Et vågent møde

At leve – at lære – at elske – at være

Kærlighed er et vågent og intimt indre forhold til dig selv og din krop. Kærlighed er en essentiel indre og iboende kvalitet i mange nuancer.

Kærlighed imellem to lykkes i det øjeblik hvor den ikke er afhængig af den anden, men hvor de begge i kærlighedsmødet værdsætter den andens væren.

Kærlighed og sex kan godt være adskilt, sex uden kærlighed er ”som et godt nys”, mens sex med kærlighed heler, udvikler og nærer.

Kærlighed er åbenhed over for det, som er, alene for glæden ved at møde, kende og se.

Kærlighed bliver stærkere, smukkere, mere intim og lidenskabelig i takt med at vi udvikler os til ansvarlige, selvstændige og frie mennesker. Og modsat bliver kærlighed svagere, betinget og ufri, når vi er identificeret med det vi mangler og ikke har; når vi søger den uden for os selv, når vi er afhængige af, ofre for, bekræftelse, samhørighed og ”den anden”.

Når kærlighed er et vågent møde, hvor vi vidner og ærer vores essentielle natur,  så skaber vi gensidigt os selv, i en proces, i et kreativt NU, i et intimt nærvær - det kræver ærlighed, sårbarhed og modenhed.

Når jeg elsker at se og møde essensen hos den anden, oplever jeg også at den anden er et unikt individ og forskellig fra mig. Kærlighed anerkender den anden. Jeg oplever at jeg ikke er alene i verden. På den måde kan kærlighedsmødet heale den eksistentielle frygt for isolation. Jeg oplever at den anden er adskilt fra mig, og derfor også eksisterer uden mig. Ultimativt vil jeg løsne mig fra mine afhængighedsmønstre og blive et frit menneske.

Kærlighed er en oplevelse, et nærvær, en proces; båret af sanser, følelser og tanker.
Når kærlighed er en oplevelse der vibrerer i hver en celle, i alle organer, muskler og nervetråde. Når mine fingre og krop mærker og sanser kærlighed, når hjertet føler og oplever kærlighed; når hjernen med ord beskriver hjertets oplevelse.

- Så elsker jeg!

Kærlighedsoplevelsen er som et skift i måden at være til i verden på.  For det meste er jeg ikke opmærksom på min vejrtrækning som et livets kærtegn der bekræfter et magisk mysterium, livets puls. Tværtimod reagerer jeg per automatik, så jeg uden at give det opmærksomhed, følger og gentager de gamle og dybe spor i mine reaktionsmønstre igen og igen.

Ikke nødvendigvis med smerte eller lidelse, ofte med behag og behovstilfredsstillelse, men ubevidst, uden nærvær, uden intimitet.

Men ind i mellem skifter min opmærksomhed til et essentielt og meget intimt nærvær.
Og så er jeg konge i mit eget rige, et dynamisk, farverigt, magisk og helt igennem smukt, fantastisk univers. Måske er universet ikke kærlighed alene, men jeg elsker at være der!

Jeg elsker at orientere mig i verden herfra. Nogle gange er jeg konge, magtfuld og stærk, i kontakt med rigdom og overflod, medfølende, storsindet og retfærdig. Andre gange er jeg en hjertets kriger der sårbart og åbent, påtager mig kærlighedens mission, en ridder der kæmper med ildsprudlende drager forklædt som normer og rigide adfærdsregler. Eller en magisk vismand der forvandler og transformerer.

Så er jeg medskaber af universets mystik og vidunder.

Nogle gange er jeg narren der legende, smilende og med en champagnebrusende boblen i alle mine celler kaster mig ubekymret og fri ind i livets hvirvler af spøgefuld kreativ manifestation. ”Let’s try it on!”

Alle variationer og nuancer opleves i et skær af fantastiske farver, juveler, guld og rigdom, de sanses som kærlighed, kraft, glæde, medfølelse, fred og inderlighed, oplevelser af overflod. Og tænker at det er paradis på jord.

At elske er en kunst som Fromm (Filosoffen Erich Fromm’s bog ”Kunsten at elske” Red) beskriver det; det er noget vi skal træne, noget vi skal lære som kræver sand ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin – en stor opgave.

Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle sig. Når vores hjerte udvider sig og vores evne til at elske vokser, så kræver det mere plads end det selvbillede og den følelseskrop vi lever med og opholder os i, noget sprækker og åbner sig, og det må vi tillade. Vi må nødvendigvis møde de blokeringer og den historie der knytter sig til vores tilbageholdenhed, til vores mindreværd og vores fastlåste selvbilleder.

Det gør ondt. Det er en smerte vi hver i sær må vokse og modne os til at forstå og til at bære.
Og netop den smerte må vi vælge og tage på os som et vilkår ved at udvikle sig, ved at øge vores bevidsthed og til at styrke vores kapacitet til at rumme al den ild, kraft, lidenskab, medfølelse, omsorg og det kærlige nærvær som bor i os.

Som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har lagt låg på, kapslet inde, og undertrykt for at passe ind, for at overleve.

...den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i det andet Menneskes Hjerte, og just ved denne forudsætning bygger Kjerligheden i ham op – fra grunden af, forsaavidt han jo kjerligt forudsætter den i Grunden” Søren Kierkegaard.

I mødet med Gud, Universets Moder, Urhavet, altings oprindelse, kan jeg forestille mig at jeg får spørgsmålet: ”Hvor meget har du elsket?” Det ville være dejligt at kunne svare: ”Med hele mit hjerte”.

I kærlighed

Claus V. Nielsen



Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kærlighed kræver ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin. Læs Claus V. Nielsen artikel om Kærlighed: Et vågent møde