Spirituel lærer Charlotte Inannah Fruergaard

Ugens Artikel: Målene blev nået - men lykken tabt

Min far tog sit eget liv i 1987, da jeg var 22 år gammel. Han svømmede ud i Farum sø en kold vintermorgen – træt af sit liv. Han var en driftig forretningsmand og utrættelig ildsjæl, der altid havde gang i en masse ting. Ivrig og vedholdende. Han havde altid travlt og var meget optaget af at få tingene gjort ordentligt. Der var aldrig rod omkring ham, og han havde styr på tingene. Det var både hans store styrke og hans store svaghed. Jeg kan huske, at jeg ofte kom til at tænke på det, jeg ikke havde gjort korrekt, når jeg var omkring ham. Jeg blev nervøs for, om der var noget, jeg havde glemt at gøre. Denne reaktion var også tydelig hos mange af hans ansatte. Det gode ved dette træk var, at man lærte at yde sit optimale og ikke give op på halvvejen. Bagsiden var, at der sjældent var plads til at slappe af omkring min far – og at han så godt som aldrig gav sig selv tid til ro og refleksion. Det var enten arbejde eller søvn.

Min far havde kæmpet hårdt for at skabe lykke – lige som vi alle sammen gør. Han prøvede blot at skabe lykken i noget uden for ham selv – at opbygge forretninger og udvide dem. Sørge for de ydre omstændigheder. Penge, huse, ferier, biler, job, anerkendelse. I farten glemte han sig selv. Som vi nok alle sammen gør det en gang i mellem.

Jeg er min far evigt taknemmelig for alt det, han har lært mig, og for det liv han har givet mig. På en underlig måde er det ham, der fik mig til at tænke over, hvad der er vigtigt her i livet. Det var hans død, der fik mig til at stoppe op og undersøge lykken. Det startede den vintermorgen i 1987.

Følgende er fra min fars afskedsbrev til min bror og jeg:

Kære Jan og Ivan

Jeg føler ikke, at jeg kan holde mit liv ud mere. Jeg føler mig også forbavsende kold og rolig, mens jeg skriver dette, jeg har tænkt på det næsten hver eneste dag i de sidste 15 måneder. Jeg ved endnu ikke, om jeg virkelig kan gøre alvor af det...
(Resten af afskedsbrevet er at læse i Ivan Fruergaards bog "Lykken skabes indefra", se nedenfor Redaktionen på Levlykkeligt.dk)

Min far blev kun 49 år, og hans død var en meget sørgelig og drastisk måde at forlade denne verden på. Samtidig er det for nogle mennesker den sidste udvej, når livet bliver for uudholdeligt. Der er mange faktorer, der spiller ind, før man træffer sådan en beslutning. Men en af de ting, der var helt tydelig hos min far, var, at da alle hans forretninger forsvandt, forsvandt hans livsgrundlag også.

Min far havde bygget hele sin eksistens op omkring disse forretninger. Hans selvværd var lig med hans arbejde. Og det var som om, alt liv røg ud af ham, da han ikke havde det mere. Han sagde, at han ikke havde nogen erstatning. Han havde aldrig brugt tid på andet end de ydre ting. Derfor vidste han ikke længere, hvem han var. For ham blev det hele til ingenting, han blev et nul og et niks – selvbebrejdende. Lykken forsvandt.

Måske vi har set os blinde på vigtigheden af at skulle vækste, forbruge og opnå. Vi skal sælge mere, have mere, gøre mere, blive til mere. Lykken har form af penge, pensioner, ting, huse, bekendtskaber, uddannelser. Vi prøver at sikre os. Kontrollere. Være på vej. Ofte på bekostning af nærvær i vores liv. Vi lever i en verden, hvor vi bilder os ind, at der mangler noget. En verden med for lidt tid. For få penge. En verden, der kunne blive bedre, hvis dette eller hint blev tilføjet eller fjernet fra vores liv. En verden, hvor vi hele tiden er på vej, og hvor nuet bliver til noget, vi forbruger på vores vej. Næsten irriterende forstyrrende og i vejen for vores færd fremad mod det næste nu.

Vi har modstand mod nuet og nærværet. Som om der helst ikke må stoppes op. Vi føler os mere trygge, når vi ved, hvor vi er på vej hen; når vi har et mål. Derfor kan stilheden og langsommeligheden næsten virke skræmmende. Føles passiv og ligegyldig – kedelig.

Min kommende bog Lykken skabes indefra handler ikke om ligegyldighed eller passivitet. Den handler om at agere på en anden måde. Om at opnå en lykkelig tilfredshed på trods af de ydre ting. At finde lykken i nuet er en ret umulig opgave, når vi tænker, at løsningen findes uden for os selv. Når vi prøver at tilføre noget, at opnå noget. I dette dilemma føler vi os fanget og frarøvet andre handlemuligheder end at tage på så mange ferier som muligt eller håbe på at vinde i Lotto.

Vi dedikerer det meste af vores liv til arbejde, til at tjene penge nok til, at vi en dag - i en ubekendt fremtid - endelig kan trække os tilbage og være lykkelige og gøre, hvad vi vil. Vi lever i en håbefuld tilstand, altid på jagt efter det, der gør os lykkeligere.

