For mange år siden var jeg til satsang med den indiske Mester Sri Sri Ravi Shankar. En af deltagerne var ulykkelig fordi han ikke havde nogen partner og spurgte Ravi Shankar hvad han kunne gøre for at få sig en partner. Ravi Shankar lo og sagde, ”Grunden til at du søger en partner er fordi du keder dig i dit eget selskab. Og hvis du selv keder dig så meget i dit eget selskab, så bare tænk på hvordan andre mennesker må have det i dit selskab!”
Det er en god pointe Hr. Shankar havde der, for ofte er vi så fokuserede på at få det vi ønsker – godt selskab, sjov, varme, kærlighed, støtte, venskab – af en partner, at vi fuldstændig glemmer at hver af os altid, 24 timer i døgnet og alle ugens 7 dage har en person ved vores side som kan give os alle de ting vi ønsker og håber på at en partner vil give os.
Nemlig os selv!
Men hvis vi ikke selv giver os selv alle de ting vi ønsker og håber på at en partner vil give os, hvis vi ikke selv er den kærlige, sjove, inspirerende, støttende, venlige person som vi håber vores partner vil være, hvorfor i alverden skulle et andet menneske så være interesseret i at spendere så meget som 5 sekunder i selskab med os!?
Så derfor er det – som Ravi Shankar gjorde manden opmærksom på – en god idé at starte med at give dig selv det som du ønsker en partner vil give dig, og at arbejde på selv at være den fantastiske person du ønsker en partner vil være for dig.
En af de måder du kan gøre det på er ved at lave en hudløst ærlig liste over alle de ting du ønsker en partner vil være og gøre for dig. For eksempel:
Jeg vil have en partner der (eller Jeg vil have at min partner)...
Støtter og elsker mig ubetinget.
Forstår mig.
Er interesseret i det jeg laver.
Giver mig plads til at være mig.
Er fuld af sjov og ballade.
Er kærlig og venlig.
Er en rigtig god ven.
Passer på mig og beskytter mig.
Er ærlig over for mig.
Og så videre.
Og så vær den partner du søger. Giv dig selv det som du ønsker at en partner eller din partner skal give dig.
Støt og elsk dig selv ubetinget.
Forstå dig selv.
Vær interesseret i det du laver.
Giv dig selv plads til at være dig.
Vær fuld af sjov og ballade.
Vær kærlig og venlig over for dig selv.
Vær en rigtig god ven til dig selv.
Pas på dig selv og beskyt dig selv.
Vær ærlig over for dig selv.
Og så videre.
Som du sikkert vil opdage er det lettere sagt end gjort! Men på den anden side, hvis du ikke selv kan finde ud af at være det og gøre det, hvorfor i alverden skulle et andet menneske så være interesseret i eller i stand til at gøre det? Et andet menneske som ikke på nogen måde har de samme forudsætninger som dig for at vide hvad du tænker, føler og ønsker!
Men heldigvis er livet så genialt indrettet at hver af os har forudsætningerne for at give os selv det vi ønsker at et andet menneske skal give os. For ingen kender os selv bedre end os selv. Ingen ved bedre end dig hvilken musik du godt kan lide. Ingen ved bedre end dig hvad du godt kan lide at spise til morgenmad. Ingen ved bedre end dig hvad du har været igennem i dit liv. Ingen ved bedre end dig hvad du har brug for lige nu. Så hvorfor ikke give dig selv det?
Det er også en god idé at arbejde på selv at være sådan overfor andre mennesker (eller din partner) som du ønsker at andre mennesker eller din partner skal være overfor dig. Hvis du ønsker at din partner skal være ærlig, så vær ærlig over for din partner og de mennesker du møder. Hvis du ønsker at din partner skal forstå dig, så prøv at forstå din partner og de mennesker du møder. Vær den partner du søger.
Og hvem ved, hvis du begynder at være og give dig selv det du ønsker et andet menneske skal give dig, og hvis du begynder at være den partner du søger overfor andre, vil du måske blive så lykkelig og interessant en person at andre mennesker måske også vil synes at det er sjovt at være sammen med dig!
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerhttp://www.levlykkeligt.dk/er_st%C3%A6rk_tiltr%C3%A6kning_lig_med_man_er_et_godt_match
http://www.levlykkeligt.dk/er_st%C3%A6rk_tiltr%C3%A6kning_lig_med_man_er_et_godt_match_2_del_eller_hvorfor_bliver_jeg_lige_tiltrukket_af_
Varm sommerhilsen til dig
Tim