Man kan ikke altid bare tænke positivt og tale udenom

Anonym

I dagens Danmark er det intet problem at komme af med sine surt optjente sparepenge. Der findes masser af steder hvor man, uden at skulle vise legitimation, kan kaste kronerne i grams. Det er uanset om man skal købe bil, møbler, tøj og smykker. Der findes altid en variant af den hændergnidende brugtvognsforhandler, der uden at blinke vil sælge både sin bedstemor, hendes rollator og samlingen af platter på hendes væg. Mennesketypen som intet middel skyer, som kun har øjnene på pengene og som tilsyneladende drives af klingende mønt.

Den samme type kan også findes i behandlingsindustrien. Helbredere som gerne lægger øre til alskens ulykkeligheder, blot der bliver betalt ved kasse 1. For tid, Kleenex og rådgivning.  Personligt har jeg udhulet sparegrisen mere end én gang, den stakkels øffebasse har lidt af en slags økonomisk anorexi.

Har jeg så fået noget for pengene? Det korte svar er ja.

Jeg har lært at hvis man har det dårligt, så skal man bare tænke positivt. Sådan noget med at forestille sig en sværm af fugle i flugt på en azurblå sommerhimmel.

At man, i mangel af menneskeligt selskab, kan gå i stole-terapi. Det går ud på at man sætter sig overfor en tom stol, forestiller sig at der i stolen, som jo er tom, befinder sig et menneske man stoler på og så øser man ellers sit hjerte ud.

Desværre var jeg ikke god nok til at anvende disse teknikker, for når det virkelig brændte på, når minderne om vold, overgreb og svigt satte følelserne i flammer, var der ingen ro til at dreje det indre blik mod fuglefløjt eller imaginære venner. Måske det ville have været anderledes, hvis jeg havde sparet lidt mere sammen og lyttet nøjere efter. Men sådan gik det ikke, for det som skete, var i virkeligheden en gentagelse af noget dysfunktionelt.

Og hvad er så det?

Et helt livs forsøg på at platte sig til kærlighed, det enten ved at komplimentere min mor, bringe hende gaver eller score flotte karakterer i skolen. Men ak, intet hjalp. Hun ville ikke, måske magtede hun det ikke. Det står hen i det uvisse, men der skete dét, at når diverse psykologer, pædagoger og andet godtfolk igennem tiden har beriget mig med positive læresætninger, så prellede de af. Vand på en gås.

For hvordan tænker man egentlig positivt, hvis man ikke aner hvad der er op og ned? Det hjælper, ganske enkelt, ikke at bede nogen om at følge sin mavefornemmelse – sit kompas – hvis vedkommende ikke er i stand til at aflæse sine følelser. Et citat, af ukendt oprindelse, kan i denne sammenhæng bruges som en overfladisk beskrivelse af et komplekst problem:

”Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb. Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed. ”

Ofte har jeg hørt mig selv imitere en papegøje i behandleres nærvær. Som regel kunne jeg lure, hvad de gerne ville høre – Eller hvad jeg troede de ville høre - og dermed være ”Den gode klient” – Ham som fortjente et skinnende æble og en stjerne i karakterbogen.

”Skal vi aftale en ny tid?” var det spørgsmål jeg frygtede mest, for ville helbredelsen nogensinde indtræffe? Ville der komme en dag, hvor behandleren ville erklære mig for helbredt? Samtidigt var det skræmmende, for hvad ventede der ude på den anden side af den saliggørende helbredelse? Ville jeg overhovedet kunne leve et liv uden bagagen? Ville jeg være i stand til at varetage det ’normale’ liv, med alle de udfordringer som det nu kunne indeholde. Den konstante støj, som bestod af kommentarer fra et panel af negativt ladede stemmer, som altid rejste med. Måske var stemmen et ekko af en relation som aldrig bar nogen form for frugt: Forholdet mellem mor og søn.

Forandringen

Den sætning var som en nedrivningskugle. Vi – behandleren og jeg – havde netop indledt vores samtale og til spørgsmålet om hvordan det gik, blev en lang monolog om hundeluftning, kagespisning og kaffe indledt. En afledningsmanøvre som plejede at virke. Krydret med vitser og glimt i øjet.

Pludseligt sad jeg overfor et menneske som kunne se forbi copingstrategier – Den Gode Klient – og direkte ind i øjnene på den skræmte dreng som sad i stolen. Stilheden strakte sig over nogle minutter, hver en krog i sindet blev afsøgt, det var ukendt terræn. Det var nøgent og pludseligt befandt jeg mig overfor hende igen, min mor. Stående, som en alternativ udgave af Oliver Twist, med en skål i hånden. Jeg bad ikke om en portion mad, men om kærlighed.

”Fuck dig, ” vrissede jeg af behandleren. Hvad helvede bildte hun sig ind, sådan at prikke hul på den boble? Vreden dækkede over sårbarheden, det var endnu et værn. Den var kortvarig, som en nytårsraket. Der kom et nedfald og få minutter efter var jeg klar til at tale om hvordan jeg, i virkeligheden, gik rundt og havde det.

Den store forskel, for mit vedkommende, var rummet som blev skabt. Det virkede som om behandleren lyttede til mig, ikke for at svare, men for at forstå.

Det var første sten fra en møjsommeligt opført dæmning.

Efter at have tilbragt hundredvis af timer siddende overfor diverse behandlere, var der omsider hul igennem til noget nyt. Jeg forstod, da nedrivningskuglen knaldede min illusion omkuld, at ansvaret for min mentale sundhed, aldrig havde tilhørt andre. Den var alene min.

Selv ikke når tiden, for mit vedkommende, var blevet spildt i brugtvognsforhandlernes nærhed. Ikke dermed sagt at man som behandler intet ansvar har, for det er indlysende, at når man arbejder med mennesker, så bør man være sig ansvaret modent og ikke bare kaste om sig med Barnum-udsagn og filosofiske stikpiller som udelukkende virker som en trampolin hen over det alt for lave gærde.

Forandring er hårdt arbejde. Det er som at bestige bjerge, hvis man skal nyde udsigten fra tinden, skal man først kæmpe sig den lange vej dertil. Derfra vil der være udsigt til flere tinder og man vil vide, fordi man ser dem, at det kan lade sig gøre at nå dem. Velvidende at udsigten har en pris.

Lasse Løager
Dette blogindlæg blev udvalgt af Levlykkeligt's samarbejdspartner Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin. 

__________________________