Når vi mener at have fundet det, prøver vi at holde på det. Partneren, jobbet, ferien, det dejlige hus, den sunde krop, samværet med bestemte mennesker. For evigt afhængig af en ydre grund til at være lykkelig.

Min erfaring fortæller mig, at der også findes en lykke, der kommer indefra. Vi har adgang til en konstant strøm af glæde og tilfredshed, der kommer til live, eller nærmere får lov at komme til live, når vi bliver helt nærværende og giver den plads til at vokse. Det er måske ikke så meget vores omstændigheder, der er det afgørende for vores livskvalitet, men måske mere vores livskvalitet, der er det afgørende for vores oplevelse af vores omstændigheder.

Det ville være bedre, hvis…
Vi er ofte overbeviste om, at alt ville være bedre, hvis bare vi lige kunne ændre på dette eller hint. Vi føler, at der må findes en bedre virkelighed, en bedre situation eller omstændighed end den, der er lige nu. At det, som er lige nu, ikke er helt godt nok.

Mange lever deres liv fuldt overbeviste om, at livet altid kan blive bedre, end det er. Og hvis nogen drister sig til at sige, at de er tilfredse, må de være enfoldige stakler, ubegavede eller mennesker uden mål og retning.

Kun sjældent er vi helt ovenud tilfredse og lykkelige. De grunde, vi giver os selv, er uendelige. Jeg bliver lykkelig, når bare jeg har/er/bliver:

•    Flere penge
•    Flottere
•    Mere spirituel
•    Klogere
•    Sundere
•    Bedre parforhold
•    Bedre job
•    Lever fuldt ud i forhold til mine værdier
•    Mere anerkendelse
•    Bedre sex
•    Mere fritid
•    Mere tid med mine børn, mand, hustru, mor, far, venner
•    Bedre helbred
•    Mere kreativ
•    Større selvtillid
 
Hvor vigtige disse ting end virker, vil de i sidste ende ikke give os lykken andet end sporadisk; vi bliver afhængige igen.

Ingen af disse ting siger noget om vores tilfredshed. Men det kan være svært at se, når vi tænker, at det må være noget ydre, der er afgørende, når vi tænker ”hvis bare…”.
    
Selvom vi inderst inde godt ved det, teoretisk set, ender vi alligevel med spørgsmålet: ”Hvis mit liv ikke skal handle om at opnå alt dette, hvad skal det så handle om?”
   
Svaret er en øvelse. En praksis, du må tage på dig for at indse, at lykken kan handle om andet end tingene på listen. Men det er svært at skifte fokus i et liv, der indtil nu kun har handlet om at træne dig selv i at opnå og forbedre. Og hvor de fleste omkring dig har støttet dig i den tankegang ved kun at tale om ting, de selv skal opnå og forbedre.

Mange menneskers liv handler kun om at opnå noget – om at trække fra og lægge til. Men det giver ofte et liv i lidelse, fordi det dybest set bliver en kamp uden ende. En evig higen, der aldrig stopper. Når jeg først får dette job, denne løn, denne kæreste, så bliver jeg rigtig glad.
Hvem siger, der er noget, du skal nå? Hvem siger, der er et sted, du skal hen? Måske behøver du ikke gøre så meget. Måske kan du bare være lige her. Som du er.

Kærlige hilsner
Ivan Fruergaard
Mindfulness underviser, foredragsholder og forfatter


Artiklen som du netop har læst er et uddrag fra Ivan Fruergaard’ bog ”Lykken skabes indefra” som udkommer d. 21 marts i år på Lemuel Books. Du kan købe bogen ved at klikke på linket her: Ivan Fruergaard Lykken skabes indefra

Dette blogindlæg er udvalgt af Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.





 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hej Ivan Det er en meget smuk gave ..Vi er spejle for hinanden .Vore forældre er spejle for vore egen Mor / far inden i os selv.( hvadenten vi kan lide at `se`det `:-) Så din Fader ..Ivan gav den den smukkeste gave ..du begyndte at tænke dybere ..og det `blev din redning`:-) .Du fortæller på face,der er en kontakt/  nærhed lige nu med din Fader . Han er lykkelig og værdig.Happy Day Ivan

Din fortælling om din far og dine iagttagelser om, hvordan du i det hele taget ser livet levet af mennesker, fik mig til at tænke på, at det er en - måske ikke helt usædvanlig - fortælling om, hvad der sker, når der er stor ubalance mellem de kvindelige og de mandlige aspekter i menneskers tilgang til deres liv. At det er en illustration af hvad der sker, når en maskulin indfaldsvinkel får lov til, ubalanceret at sætte dagsordenen for længe og for meget. 

Måtte din fortælling inspirere alle dine læsere til at reflektere over, hvor de selv kunne have glæde af at byde de kvindelige indfaldsvinkler, holdninger og tilgange til tilværelsen mere velkommen i deres eget liv.

Varme hilsner

Birgitte Asmussen

 

Målene blev nået - men lykken tabt. Mindfulness underviser Ivan Fruergaard er Ugens Artikel på Levlykkeligt.dk omkring sin nye bog ”Lykken skabes indefra”