Træd i kraft på kunstens og på livets scene

Som underviser er et af de temaer, jeg igen og igen støder på: sceneskræk. Det er ikke kun kunstnere, der lider af den velkendte fobi for at stille sig frem i forsamlingen. Foredragsholdere, undervisere, talere, ja stort set alle, man kan komme i tanker om, der i en eller anden form træder frem og træder i kraft, kender i et eller andet omfang til fænomenet. Det kunne for så vidt også være det at skabe noget, for det at skrive eller på anden måde frembringe noget, der synliggør ens indre verdener er også at træde i kraft. Her kunne man så passende tale om præstationsangst.

Og så er der det, jeg kalder livets scene, hvor de samme lovmæssigheder gælder. For at træde ind i livet som den man er, kan kalde på præcis de samme reaktioner, som kunstneren møder, når hun træder ind på kunstens scene. Jeg har altid anskuet det sådan, at kunstens scene er livets scene sat under lup. På kunstens scene forstærkes intensiteten, og derfor træder mekanismerne også endnu tydeligere frem. Og vi kan derfor have fordel af at studere de mekanismer, som træder i kraft, når kunstneren træder ind på scenen – træder op – træder i kraft. Vi kan så at sige overføre vores iagttagelser fra kunstens scene til livets scene.

Sceneskræk
Skrækken for at træde frem og træde i kraft er en af de ting, jeg må udforske, fordi jeg som underviser har set, at alle mennesker i virkeligheden rummer noget værdifuldt at dele. Der er dem, der træder frem med deres indre verden og så er der dem, der ikke gør det. Og det er dem, der ikke gør det, jeg søger at hjælpe.

Bryd igennem sceneskrækken

Der er forskellige veje til at bryde igennem sceneskrækken og angsten for at træde frem. Den mest effektive øvelse for mig at se er at begynde at dømme andre optrædende mindre. For min iagttagelse går på, at dem, der har allermest sceneskræk ofte er dem, der er hurtige på aftrækkeren, når det kommer til at dømme andre, der træder frem. De mennesker jeg kender, der kaster sig modigt og tillidsfuldt ind på scenen er ofte mennesker, der på en positiv måde er så optaget af deres eget virke, at de ikke bruger deres tid på at vurdere andres præstationer. At have medfølelse for et andet menneske, der går på scenen, træder frem og i kraft med hvem hun er, det er vejen til at erstatte sceneskræk med scenemod. For sådan som jeg dømmer andre – sådan vil jeg også dømme mig selv. Og sådan som jeg dømmer mig selv – sådan vil jeg også dømme andre. Lige præcis hvor på den uendelige cirkel jeg befinder mig er for så vidt lige gyldigt. Jeg kan starte der hvor jeg nu befinder mig.

Du behøver slet ikke være så fantastisk

Et andet kraftfuld redskab er at gøre op med forestillingen om min egen betydningsfuldhed. Hvis jeg hver gang jeg går på scenen tror jeg skal ændre hele verden og fremkomme med det, verden aldrig før har set, så må svedperlerne uvægerligt strømme frem, for det kan vel intet menneske leve op til.

Jeg oplevede engang at følge en mandlig sanger med umådelig sceneskræk. Hver gang han gik på scenen skete der et eller andet, som jeg i starten ikke kunne gennemskue essensen af. Efter nogen tid spurgte jeg ham: ”Hvad tænker du lige inden du går på scenen?”
Han svarede, at han af en tidligere vejleder havde lært at sige: ”Jeg er fantastisk, jeg er fantastisk.”

Manden havde netop lært at udtale denne sætning som modgift mod et iboende mindreværd. Han prøvede at programmere sig selv til at tro, at han var fantastisk. Men denne programmering havde øjensynligt ikke hjulpet. For han havde udtalt sætningen i mange år uden nogen som helst effekt.

Jeg bad nu manden om at udskifte sætningen, som jo alligevel ikke havde vist sin gennemslagskraft, med sætningen ”Jeg er et helt almindeligt menneske – lige som alle andre mennesker - og jeg har ret til at være her, også når jeg ikke er fantastisk.”

Det var egentlig denne ganske enkle omprogrammering, der skulle til for at forløse min studerende, så han virkelig kunne udtrykke sine iboende evner og træde i kraft som den han var. For tanken han tidligere havde tænkt i momentet inden han gik på scenen, var præcis den tanke, der blokerede alt i ham i et fuldstændig umuligt forsøg på at være noget intet menneske kan være – fantastisk. I hvert fald ikke hele tiden. OG nok så vigtigt, hvis jeg tror jeg kun har ret til at være her, når jeg er fantastisk, så vil min sceneoptræden indeholde et element af higen efter at få bekræftet, at jeg er fantastisk, så jeg kan få lov at være her. Og hvis min sceneoptræden er noget jeg gør for at opnå noget - nemlig publikums gunst og egentlig i dybeste forstand deres accept af at jeg overhovedet har lov til at være i verden, så vil det blive en kamp på liv og død hver gang jeg betræder de skrå brædder.

