Sådan vendes negative tanker til positive tanker

Jeg vågner klokken 6.30 og tænker på i går aftes, hvor jeg var ude og spise med en god ven. Var jeg ikke bare trist, tavs og dårligt selskab? Og var jeg ikke også trist forleden sammen med en anden god ven? Mine to bedste venner. De har begge langt flere penge end mig. Betyder det så, at jeg er en slags fiasko i sammenligning? Ja, sådan føles det lige nu, hvor jeg vågner med dårlig samvittighed over mit humør i går. Men noget i mig gør oprør: ”Gu, er jeg ej en fiasko. Jeg er bedre end dem.”

Hold da op, så er jeg pludselig bedre end dem. Vredt optaget af at komme foran på point. Hvor kom det fra? Måske er skamros nødvendig for at komme ovenpå. Måske det bare er naturlig aggression og ambition, som jeg har det med at holde tilbage. Ja, hvorfor i alverden har jeg det med at vurdere mig selv lavere end dem? Det er jo vanvid.

Puha, jeg er taknemmelig for, at jeg har besluttet mig for at skrive om alle de her lorte-tanker, der vælter rundt i hovedet. For de fortjener da virkelig at blive sagt højt og vist frem. Tænk at jeg er deres fange. Tænk at jeg gider.

Jeg er lidt bekymret for, hvordan mine omgivelser vil reagere på al den ærlighed om, hvad der sker i mig. Nu fx mine to venner. Hvordan vil de tage det? De vil sikkert grine og sige, at de selv er smækfyldt med negative tanker, og at de sagtens kan finde på et par ting eller tre at misunde mig. Og så vil de sikkert give mig helt ret i, at de er mere værd end mig, ha-ha.

Nu er jeg lysvågen og ligger i sengen og skriver. I går aftes spurgte min ven til mit humør. Jeg sagde, at jeg ofte vågner op med en trist og blå tone, men at det lykkes mig med ret enkle midler at vifte tonen væk.

Og hvordan gør jeg så det? Jeg siger til mig selv: ”Det er muligt, at jeg har det skidt, men jeg kan få det til at gå væk”. Og når jeg siger: ”Gå væk!” et par gange, trækker det blå sig væk.

Det lyder jo lidt syret. Som at tale til en hund. Og nogle gange kommer den blå hund hurtigt tilbage, men så siger jeg bare, at den skal gå igen. Lige nu er de negative tanker og den tunge følelse væk. Det er rart, skønt. Jeg er ikke ellevild, men mindre kan også gøre det. At være fri for at føle mig tynget er en lettelse.

Solen skinner fra en blå himmel. Vi er i starten af august, og efter en turbovarm sommer er der kommet nogle dage med kølighed. Ah, fred i sjælen. Jeg trækker vejret dybt og ånder ud. Sidder og kigger på udsigten fra min seng. Solen falder ind af den åbne altandør og rammer væggen og maleriet, der hænger der. Det er mit første maleri fra sidste efterår.

Jeg begyndte at male, fordi jeg havde en heftig blokering i forbindelse med et skriveprojekt. Bang, så kom der 10 malerier springende ud af mine hænder, og vores ellers hvidvæggede bolig blev på rekordtid fyldt med store lærreder. Abstrakte malerier med lys, mørke, himmel, skyer, regn, røg og flammer.

I starten malede jeg forsigtigt små kruseduller af farve med tynde pensler. Så tog fanden ved mig, og jeg sjaskede løs med store pensler, våde svampe og til sidst også hænderne. Et af malerierne hænger over bedstemor-sofaen inde i stuen og har en buldrende kerne af gul ild midt i de omgivende, tætte, kvælende, sortbrune røgskyer. To af hinanden uafhængige personer har lagt hovedet på skrå og sagt, at billedet minder om kampen for at komme ud af en depression. Det blev jeg småsur over. Mest fordi de havde ret.

Jeg kæmpede vildt for at slippe for at være trist. Jeg kæmper stadig. Jeg ville ikke stå ved det. For jeg har sgu da altid været i godt humør. Men jeg har også altid prøvet at lægge afstand til, at jeg har en tendens til lidt ”Bergman´s nordic blues”, som Joni Mitchell engang kaldte det i en sang.

Jeg vil være glad. Jeg vil ikke være trist. Jeg vil ikke være som min mor, der i et helt liv har været fanget af triste og negative tanker om sig selv og sine evner. Det er en af mine tilbagevendende, negative tanker. Min angst for at blive ligesom hende. Selv om hun faktisk også er sådan en glad og utroligt kreativ person, når man skraber lidt i det sørgmodige.

Forleden var min bror og jeg ude at besøge hende. Jeg havde taget en hjemmelavet ovnret med -  rosmarin- og lime-marineret kylling og kartofler. Og vi nød den gode mad sammen alle tre. Min mor er blevet 78 og er ikke længere så skarp i sit køkken, og det generer hende. Men hun elsker at få besøg. Bagefter spurgte min bror, om jeg stadig kan blive led ved hende, og jeg måtte konstatere, at min irritation er lettet, efterhånden som hun er blevet ældre og har sluppet sin omsorgsfulde belejring af mig. Jeg har sikkert også rykket mig. Hun har sluppet mig og jeg hende.

