Stressekspert Thomas Milsted

Stress og egoisme skaber vækst og velstand - men aldrig lykke

Farvel til egofesten. Endelig. Ovenpå hysterisk vækst og en velstand, der aldrig er set lige i Danmarkshistorien, er det vel på tide, at vi spørger os selv, om det har gjort os lykkelige? Når selv de alternative skal have guldpailletter på deres yogamåtter, er grænsen vel nået. Måske skulle vi til at stoppe selviscenesættelsen og begynde at forstå, at hænder i arbejde for fællesskabet er bedre end læber i ensom bøn for egne behov. Stress og egoisme skaber vækst og velstand - men aldrig lykke.

Jeg er vokset op i fællesskaber. Mine forældre var kommunister, og vi unger lærte at tænke på andre, før vi tænkte på os selv. I mit hjem gjaldt det fællesskabet, og hvad der gavnede det. Egoisme og det at arbejde med sig selv var et udtryk for borgerlig dekadence, og kom der kvinder med makeup, blev der set skævt til dem.

I takt med at min hjerne udviklede sig, og jeg fik en mere kritisk og selvstændig indstilling til omverden, vendte jeg den kommunistiske verden ryggen og begyndte så forsigtigt at snuse til den alternative verden. Det var en verden, jeg befandt mig særdeles godt i. Jeg var blevet afhængig af fællesskaber, og havde som alle andre et stærkt behov for at høre til. At de fleste, jeg mødte i denne verden, var underlige og kugleskøre kunne jeg leve med, for målet var klart. Vi skulle skabe lykke og glæde for andre i verden. Men med årene blev det mere og mere klart for mig, at mange af de "alternative " ikke havde brug for at redde verden, men var mere optagede af sig selv. De ville bare være rigere, smukkere og tyndere.

Farvel til selviscenesættelse og ja til livet
Nu er det jo en smule arrogant og sige, at man er vokset fra den alternative verden, når mange, som er meget ældre end mig, stadig befinder sig i den. Men det er vel med det alternative som med alt muligt andet - det har sin tid. Og det havde det også for mig.

I dag vil jeg betragte mig selv som et dybt religiøst menneske, som er meget bevidst om, hvad jeg sætter mine fødder i. Nuvel, jeg er blevet småborgerlig og har mine kampe med velstandsfedt og samvittighedskvaler, når jeg har drukket lidt for mange øl. Men min opgave her i livet er klar. Jeg vil stadig være med til at redde verden.

En bedre lokalverden
Jeg befinder mig bedst i fællesskaber og specielt i fællesskaber, der vil forandre denne verden til det bedre. En verden, hvor andre ikke skal sulte, fordi vores del af verden ikke kan finde ud af at blive mætte. En verden, hvor dialogen er det skrappeste våben og ikke kugler og krudt. En verden, hvor ingen skal bo i små blikskure uden vand og elektricitet, fordi andre har et vildt overdrevet forbrug. Jeg vil være med til at skabe en verden, hvor "det må jeg da ha'"- mentaliteten er erstattet af fællesskaber, der rækker til de yderste afkroge af jorden. En verden, hvor vi, der har vores på det tørre, ikke lukker øjnene for dem, som er ved at drukne i elendighed.

Den finansielle krise er jordens redning
Selvom det er forbundet med meget alvorlige konsekvenser at miste sit job og måske måtte gå fra hus og hjem, bliver vi nødt til at se det hele i et langt større perspektiv. Vores verden kan ikke tåle, at alle skal have mere og mere, og verden kan ikke tåle, at vi alle melder os ud af fællesskaberne, fordi vi har en naiv forestilling om, at vi kan klare os selv. Hvor mange fortryder ikke i disse dage, at de meldte sig ud af deres a-kasse, fagforening eller et andet fællesskab, som kan give deres ønsker om forandringer mere vægt? Mange står i dag magtesløse over for tidens store problemer, fordi de står alene. Hvad hjælper det nu at have to huse, flere biler og fladskærme? Mange står alene, fordi de et svagt øjeblik valgte egoismens ideologi frem for fællesskabet. Så det er vel nu, vi kan forandre verden. Det er nu, vi kan skabe lighed og få den del af kloden med, som lider.

Tilbage til fællesskabet
Hvis denne verden skal blive en bedre verden, må vi vende blikket væk fra os selv. Vi må stoppe trangen til altid lige at skulle have opfyldt dette eller hint behov, før vi kan begynde at tænke på andre. Vi har, hvad vi har brug for og lidt til. Så det er lige nu, vi kan gøre noget. Du skal ikke nødvendigvis redde verden, men du kunne starte på din arbejdsplads. Du kunne her gøre opmærksom på urimeligheder, uanstændighed, uetiske forhold eller andre forhold, der ikke hører hjemme i danske organisationer i 2009.

Danske arbejdspladser er ved at gå ned med stress, frustrationer og utryghed. Det er da i en tid som denne, at vi må stå sammen og forstå, at den krise, vi oplever nu, godt nok er global, men så sandelig også handler om, grådighed, overophedning, vækst og opfordring til et hysterisk og sygeligt forbrug. Det er da nu, vi skal stå sammen og forlange et arbejdstempo, der er til at leve med og et arbejdsmiljø, der bygger på værdier som anstændighed og medmenneskelighed.

800.000 danskere står uden for arbejdsmarkedet, fordi vores arbejdspladser er blevet så effektive og strømlinede. Alt gøres op i, om det kan give gigantisk overskud. Også inden for det offentlige. Det er da nu, vi skal stå sammen om at gøre vores arbejdspladser så rummelige, at i hvert fald nogle af de 800.000 mennesker kan komme tilbage - nu når så mange bliver ramt af stress. Uden fællesskaber udvikler vi et samfund, der efterhånden bliver så topstyret, at selv Stalin og andre diktatorer måtte se misundelige til. Uden fællesskaber intet demokrati. Uden fællesskaber ingen lykkelige mennesker.

Kh 
Thomas Milsted, stress ekspert

 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stress skaber vækst og velstand - men aldrig lykke. Læs mere