Sand kærlighed

Anonym

Jeg er blevet bedt om at skrive om kærlighed (af Levlykkeligt. Red). Et så stort og vigtigt et emne at jeg knapt ved, hvor jeg skal begynde. Der er den kærlighed jeg oplever i mit eget liv og der er generelle tanker om kærlighed og så er der al den kærlighed eller længsel efter kærlighed, som jeg oplever hos mine klienter i min praksis som psykolog. Jeg skriver vel nok ud fra en blanding af det hele.

Kærlighed er det, vi alle søger- måske den stærkeste drivkraft eller længsel i mennesket- at være elsket. Når vi føler os elskede føler vi os lykkelige.

Det lille barn ved instinktivt, at det må være elsket for at overleve- både fysisk og følelsesmæssigt, - og gør sig derfor så meget umagen med at opnå forældrenes kærlighed. Børn tilpaser sig, lukker ned for dele af personligheden, behov og følelser, - alt sammen for at føle sig mest muligt elsket. Børn er fantastiske til at fornemme, hvad der skal til. Hvis de f.eks. har forældre, der er optaget af at få deres eget liv til at hænge sammen, vil barnet måske passe på med at fylde for meget, være for ”besværlig”- altså f.eks. have følelser eller behov, der strider for meget imod forældrenes. Jeg tror at vi alle, i en eller anden udstrækning, ubevidst har tilpasset os for at føles os elsket. Alle forældre går jo ind i forældreskabet med deres bagage,- med den måde de selv er blevet elsket på. Vi kan selvfølgelig ændre på den måde, vi er påvirket af vores bagage, men det kræver bevidsthed om det og et arbejde på at ændre mønstre.

Alle de mennesker jeg møder i min praksis kommer med problemer, der på en eller anden måde relaterer sig til denne kerne,- hvordan har de været elsket og hvordan  kærligheden fungerer i deres liv, -kærligheden til andre, deres partner, kærligheden til sig selv.  Uanset om det er individuel terapi eller parterapi, om problemerne umiddelbart ser ud til at handle om omkring kærlighed eller ej, så er kærligheden altid involveret.    

Den kærlighed vi oplever i vores liv, - hvadenten den er dyb og givende eller overfladisk og svær, afspejler forholdet til os selv. Vi har ofte travlt med at lede efter svaret på vores problemer i andre mennesker eller omstændigheder, men som jeg ser det, så handler det altid om os selv, - ligesom det er her vi virkelig kan ændre på tingene.

Den måde vi behandler os selv afspejler kærligheden til os selv. I den tid, vi lever i, har mange meget travlt og stress er den nye folkesygdom. Jeg sidder ofte med klienter, der har arbejdet så hårdt, at deres parforhold er brudt sammen under presset og det vi ofte kommer til at tale om er, hvordan de behandler sig selv, når de arbejder så meget at alt det, der virkelig betyder noget, braser sammen under dem. Det er ikke-kærlig adfærd overfor sig selv.  I vores handlinger viser vi os selv, hvor vigtige vi er,- hvor elsk-værdige vi er.

Jeg har mange klienter, der kommer for at få hjælp til at finde kærligheden og fælles for dem alle er, at de er nødt til at finde kærligheden til dem selv først. De er evt. nødt til at gå tilbage i livet og bearbejde de svigt eller tab, der ligger til grund for den svækkede selv-kærlighed og så må de igang med at øve sig i at behandle sig selv med kærlighed, omsorg og respekt, - så de kan blive i stand til at tiltrække netop et i deres liv.

Når vi får børn kommer vi til at opleve en kærlighed som aldrig før. Kærligheden til vores børn er så særlig fordi det er så altoverskyggende og overvældede og fordi den er ubetinget. Det kan være lidt angst-provokerende at overgive sig til den store kærlighed fordi det også er sårbart at elske nogen så højt at man ville dø for dem.  Vi bliver bange for at miste dem eller bange for at de skal miste os.  Når vi alligevel overgiver os til kærligheden, - kærligheden i os selv, kærligheden til andre mennesker, så lyser vi op, så lever vi virkeligt, så føler vi os lykkelige. Jeg har selv børn og har selv oplevet den totalt overvældende kærlighed og den dermed følgende angst for at miste dem. I de første år kunne jeg have tanker om, hvordan pædagogerne kunne komme til at tabe dem ned ttil isbjørnene i Zoo eller glemme dem i en bus eller om, hvordan alt muligt andet frygteligt kunne overgå dem. Efterhånden har  jeg lært at de virkelig er her,- at slippe tankerne  og  at overgive mig fuldstændigt til den kærlighed.  Hver eneste dag er jeg dybt taknemmelig for den kærlighed, jeg har i mit liv, - med mine børn og min mand. Men det har ikke altid været sådan,- det har været en proces at lære at stole på kærligheden, at overgiver mig til den og bare leve hver dag i taknemmelighed.

Men hvad er sand kærlighed, hvis vi overhovedet kan tale om det? For mig er sand kærlighed når vi elsker et andet mennesker helt som det er og når vi giver os selv og den anden fri til at være sig selv og til at handle i livet som det føles rigtigt. Mange par står lænet op ad hinanden i deres forhold. Hvis den ene flytter sig falder den anden og vi afkræver måske at den anden skal blive stående, så vi ikke falder, men her er der tale om en kærlighed, hvor parterne har brug for hinanden - brug for hinanden til at understøtte det i sig selv, som ikke kan stå selv. Det kan være følelsen af at være god nok eller følelsen af lykke som vi så ofte afkræver den anden part at levere for os. Vi efterligner det, vi har lært som børn,- at kærlighed kommer med betingelser, - ”du skal gøre mig lykkelig, bekræfte mig, være sammen med mig... for at jeg kan føle mig elsket af dig”- vi beder den anden om at give os følelsen, men ofte lykkedes det kun kortvarigt, hvis det ikke er en følelse vi har med i os.

Kærlighed er ikke at vælge hinanden fordi vi har brug for det, men fordi vi ønsker det. Følelsen af at være god nok,- og følelsen af at være lykkelig kan ingen andre mennesker bidrage med andet end overfladisk og momentalt. Den dybere og varige følelse af at være god nok, værd at elske og lykkelig, den kan vi kun selv skabe. Når vi således tager ansvar for vores liv og vælger hinanden til, så bliver vi virkelig i stand til at elske den anden,- ikke for det, han skal give mig, men for den person han er.