Bliv en vinder
Uddrag fra bogen ”Bliv en vinder”
”Nævn noget, du ønsker dig. Det kan være hvad som helst: vægttab, penge, salgsresultater, et nyt hus, en partner m.m. Det er helt op til dig. Du kan ønske dig hvadsomhelst!
Det kan vitterligt være hvad som helst. Og det interessante er, at uanset hvad du ønsker dig - rigdom, lykke eller frihed -, så er det bare DIT individuelle udtryk for det, som vi alle ønsker os; nemlig et større, bedre og rigere liv.
Okay, så hvorfor har du ikke dét, du ønsker dig så brændende?
Mit bud er, at du tror, at din velstand, fremgang, lykke og succes afhænger af alle mulige andre ting end dig selv. Du tror måske, at din rigdom er bestemt af faktorer som f.eks. din baggrund, dine forældre, dine venner, din uddannelse, dine evner eller dit miljø.
Eller endnu værre: Du tror, at din lykke er baseret på tilfældigheder, skæbnen eller held!
Du tager fejl!
Alligevel er det sådan, de fleste tænker. Men tro mig, din aktuelle tilstand har intet at gøre med dine omstændigheder, den er ikke forudsagt af skæbnen eller baseret på held. Din situation har intet at gøre med disse faktorer og alt at gøre med dig, din indstilling og dine handlinger.
Din mangel på penge, lykke eller succes handler om måden, du tænker om dig selv og verden på. Og hvis du ikke har det, du ønsker dig, så er det fordi du hele tiden giver dig selv modstridende oplysninger.
Måske tænker du:” Jeg vil så gerne være rig”, og alligevel er du det ikke. Grunden er, at du samtidig, bevidst eller ubevidst, tænker ting som f.eks.:” Det kan ikke lade sig gøre. Det er umuligt. Hvordan skulle det dog kunne gå til?!”
Det svarer til at punktere hjulene på din cykel, før du overhovedet er kommet ud at køre. Dårligt har du fokuseret i den retning, du gerne vil gå, før du vender blikket tilbage, hvor du kom fra, og så er du lige vidt.
Der kan være uendelig mange grunde til, at vi punkterer vores fremdrifts cykel, men grundlæggende handler det om, hvad livet har lært os. Du synes måske, at du gør alt for at være positiv og se muligheder overalt, men det faktum, at du ikke har, hvad du ønsker, er udtryk for, at du modarbejder dig selv på en eller anden måde, hvad enten du er klar over det eller ej.
Den gode nyhed er, at når du ønsker dig noget brændende, er det udtryk for, at du har potentialet til at få, gøre eller være netop dét, du ønsker dig. For hvis du ikke havde de rette grundelementer, og de ikke var en del af dig, så ville du ikke ønske det så stærkt. Så enkelt er det!
Styrken af din trang er ligefrem proportional med størrelsen af dit potentiale. Jo mere du ønsker det, des stærkere potentiale har du.
Det bedste ved det hele er, at du kan stoppe din selv-sabotage nu! Ved at følge en simpel 3-trins plan vil du kunne skille dig af med din tendens til konsekvent at ødelægge dine egne muligheder, så du kan blive alt det, du gerne vil være og altid har drømt om.
Bare rolig, der er ikke noget hokuspokus ved det. Det er meget simple, effektive strategier, der tillader dig total udfoldelse og at blive alt det, som det altid har været meningen, du skulle være.
Processen er simpel. Tre enkle skridt, der leder den direkte vej udenom sindets faldgruber og frem til det, du gerne vil have.
1. Definér og visualisér dine mål. Lær at skabe et fuldstændig præcist og levende billede af, hvad det er du ønsker, så du kan rette dit fokus i den rigtige retning. Mærk det, føl det, lev det.
2. Fokusér al din tænkning på dit mål. Lær at bruge din opmærksomhed til at opdage og reagere på de mange nye muligheder, der hele tiden dukker op i dit liv.
3. Giv slip på de modsatrettede tanker og selv-saboterende handlinger, der opstår i forbindelse med dine ønsker, og lær at rette din energi ét enkelt sted hen, nemlig hen mod dit mål.
Måden du igangsætter disse processer på, er ved at følge den forbløffende simple og fantastisk effektive proces, som resulterer i at du Bliver en vinder!
Hvis du følger hvert trin vedholdende og uden forbehold, så vil du hurtigt se resultater, der vil ændre dit liv på en måde, som du aldrig havde troet mulig, og i det følgende vil jeg skridt for skridt følge dig igennem den proces, der skal bringe dig lige derhen, hvor du ønsker det.
- Bogen er udgivet i 2008 på Borgens Forlag og kan i denne uge vindes på LevLykkeligt
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer"Bliv en vinder". Hvem vil ikke gerne det?
Det er en fantastisk bog, som jeg har læst med en brændende nysgerrighed. Den er både personlig og universel på en gang. Den har mange praktiske anvisninger. Samtidig er nogle af dens svar som Oraklets - man får lyst til at stille mange flere spørgsmål, end bogen umiddelbart kan give svar på. Det, synes jeg, er en af dens stærke sider, da jeg får noget mere ud af den hver gang, jeg læser i den.
Når jeg fokuserer på mit seneste, ultimativt attraktive mål og fastholder fokus på det ved at benytte bogens anvisninger, føler jeg, at mit vinderpotentiale styrkes i en sådan grad, at jeg med lethed når stadigt større mål. Det er som om, alle de nye muligheder pludselig bliver synlige for mig - helt uden anstrængelser. Jeg skal bare række ud og tage dem så snart, jeg har flyttet mit fokus derhen. Bliver det skruen uden ende at være en vinder?
Hilsen
Taastrup Coachen