Jeg er stået op og har sat mig ud på altanen i solen og misser med øjnene mod det hvide papir. Her er ingen triste tanker. Holder de sig væk, fordi de ved, jeg skriver om dem? Sniger de sig ind på mig, når jeg er uopmærksom?

Solen er varm og dejlig. Gennem et åbent vindue kan jeg høre en, der er i bad. Nogle håndværkere snakker nede i gården. De er ved at starte en lift. Den sidste af de måger, der plejer at overnatte i gården, letter og skriger sit mågeskrig, og jeg kan bag mine lukkede øjenlåg se et billede af min barndoms åbne losseplads og en gummiged med løftet grab forfulgt af en sky af skrigende måger.

Jeg flyder ud i at skrive nogle poetiske naturbeskrivelser, som jeg sletter igen, fordi jeg tager mig selv i at sidde og blive stolt af, hvor velformuleret og smukt, jeg kan skrive, og at jeg i virkeligheden bare vil blære mig for læseren i stedet for at holde fokus på projektet med at vende negative tanker til positive.

Ups, det går op for mig, at jeg er helt vildt hård ved mig selv. Jeg har åbenbart ikke lov til at skeje lidt ud i naturbeskrivelse og glæde over mig selv. Så skal jeg have med pisken. Så bliver jeg straffet med negative tanker om mig selv og mine motiver. De sprang på mig uden varsel. De negative tanker. Jeg sad helt stille med bare tæer ved siden af altanens krydderurter og blev overfaldet af selvkritik.

Læste et brudstykke af et Nelson Mandela citat forleden. Noget med at vi er guddommelige, og at vi skal udleve vores guddommelige natur. Det gav mening. Ikke noget med at dukke sig. Guddommelig. Intet mindre. Jeg må læse en af hans bøger. Hans historie om tiden i fængslet. Jeg vil også skrive mig ud af mit fængsel ud i den guddommelige mening med mit liv.

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Så dejligt lige til og sanseligt -  jeg var med hele vejen selv ved krydderurterne på altanen. Præcis det vi søger og det der fanger os i en tekst, følelser og sanser der påvirkes.

Vil søge efter dine bøger - tak

 

De bedste hilsner Anina Fryd

Wow, sikken dejlig kommentar, tusind tak skal du have :D De bedste også herfra Martin
Kære Martin Hvor var det dog befriende læsning! Da jeg læste overskriften på dit indlæg, var min første tanke: Åh nej, endnu et indlæg inspireret af positiv psykologi, og endnu en anvisning på hvordan man ”bare” skal gøre for at få skovlen under de nedadgående dødsspiraler, der fra tid til anden dukker op i nok de flestes liv og tanker. Det du beskriver vækker genklang og genkendelse langt dybere end noget andet jeg har læst her på siden. Og din måde at takle fænomenerne som opstår og som forsøger at få tag i dig, er som jeg kan se det, langt mere end blot at vende det hele til positive tanker. Du beskriver processen indefra, hvor metoden er refleksivitet, nærvær og inkluderende nysgerrighed. På det hele, alt inklusiv. Det er min egen erfaring, at netop det at bringe sig selv i en tilstand hvorfra det hele kan betragtes og overskues fra en ikke dømmende vinkel, i sig selv er forløsende og næsten automatisk fører til større indsigt, og dermed nye handlemuligheder. For ret beset så er tankerne, uagtet om de er positive eller negative, bare tanker og slet ikke dækkede for den vi dybest set er… Har jeg ladet mig fortælle. :o) Mange hilsner Søren
Kære Søren Tusind tak for din varme besked. Jeg får sgu tårer i øjnene og bliver helt hed under min spanske landsholdstrøje fra VM... ja, sådan en højrød sag, har jeg haft på til dagens sessioner. Det er fandme i orden tilbagemelding. Jeg er meget taknemmelig. Det stimulerer virkelig til det videre arbejde, når det bliver modtaget på din måde. Og jeg er helt enig med dig i den afsluttende med, hvem vi dybest set er. Det er way beyond right and wrong. Tusind-tusind tak! Martin

Hej Martin. Jeg fik lige lyst til at skrive til dig, hvor befriende det er med din ærlighed og menneskelige væren og reflekteren over livet. Både i dette indlæg og de mange andre steder du optræder (grinte højt i "Sådan er fædre" på DR2 over din beskrivelse af den store parterapeut, der lå i skilsmisse og ingen andre møbler havde i lejligheden end dem i terapirummet!) Jeg har uendeligt svært ved at kapere samtidens travlhed, overfladiskhed og uærlighed, der med rekordfart sender folk i dørken med stress, depressioner osv. Tænk hvis alle turde åbne op for, hvad der i virkeligheden sker inde bag masken - what a world it would be! Bedste hilsner, Majken.

