Løber du rundt i hamsterhjulet uden rigtigt at mærke efter, hvad du har brug for?

Vi jager alle afsted for at nå alt, det vi skal, vi arbejder mange timer. Vi render til en masse i vores fritid - arrangementer i institutionen, i skolen, tager ungerne til fritidsaktiviteter, har vores egne fritidsaktiviteter osv.

Vi stræber efter det perfekte liv, efter et større hus, en større bil, vores drømmerejse

Det er sådan vores samfund er bygget op - det er de materielle ting, der tæller. Dem der viser, om du har success.

Det ligger i vores kultur.

Vi skal være effektive

Vi skal være så effektive som muligt - vi løber stærkere og stærkere. Vi bliver færre og færre til at gøre arbejdet.

Al den nye teknologi er væltet ind over os. Vi har ikke lært at håndtere den og forsøger så godt som muligt at finde vej i alt det nye. Vi er konstant online - vi bliver bombarderet med informationer og ting, vi skal forholde os til. Vi holder aldrig pauser - hjernen får ikke ro til at bearbejde alle indtrykkene.

Vi keder os, når vi ikke bliver stimuleret på én eller anden måde. Vi lever i hovedet og glemmer at lytte til kroppen. Vi kører på autopilot - tænker ikke så meget over, hvad vi gør og hvorfor vi gør det. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved, om det nu også er det rigtige for os.

Er der noget at sige til, at hjernen koger over og kroppen siger fra?

Tal og fakta om stress

Rigtigt mange mennesker lider af stress i Danmark. Det er blevet et folkesundhedsproblem. 

  • 35.000 danskere er sygemeldt pga. stress - hver dag

  • 430.000 danskere - svarende til 10 - 12 % har stort set symptomer på alvorlig stress hver dag

  • 250.000 - 300.000 danskere lider af alvorlig stress

  • 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet

  • 1½ million ekstra fraværsdage

  • 30.000 hospitalsindlæggelser

  • 500.000 kontakter til egen læge

  • Hver femte, der bliver syg af stress, risikerer at miste sit job

  • 3000 førtidspensionister

  • 1400 danskere dør hvert år af stress

  • 14 mia kr koster stress Danmark om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsnet

  • Ubehandlet stress udløser over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser

  • Danmark havde allerede i 1992 udgifter i forbindelse med stressrelaterede hjerte-kar-sygdomme for ca 900 millioner kroner

  • Stress og depression bliver de væsentligste kilder til sygdom i år 2020

  • Stress er et stigende folkesundhedsproblem, fastslår Statens Institut for Folkesundhed

Kilder: Verdenssundhedsorganisationen WHO, Statens Institut for Folkesundhed, NFA, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Sundhedsstyrelsen, Professor dr. med. Tage Søndergård Kristensen fra NFA, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i samarbejde med European Heart Network, Undersøgelse fra Landsorganisationen i Danmark (LO's) ugebrev, A4, 2009.

Det er nogle ret vilde tal! Og det er kun for os voksne - statistikkerne for børn og unge ser ikke meget bedre ud.

Vi bliver simpelthen syge og dør af stress. Fordi vi har for travlt - fordi vi ikke gør, hvad der er bedst for os. Fordi vi lever i hovedet og ikke lytter til kroppen.

Og vores børn lærer af os - vi er deres største læremestre.

Er det nu også det rigtige vi har gang ì?

Det er let at ryge på vognen og følge de andre. Det er jo sådan, det skal være - det er sådan, vi gør. Vi skal stræbe efter det gode liv. Hvad kan jeg også gøre som enkeltperson - det er samfundet, der er skruet sådan sammen. 

Men hvad er det gode liv? Er det at have en masse materielle ting - at have råderum til at gøre en masse ting? Eller kunne det være en løsning ikke at arbejde så meget og have tid til rådighed? At hoppe ud af hamsterhjulet og sænke barren lidt - sådan rent økonomisk?

I mine øjne bliver man ikke fattigere af en lidt lavere indkomst - snarere tværtimod. Ville det ikke give mere overskud til hverdagen, til børnene, til dig selv - ville det ikke give et bedre helbred? Ville det ikke give mere tid til bare at være - til pauserne, som er så vigtige for os?

Jamen det er jo ikke bare sådan lige at hoppe ud af hamsterhjulet

Du kan gøre rigtig meget selv - hvad er det, der er vigtigt for dig. Sådan rigtigt vigtigt? Hvad er det, der gør dig glad? Er der ting, du gør af ren pligt og som i virkelighed dræner dig mere end det gør dig godt?

Tag dit liv op til revision og gør mere af det, som giver energi.

Vi kan være så stressede, at vi dårligt nok ved, hvad det er, vi godt kan lide at bruge tid på. Vi kommer altid i sidste række - foran alt det, som vi SKAL.

Og hvad med arbejdet? Fylder det for meget eller er det som det skal være? Færre arbejdstimer måske? Kunne det give lidt luft?

Kan du skabe et mere simpelt liv? Der er masser, du kan kigge på

Det starter med os selv

Indtil nu har vi kun snakket om strukturen omkring dit liv. Rigtigt meget stress forårsages af tanker. Så selvom det ikke kan nytte noget, at vi bare styrter derudaf, så er det lige så vigtigt at lære sig selv at kende. Vi har brug for de stille øjeblikke, hvor vi får kigget på vores tanker. Hvad er det, der stresser? Hvad er det for tanker, der går igen? Hvad er det, vi bruger vores krudt på? Her kan mindfulness hjælpe os.

Bare at være – ikke så meget gøren

Vi skal have fundet balancen, så vi passer på os selv, lærer os selv at kende – vores grænser, vores behov, prioritere anderledes, stå af ræset, så vi kan finde forståelsen og venligheden til vores omgivelser. Så kan vi nå rigtigt langt.

Og det skal vi have lært vores børn. Rigtigt mange børn kan ikke følge med – kan slet ikke slappe af i deres små kroppe, kan ikke finde ud af at trække vejret, får angst … de forsøger at følge med os voksne …

Det lykkes ikke så godt og de fortjener så meget mere. Jeg ville ønske at mental sundhed og mindfulness var på skoleskemaet. Det er lige så vigtigt som at lære at læse og skrive. Men det kan ikke måles ….. 

Hvis du kunne tænke dig at prøve noget af det her af

Kunne du tænke dig at mærke den forandring mindfulness og meditation kan have på dit helbred – fysisk som mentalt.

Så gå i gang stille og roligt med at meditere. Der er rigtigt mange apps derude, som kan guide dig igennem en meditation. 10 min et par gange om dagen – det er alt.

Anbefales kan Mindfulness for  dig og mig – den har guidede meditationer.

Og husk at det tager en måneds tid at ændre vaner, så lad være med at slå dig selv i hovedet, hvis du ikke lige får det gjort, men forsøg at holde fast.

Det er helt vildt, hvad det kan skabe af forandring – tør du prøve?

Vi lever kun én gang - det er lidt trist, hvis vi dårligt når at registrere, at vi er her. Læs mere her 

Knus
Vicky 

 

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Stresser du rundt? Så få gode råd lige her