Når scenen bliver et frirum
Hvis jeg selv kan komme til forståelse af, at jeg har lov at være her – også når jeg ikke er fantastisk, så kan jeg gå på scenen for at gøre det en sceneoptræden i virkeligheden handler om – nemlig at give. Og når jeg går på scenen for at give – ikke for at modtage, så vil min sneoptræden komme fra et helt andet sted i mig. Jeg er ikke længere afhængig af publikums gunst. Jeg kan naturligvis glæde mig, når jeg bliver modtaget, og jeg kan ærgre mig over ikke at blive modtaget, for nej, det er aldrig sjovt ”at kaste perler for svin”, men det er ikke berettigelsen af min eksistens, der bliver afgjort. For den havde jeg allerede inden jeg trådte ind på scenen. Den berettigelse har jeg allerede inden jeg træder frem. For jeg behøver ikke træde frem, træde op for at være berettiget til at trække vejret og være en del af denne verden. Denne berettigelse har jeg i min enkle egenskab af at være et levende væsen.

Jeg har været udøvende kunstner siden ungdommen, og jeg har glædet mig over at blive modtaget, og jeg har ærgret mig. Allermest over alle de år jeg spildte på at tro at scenen var et sted, hvor jeg skulle få det endelige bevis på, at jeg havde lov at være i verden. Det var først da jeg opdagede, at jeg hele tiden havde haft lov at være her, at det blev et frirum at træde ind i. Det var først, da jeg opdagede, at jeg gik ind på scenen ikke for at få noget men for at give noget - det var først der jeg virkelig nød at optræde. Og det var først der jeg kunne slippe min angst.

Der er mange mennesker, der har noget at give, mange mennesker, som har smukke budskaber, vidunderlige stemmer, skønne fortællinger, og jeg behøver ikke sammenligne om de er mere fantastiske end mig, for min berettigelse ligger slet ikke i om jeg er fantastisk. Jeg er et menneske, et levende væsen, og deri ligger min berettigelse. Og når jeg ved det kan jeg gå ind på scenen. I fred med mig selv. Og give det, jeg har at give. ”For jeg er et helt almindeligt menneske – lige som alle andre mennesker - og jeg har ret til at være her, også når jeg ikke er fantastisk.”

Jeg har endda en tilføjelse til denne sætning, som altid ligger i baghovedet og det er: ”Og jeg har gjort mit bedste. Jeg har øvet mig og vist ydmyghed over for det jeg kan ved at træne og forberede mig præcis så meget som der er brug for i den givne situation.”

Gør det så godt du kan
For det jeg har iagttaget hos mange mennesker med præstationsangst er, at de ofte slet ikke beskæftiger sig med det, de ønsker at træde frem med. Alle tankerne om det forestående fantastiske optager så meget plads, at der slet ikke bliver øvet, trænet, skrevet, sunget eller hvad det nu er. Hvis vi erstatter alle tankerne og spekulationerne om vores egen mulige storhed eller mulige lidenhed med reelt arbejde og træning, så vokser talentet lige så stille.

En bog bliver ikke tryllet frem, fordi jeg pludselig kan tro på, at jeg er fantastisk. En bog bliver langsomt til, fordi jeg arbejder med den tusindvis af timer. Jeg skriver den. Jeg læser den igennem og gennemskriver den en gang til. Jeg retter og flytter rundt. Jeg får respons fra kompetente mennesker, der ser det, jeg ikke selv kan se. Jeg skriver igen. Jeg læser. Jeg reflekterer. Jeg arbejder. Jeg sætter tid af og vælger andet fra i mit liv for at dette kan blive muligt. Jeg tænker på intet tidspunkt på om jeg er fantastisk. Jeg arbejder bare. Indtil jeg kan se, at nu kan jeg ikke gøre det bedre. Dette projekt har fået alt hvad jeg har i mig. Min kærlighed, mine arbejdstimer, min inspiration. Og når jeg ved, at jeg har givet det alt, så kan jeg udgive min bog eller gå ind på scenen. For som kunstner ved jeg, at dette er min egentlige berettigelse til at betræde scenen: at jeg har gjort mit arbejde så godt jeg kunne. Og det er det eneste jeg som sådan er herre over.

Majbritte Ulrikkeholm

Majbritte Ulrikkeholm er sanger, komponist, forfatter og underviser. Majbritte Ulrikkeholm har udgivet en ny CD som du finder info om her: Sange i Natten