Tema: Sex, lir og spiritualitet: Nydelsesrevolutionen

Er du elskelig eller pissesur? Jeg har læst det spørgsmål i en bog, og da jeg sad og skulle svare på det, måtte jeg indrømme, at jeg ofte har været pissesur. Det er ikke sjovt at indse, og heller ikke så fedt at skrive det her (!), men altså, hvis jeg skal være ærlig, er det sådan, det har været. Jeg har styret efter pligterne og glemt nydelsen, men efter at have læst Mama Genas manual – og efter en hel masse andet, der er sket i mit liv – er jeg nu blevet fortaler for nydelsesrevolutionen. Og det er den, jeg vil skrive om. Denne her klumme er skrevet til kvinder, men hvis du er mand, må du meget gerne læse med☺

Jeg mødte engang en mand, der fortalte, at hans kæreste (også) var pissesur. Hun gad først have sex med ham lørdag morgen, når han havde skrevet weekendens indkøbsliste. Underforstået, hvis han ikke viste et minimum af engagement i forhold til de huslige gøremål, var der lukket for hendes varme vand. Det er kvinders ældgamle måde at straffe mændene på. Hvis I ikke engagerer jer i det, vi synes, der er vigtigt, gider vi ikke. Hvis I ikke lever op til vores forventninger, lukker vi af. Hvis I ikke selv kan fatte en hentydning, kan det også være lige meget.

Problemet er bare, at det er det ikke! Vi tørrer ud og visner, og den straf, vi synes, vi giver vores mænd, ender med at ødelægge os selv. Vi tror, at det kun går ud over jer, men hvad med os selv? Det kræver sin kvinde (og mand!) at bevare sanseligheden midt i alt det bøvl, et parforhold kan give. Det letteste er at blive tør – og sur – som tusindvis af mænd og kvinder går rundt og er det i denne tid. De føler sig presset og klemt af alt det, som det moderne liv kræver, man skal gøre, sætte sig ind i, leve op til og tjene penge til, og stressen går lige ind i kernen af parforholdet. Det er næsten ikke til at få det til at fungere under de betingelser. Det er næsten ikke til at holde liv og romantisk bevægelse i det. Jo, i den første tid, hvor alt er nyt og spændende. Men derefter, hvad så? Så er det, at man skal beslutte sig for, hvad det er, man vil. (Det er i øvrigt også det, sexologen Joan Ørting siger: Når man har været i et forhold i nogle år, skal man beslutte sig for sex).

Det pudsige er, at når jeg har givet kvinder spørgsmålet: ”Hvad ville du gøre i dag, hvis du var en Pippi”, er der virkelig mange, der svarer, at de ville dyrke mere sex! De ønsker sig mere sex, men får måske ikke altid gjort noget ved det. Men hvis disse kvinder bare kunne gøre, hvad de havde lyst til, ville de lægge sig i sengen hele dagen med deres mand, kæreste eller elsker. De ville sygemelde sig og trække stikket ud og blive med ham, de begærer. Og hvorfor gør de det så ikke? Det kan der være en bunke helt oplagte årsager til. En af de psykologiske er, at kvinder ofte føler skyld, når de går efter deres egen nydelse. Det tager ikke mange sekunder, før over-jeget begynder at skræppe op med ord som: ”Hvad så med pligterne? Børnene? Huset, der flyder, og arbejdet, der kalder?”.

Det, der også forhindrer det gode sexliv, og det, der gør, at vi ikke altid kaster os spontant ud i det, er, at seksualitet er noget af det mest mishandlede i verden. Den måde, medier og reklameindustri bruger seksualitet til at sælge deres varer, er en nedgørelse af den gave, som sex kan være mellem to mennesker, der ønsker hinanden. Og ”mishandlingen” fører det med sig, at de fleste kvinder har mange begrænsende overbevisninger om sig selv og deres køn, og disse ryger lige med ind under dynerne (eller op på køkkenbordet☺). Kvinder kan have svært ved at acceptere deres lyst til sex – især hvis de f.eks. i en periode har mange partnere – for så føler de, at de er løse på tråden, urene elskerinder eller ludere – alt det, kvinder engang blev bespottet og brændt på bålet for at være.

