Hjerterummet

Hvordan er det at være i dit inderste værelse? Er der fyldt med nærvær og kærlighed og et menneske, der nusser dig i nakken og lytter til dine drømme? Eller er der tomt, fordi du er den eneste, der er der? Eller er værelset fyldt op med ”spøgelser fra fortiden”, der breder sig på den forkerte måde – måske en gammel kæreste, der har sat sine spor, så du ikke føler, du kan invitere andre indenfor?

Det kan være meget sundt at tage sit inderste værelse op til revision. Ser det ud, som du ønsker det? Er der i overført betydning friske blomster og åbne vinduer i det? Eller trænger vandet til at blive skiftet, og luften er tung og indelukket?

Jeg tror på, at det, vi alle sammen drømmer om, er, at blive rørt og berørt og have et smukt indre værelse, hvori den slags kan ske. Det triste er bare, at det, der kunne være så enkelt, let bliver kompliceret.

Forleden lå jeg i sengen med et menneske, jeg havde lukket ind i mit inderste værelse, og jeg mærkede, hvor nærende det er at bruge en søndag på at elske og snakke og træde ind i de rum, hvor der er plads til dybe tanker om livet, og hvem vi er, og hvad vi frygter for og længes efter. At åbne for den strøm af kærlighed og intimitet, der ligger nede under hverdagens fortravlede tanker, og give sig hen i et andet univers – dér, når man er der, føles som det, der hører det egentlige liv til. Jeg tænkte over, hvor få af livets stunder, der bliver brugt på det, der rører os allermest inde i hjertet, og hvor mange dage, der går med noget, der ikke betyder det store, når det kommer til stykket.

Det, de fleste længes efter, lykkes ofte alt for sjældent. Det lykkes heller ikke altid for mig, selvom jeg har lovet mig selv, at kærlighed og nærvær er det, jeg ønsker at bruge mit liv på. For indrømmet, det er jo lettere sagt end gjort.

For det kan jo godt være, at man har en at dele sengen og søndagen med, men han er stået op for at tjekke sine emails, eller har lukket sit hjerte, fordi han er træt af alt dit fejlfinderi og brok over, at du ikke synes, han er god nok. Eller du har smækket døren i for ham, fordi du er såret over, at han kontrollerer alt, hvad du gør, og farer op, hvis du ikke opfører dig, som han synes, er den måde, man skal gøre det på. Så ligger I der med en søndag, der kunne bruges til det smukkeste, men en barriere af anklager og surmuleri forhindrer det i at træde frem. Så selvom det kunne se ud, som om mange har mulighed for ”søndage”, er det ikke sikkert, de føles så fede at være i, fordi passagen mellem de inderste værelser ikke længere eksisterer. At se to mennesker, der siger, de lever sammen, sidde muret inde i hvert sit tomme værelse, er noget af det sørgeligste at være vidne til.

Ind imellem kan jo man godt have lyst til at blokere døren, fordi man føler, at det kun skaber kaos at have andre derinde. De roder med ens ting, eller slæber deres gamle minder med, så der bliver så proppet, at man ikke selv kan ånde. Andre mennesker er ofte lidt besværlige, fordi de sjældent gør det, vi synes, de skal. De vil sidde på gule stole, når vi lige har sat røde frem. De synes, der er så meget, der er forkert, at de ikke ser det, der er.

Så det kan være, du får nok og lukker ned. Du bilder dig ind, at du sagtens kan leve uden det inderste rum. Det kan man selvfølgelig også godt for en stund. Problemet er bare, at man med tiden vil komme til at føle, at noget eksistentielt mangler. Sådan tror jeg, mange har det i dag. En undersøgelse, som Gallup har foretaget for Berlingske Tidende, bekræfter, at der er noget om det. Mere end en tredjedel af alle danskere føler "et personligt behov for at være mere nærværende og mere til stede i nuet". Det viser måske meget godt, hvordan vores inderste værelser har det i vores tid, for hvis de er fyldt op med for meget eller for lidt eller for ”forkert”, så er det, at nærværet – både til en partner og i forhold til andre – har svært ved at trænge igennem.

Så hvordan kan man gøre plads til det? Man kan tage en beslutning om, at det er det, man vil. Og så handle derefter. Gå på opdagelse i sit inderste rum og mærke, hvordan det føles at være derinde. Hvad skal der til for, at du – i overført betydning – kan udvide fra en mørk toværelses til en tiværelses lejlighed med tagterrasse og udsigt til store vidder? Hvordan bliver dit inderste værelse til et sted, hvor andre synes, der er rart at være? Og hvornår tør du invitere indenfor?

Det kræver mod at udvide sit inderste værelse og række hænderne ud til de andre. Hvis man ikke gør det, tror jeg, at man vil føle sig forbigået af livet. Man vil have en følelse af, at noget mangler at blive levende. Det er jo tit de mindste ting, der giver den største lykke. Det blideste, det letteste, det mest milde og enkle. Det stille nærvær. Og nærvær er nok det eneste i livet, vi får mere af, jo mere vi selv giver af det. Og jo mere, vi deler ud, jo smukkere bliver vores indre værelser. Og jo sjovere bliver vores ”søndage”...

Gitte Jørgensen, freelancejournalist, forfatter og foredragsholder og med-redaktør på levlykkeligt.dk  

 

 

 

 

 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hjerterummet. Ugens Artikel af Gitte Jørgensen på Levlykkeligt