Sjælens sult forveksles tit med sulten efter mad

Anonym

Sjælens sult er ofte en sult efter mad

Ændringer af psykologisk overvægt og overspisning sker ikke kun ved at have et ensidigt fokus på den fysiske krop, træningen og maden. Navnlig ikke når overvægten for mange skyldes, at mad bruges som trøster og dulmer af følelsesmæssigt ubehag. Et stort vægttab kræver i rigtig mange tilfælde psykologisk vejledning og indsigt og for mange decideret træning i at mærke og acceptere egne følelser, før den overvægtige føler sig parat til at tabe kiloene. Hvorfor forholder det sig således?

Læs med her og bliv klogere på, hvordan Hanne Kirkegaard via psykisk indsigt knækkede koden en gang for alle. Mit navn er Hanne, og føler mig som verdensmester i at tage på og tabe det hele igen! Jeg har siden mine tidlige teenageår haft yoyo-vægt. Mad og overspisning blev i mine tidlige teenageår grundlagt som en måde at dulme følelsesmæssigt ubehag på.

Sult, når jeg var ked af det, sult, når jeg følte mig alene, sult efter opmærksomhed og sulten efter accept til at være den jeg var. Sulten fulgte mig i mange år. Når jeg tænker tilbage på mine tidlige negative spisemønstre, da må jeg konstatere, at det gennemgåede mønster har været det, at når en given ting var svært, hvis jeg var trist, eller følte mig utilstrækkelig, tyede jeg ofte til den strategi at bruge mad som trøster. Maden gav en slags ro, men i virkeligheden flygtede jeg.

Trangen til at overspise handlede på ingen måde om en stor fysisk umættelig sult i min krop. Den handlede om mange forskellige følelser, afhængig af hvor jeg stod i mit liv, og hvad der pt. rørte sig. Formålet i at overspise var, at jeg på den måde kunne flygte fra ubehagelige følelser og tanker. Det var derfor jeg var overspiser!! Når jeg overspiste kunne jeg glemme og tilsidesætte alle mine svære følelser. Men desværre blev tankerne hurtigt overtaget af samvittighedskvaler og selvhad, som følge af overspisningen.

Gennem terapiarbejde i de sidste 5 år fandt jeg løbende ud af, at jeg i virkeligheden var ”sulten” efter fuldt ud at være den, jeg er. Min sjælshunger havde jeg i lang tid forvekslet med stor fysisk sult.

Når jeg her skriver ordet: SJÆLS HUNGER, så rækker det ud over, hvad psykologien definerer i forbindelse med overspisning og det, der typisk foregår i det terapeutiske rum. Sjælelig hunger betragter jeg helt personligt, som en spirituel følelse af længsel efter en væren i at være den jeg er på godt og ondt – med fuld accept af mig selv. Grunden til, at det i mange år var så svært at være den jeg virkelig er, handlede om, at jeg følte mig anderledes end min familie, jeg mærkede drømme og længsler, som adskilte sig fra deres, jeg mærkede lysten til at vælge anderledes end dem. Det var svært, idet det tog år at turde stå frem, som den jeg er i dag uden beskyttende fedtlag med mad og overspisninger.

Det har taget år, men i dag føler jeg mig modig og fri til at stå ved den jeg er. Hvordan jeg er nået her til handler i høj grad om, at jeg har gennemgået en lang terapeutisk proces, læst tonsvis af givende litteratur om emnet samt prikken over i-et har været, at jeg har taget en 4-årig psykoterapeutisk uddannelse.

En at de største indsigter, jeg har fået med mig er: Spiseforstyrrelsen overspisning var symbolsk set en rygsæk, som jeg i en tidlig alder tog på mig, som en hjælp, en støtte som var med til at dulme følelsesmæssigt ubehag. Undervejs og nu har jeg fået opbygget en ny ”rygsæk”, som består af nye tanker om mig selv, nye handlemåder når livet føles svært i stedet for at spise (overspiser).

En ny tro på og erfaringsmæssig viden om, at livet kan leves godt og trygt uden spiseforstyrrelsen. I min proces og arbejde med at bryde mit overspisningsmønster, har det i høj grad handlet om at turde lade være med at fylde mig op med mad, inden jeg mærkede, hvad der ellers skete. For på den måde at komme i bedre kontakt med mine oprindelige følelser eller måske endda kreative sider.

At udleve de kreative sider i stedet for at overspise har for mig været en positiv erfaring. Jeg erfarede, at når jeg malede, blev jeg opslugt af en enorm ro, lidenskab og varme indeni.

Jeg har siden teenageårene været på mange slankekure og livsstilsomlægninger, men dybest set var alt dette for mig ”overspringshandlinger” og den forkerte rækkefølge at løse mit problem med mad på. Jeg var nemlig ikke i stand til at gennemføre og bevare et vægttab som nu, før jeg psykisk havde lært at give mig selv den rigtige næring og imødekommet min sjælelige hunger med opmærksomhed og accept frem for mad.

Hanne