I dag er det mere vores eget bål, vi brænder os selv af med. Fordi nogle (gamle) overbevisninger om, hvordan en rigtig kvinde bør opføre sig, er så dybt forankrede i os, at vi kan udvikle os til at være vores egen værste fjende.

Det, der også kan stå i vejen for vores seksuelle nydelse, er, at vi synes, vi vejer for meget, eller at der er noget andet galt med kroppen. Der er altid noget, der kunne tage sig bedre ud. Hvordan ville vores kvindelighed bære sig frem i verden, hvis vi var glade for vores kroppe? Hvordan ville vi ikke kunne blomstre, hvis vi knuselskede alt det, der var os? I stedet for, at hver gang vi smider klunset, tænker vi inde i os selv: ”Du er for grim/for tyk/for blævret/for hvid/for rynket/for ... ja, fyld selv ud. Kan du mærke det? Det gør ondt dette her! At tusinder og tusinder af kvinder ikke bryder sig om sig selv, som de er under tøjet og makeuppen. Dette negative selvbillede går ind og smadrer noget dyrebart i os. Vores fremtoning over for andre mennesker. Vores gennemslagskraft i verden. Når en kvinde ikke kan lide sig selv, punkterer hun sin styrke. Og sin nydelse. Og så bliver hun pissesur og knap så elskelig.  

Kodeordet er at huske på sin nydelse og at gå efter det, der får livet til at føles godt i det hele taget – og samtidig bygge sit selvværd op, så man kan tillade sig selv nydelsen og det gode i livet. (Læs min klumme her på sitet om selvkærlighedskuren). Nydelse vækker og varmer din sjæl, skriver Mama Gena i sin bog Mama Genas manual, og som med stor succes har startet, hvad hun kalder for The Pleasure Revolution, nydelsesrevolutionen. Hun siger, at den største globale epidemi i dag er kvinders ulykkelighed, fordi vi prioriterer pligterne og de andres behov og dagsordener højere end vores egen glæde.

Hun opfordrer os til, at vi styrer vores liv efter nydelsen! Det, der føles godt i maven (og underlivet!), om det så er en mand/partner, et job eller noget helt tredje. Gå efter det, der gør dig glad, for når du gør det, bliver du indtagende og elskelig, og når du bliver det, kan andre mennesker godt lide at være sammen med dig, og når de kan det, giver de dig job og inviterer dig til fester. Det vil være lettere at tiltrække de dejlige kærester eller gode stunder med ham, du allerede har ved din side. Tricket er, at du tager ansvar for nydelsen i stedet for at bebrejde kæresten, at han er selvcentreret eller kedelig eller ikke gider købe ind. Når du går efter nydelsen, vil du blive en helt ny version kvinde. Så hvad skal der til for, at du bliver en del af nydelsesrevolutionen?

Gitte Jørgensen er freelancejournalist, forfatter og foredragsholder og med-redaktør på levlykkeligt.dk. Gitte er også ophavskvinde til temaet: Sex, lir og spiritualitet.   

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hej Gitte, Selv om jeg er mand kunne jeg altså ikke dy mig for at læse med... Fedt at du sætter fokus på hvordan mange kvinders/vores samfunds sindssygt urealistiske forventninger kvæler kvinders livsglæde og gør livet rigtig surt for dem selv og deres mænd. Det du skriver får mig til at tænke på en af mine tidligere artikler her på levlykkeligt ”Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne”, hvor jeg undersøger nogle af årsagerne til hvorfor så mange kvinder i dag er blevet til frustrerede, tikkende stressbomber. http://www.levlykkeligt.dk/hold+dig+langt+v%C3%A6k+fra+kvinder+i+30erne+... http://www.levlykkeligt.dk/hold_dig_langt_v%C3%A6k_fra_kvinder_i_30erne_... Kærlig hilsen, Tim
Griner ;) Indlægget er skrevet for kvinder, og de to første kommentatorer er mænd ;) Men ja, hvorfor straffer kvinder sig selv? Hvorfor er det sværere for kvinder at acceptere sig selv, som man er? Og hvorfor vil kvinder helst spille ofre? khib ;)
Tema: Sex, lir og spiritualitet: Nydelsesrevolutionen