Hej Majken Tusind tak. Det glæder mig virkelig, at du kan se de ting med ærligheden og den menneskelige væren. Det er jo også min ambition - at give det videre og få igen - begge dele med masken og våbnene nede. Skønt! Tusind tak Martin
Tak for det Martin. Jeg husker stadig vores møde tilbage i lejligheden på Frederiksberg. Jeg var netop blevet skilt og du havde brug for en case til din bog. Der er sket meget siden. Dejligt at du fortsætter din åbne og ærlige stil. Måske vil jeg lige anfægte at dine våben er nede. Hjertet og sandheden er krigerens våben! Claus V.
Hej Claus Du har ret, hjertet slår hårdere end sværdet, tak for påmindelsen. Og tak for din anerkendelse. Var det "Vejen til mandens hjerte" jeg brugte din historie fra dengang til? Jeg takker i hvert fald for din hjælp! Med venlig hilsen Martin
Det er tankevækkende, at vi bliver ved med at kæmpe - selvom vi godt ved, at det ikke virker. Vi forsøger at vifte de ting væk som vi ikke kan holde ud - men opnår jo bare at skabe endnu større adskillelse til os selv... Tilslutter mig af hjertet din tilbagemelding til Søren.
Kære Martin Dejligt at læse dit indlæg - som at blive inviteret ind i din verden på en levende måde - opdager imens jeg læser at jeg er inviteret så langt ind - igennem din fortællemåde - at jeg føler mig som dig - direkte medleven - en stærk kvalitet ved din måde at skrive på. jeg sætter stor pris på det og på dig. Sjældet at blive lokket helt ind der hvor virkeligheden er i et menneske - såddan som jeg tror alle går og oplever deres indre verden - du skaber direkte adgang fra mit indre rum til dit indre rum - det er en kæmpekvalitet som jeg tror verden blir healet af. Dybest set høre vi alle sammen - både som indre guder og som trash. Kærlighed fra Tine Tine Vindeløv Zen Coaching - lytningens kraft. www.tinev.dk

Hej humanbalance

Tusind tak skal du have!

Med venlig hilsen

Martin  

Hej Tine

 

Wow, tusind tak. Fra indre rum til indre rum med heling af verden til følge... den er jeg sgu med på. Det vil jeg gerne, og det er mit sigte. Dejligt at du oplever det sådan. Det er jeg meget, meget glad for.

Knus fra Martin

Kære Martin, Det er bestemt ikke spor spændende når man ind i mellem eller alt for tit oplever at være det som Henning Jensen har kaldt et "værgeløst offer for sin egen hjernes ufattelige tortur". Jeg er i øjeblikket personligt optaget af det begreb som Poul Martin Møller har kaldt "affektation". "Pigen kæler med katten for at synes kærlig", skriver han. Et af hans yndlingsemner er det her med at vi gør ét, for at vise noget andet. Det er det pigen gør. Hun kæler med katten. Det er der ikke affektation i. Men det er der ved, at hun véd at hun bliver set - og at hun kæler med katten for at hun i andres øjne skal udtrykke begrebet kælenskab. Det er ikke katten der optager hende, men den effekt hun håber at opnå ved at kæle med katten. Når man taber tråden og kommer i tvivl om hvorfor man grundlæggende gør hvad man gør, og kun har reflektionen, spørgsmålet og tvivlen tilbage, så gør det rigtigt ondt. Når man er mere oppe i et hjørne af lokalet og kigger ned, end man er inde i sig selv. Når man oplever at være inde i en boble, isoleret fra sin omverden. "Her sidder Martin, og skriver velformuleret og smukt, men i virkeligheden vil han jo bare blære sig". Hvis jeg skulle pege på et par ting, der har hjulpet mig overordentligt meget videre i min egen situation, har det primært været Peter Bastians foredragsrække "Gå aldrig ned fra scenen" på http://www.dr.dk/P1/Foredrag_paa_p1/Gaaaldrignedfrascenen, der handler om instinktet for at skabe, om hvordan man finder ud af boblen når den truer. Især det sidste opsummerende afsnit sætter jeg rigtig stor pris på. En anden ting der har hjulpet rigtigt meget er de personlige fortællinger som andre der har oplevet disse tanker indefra har fortalt - på samme måde som du gør her. Henning Jensens beretning på http://www.psykoweb.dk/research/depress5-HJ.htm er nok en af de mest direkte jeg kender til - interessant nok peger han også på selvaccept som en vej ud for ham (a.la. Sørens indlæg ovenfor). "Men én ting kan vi gøre: Vi kan tale om det. Vi kan afmystificere ved ikke at skjule, at vi selv kender dens rædsler. At vi selv har den i os." Jeg ved ikke lige hvordan min browser fandt vej herind på levlykkeligt.dk i aften, men jeg er glad for at den gjorde - mange tak for dit indlæg og din åbenhjertighed. Og din kampvilje! :-) De bedste hilsner Steffen
Negative tanker til positive tanker - sådan gør du. Læs mere