordel i at dyrke CSR - så må det da også komme til os individer, mon ikke? Vi må da på et tidspunkt opgive ideen om, at det er institutioner, der tager ansvaret for os. Så mon ikke alt navlepilleriet resulterer i, at vi bliver klogere på, hvad der rent faktisk har værdi for os - hvad der giver mening?

Det er jo også ret fedt at kunne bidrage til andre menneskers liv :-)

Kram Dorte

 

Thomas Milsted nævner indledningsvis psykologiske redskaber, som f.eks "Mindfulness" som gode redskaber, hvorefter han omgående belærer os om, at de kun tjener til at gøre os til endnu snedigere egoister end vi allerede er. Det sete afhænger som bekendt af øjet der ser. Nu er jeg af den overbevisning at, hvis ikke jeg har en vis form for tillid til egen formåen og "holder af mig selv", så vil jeg ikke kunne vise tillid til andre mennesker, endsige kærlighed. Påstanden om, at "vi" dyrker fællesskaber, som har det formål, at negligere verdenssamfundets problemer, står for mig at se som en udokumenteret påstand. Det er OK, hvis Thomas oplever det sådan. Men at skyde disse motiver i skoene på "alle os andre" synes jeg godt nok er at tage munden lovlig fuld. Thomas nævner også "vores" holdning til bankernes grådighed og ejerboligens urimelige (skatte?)fordele. Videre får vi også en lektie om vores ligegyldighed overfor trafikdrab, stakkels mennesker ude i verden som må lide for at vi kan vælte os i en fuldstændig urimelig velstand. En del af dette minder mig mere om et politisk manifest, end et indlæg i debatten om, hvordan vi kan "leve lykkeligt". Ingen af os kan som enkeltindivider redde de fattige i Afrika, Bangladesh og alle de steder hvor fattigdom og undertrykkelse florerer. Det er vigtigt for vores eget psykiske velbefindende, at vi ser den kendsgerning i øjnene. Men vi kan gøre noget som enkeltindivid ved ganske enkelt at opføre os som ordentlige mennesker, medmennesker, og lette disse medmenneskers byrder i det små. Selv de små enkeltmandsindsatser kan have stor betydning. Men at pine sig selv med at have dårlig samvittighed over manglende hjælp alle de steder i hele verden hvor der er hjælp behov, er destruktivt, selvdestruktivt. "Gør hvad der er bedst for fællesskabet". Jamen, hvad der er bedst for fællesskabet er da i høj grad en politisk vurdering, så det vil jeg forbigå her. Blot undrer det mig, at Thomas åbenbart mener at "vi" over en kam, stort set er nogle egoistiske dumme svin. Hvordan kan man leve lykkeligt med den holdning?

"Tænk positivt", "vær anerkendende". "vær lykkelig" m.v. er disciplinerende kategorier i tidens edderkoppespind, men det er heldigvis sjældent at møde mennesker som ikke har moralske perspektiver med sig om at bidrage til omgivelserne. Så pas på med udtalelser om at danskerne er egoister. Vi er vel alle og hver især alt muligt. Lige nu oplever vi en begyndende bevægelse mod fællesskaber og jeg opfatter det som vigtigt at bidrage til at de får mening og med mange facetter. Tak til Thomas for at minde os om behovet for at styrke fællesskabet. Mange hilsner Jørgen Juul Jensen

Skøn artikel. Tak for den.
Mindfulness og Positiv Psykologi dækker over skjult egoisme frem for en mulighed for at udvikle en verden