Hvor stresset skal du være før du tager det alvorligt?

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af en kvinde sidst i trediverne. Hun følte sig ”jobforvirret” og ville gerne have et forløb hos mig med karriererådgivning.

Da hun kom til sin første session bad jeg hende fortælle mig, hvordan hendes liv ser ud lige nu. Der tegnede sig et billede af en kvinde med to små børn og en mand i et lederjob, en kvinde som ikke trives i sit nuværende job og som gerne vil noget andet, uden helt at vide hvad.

I løbet af sin fortælling, brugte hun ordet stress et par gange, og jeg spurgte til, om hun følt sig stressramt. ”Jeg har været hos lægen og fået taget blodprøver fordi jeg er så træt hele tiden” svarede hun.

Jeg bad hende tage en stresstest og fortælle mig mere konkret om sine fysiske og psykiske stress symptomer. Det stod hurtigt klart, at jeg sad sammen med en stressramt kvinde.

Hun kunne fortælle, at hun ud over træthed og mistrivsel i sit job, også havde uro i kroppen og konstante tanker, at hun var mere irritabel, glemsom og mindre social end ellers. Hun karakteriserede sig selv som udbrændt.

Hun indrømmede ”Jeg havde nok en mistanke om stress, men jeg har ikke turdet sige det højt”.

Vores samtale tog en drejning. Jeg rådgav hende til at gå til sin læge igen og få anden sygdom udelukket inden vi tager fat på hendes forløb, som nu skal tage sit udgangspunkt et helt andet sted end hun regnede med.

Det er ikke første gang, jeg oplever at sidde sammen med en kvinde som tror, hun skal have hjælp med sin karriere, hjælp til at finde et nyt job, sætte det næste mål for karrieren – og så må indse, at hendes største problem lige nu og her, ikke er jobbet, men stress.

Ofte er stress udløst af jobsituationen, så kvinden kan sagtens have ret i, at det halter gevaldigt i hendes arbejdsliv. Men ofte er den samme kvinde også blind for, at hun er nødt til at starte et andet sted.

Hendes jobsøgning og eventuelle opstart i et nyt job, vil aldrig blive den succes hun drømmer om, hvis hun er stressramt. Og skulle hun vælge at blive i sit job, risikerer hun at ende i kollaps, hvis ikke hun lærer at tage sig selv seriøst.

Hertil kommer, at jeg endnu mangler at høre om det job, det er værd at arbejde sig ind i kollapset for. Og jeg mangler endnu at høre om den arbejdsplads, som sender sin stresssygemeldte medarbejder en buket blomster og et kort hvor der står ”Tak fordi du har arbejdet dig selv til døde”.

Hver gang jeg har siddet sammen med en af de kvinder som i længere tid totalt har overhørt sine egne signaler, spekulerer jeg over, hvorfor vi mennesker overhører alle de signaler vores krop giver os om, at noget er galt? Hvorfor sætter vi vores job, vores familie, vores parforhold over vores egen sundhed og trivsel? Hvordan kan det være, at vi synes det er værd at overleve fra dag til dag, i stedet for at leve? Hvad er det, vi synes vi opnår? Hvad er vi bange for at miste?

Noget af det jeg bruger allermest tid på at lære disse vidunderlige kvinder er, at de godt må – nej, de skal faktisk! – prioritere sig selv først. Det betyder ikke, at de pludselig skal være ligeglade med jobbet, manden og børnene. Det betyder, at de skal tage sig selv alvorligt, at de skal lytte lidt mere indad og stå lidt mere fast på det, de har behov for, før de opfylder alle andres krav og forventninger.

Senere kan vi så tale om det med andres krav og forventninger…

 Det kan være en stor kamel at sluge, ofte prøver de at knibe uden om ”Jeg ved det godt, men…”, ”Jeg ville allerhelst sætte familien og mig selv ved siden af hinanden” osv. osv.

Jeg plejer at spørge ”Hvor meget mere har du tænkt dig, at byde dig selv? Hvor stresset skal du egentlig være før du tager det alvorligt?”

Dér vender det gerne for hende. Men ikke før.

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stress skabt af job skal tages alvorligt. Læs mere