Stress - så snup en lykkepille

Ca. 700.000 danskere lider af depression, angst eller stress, og tager en eller anden form for antidepressiver, såkaldte "Lykkepiller". Disse tal er ikke blot i stigning og alarmerende høje, men må ses som et opråb, der i den grad kalder på os psykologer, terapeuter og alternative behandlere. Parallelt ser vi i tiltagende grad nye undersøgelser, som viser, at der er børn på antidepressiver, som begår selvmord. Dertil kommer at der er risiko for fosterskader hos gravide på antidepressiver. Dertil diskuteres der også om behandlingen overhovedet virker!?!

Men uanset alle disse advarsler, er vi er blevet en nation på piller! Et billede, jeg, som psykolog, desværre i tiltagende grad ser afspejlet hos mine klienter. For nyligt havde jeg to klientsessioner i træk – begge dygtige, stærke og meget ressourcefulde kvinder, som hver især er udkørte og dybt stressede over ubalancer i deres liv. Med andre ord; de mangler at tage ansvar for deres indre stemme, som fortæller dem den smertelige sandhed, at der er noget grundlæggende og afgørende galt med de valg, de har truffet i livet.

Begge klienter har således igennem de seneste ti år gjort noget andet, end det som de virkelig ønsker, og har begge tilsidesat deres drømme, ønsker og behov. Den ene var over Nytår til lægen – og fik ordineret antidepressiv medicin. Den anden overvejede antidepressiv medicin efter forslag fra hendes mand, som ikke magtede mere.

Da jeg igen mødte den nu medicinerede klient, var det en helt anden kvinde, som sad over for mig, end da jeg så hende sidst. Fjern i blikket, træg i tænkningen, ikke tilstede og med et energetisk udtryk omtåget af apati. Normalt er hun kvik, nærværende, skarp… men stresset. Lad mig indskyde her, at der er en klar væsensforskel på de følelser af depression, der naturligt ledsager stress – og en reel depression. En forskel der desværre først er ved at komme fokus på nu blandt læger og psykiatere fordi der grundet det system, som der diagnosticeres ud fra, har skåret begge dele over en kam.

Hos lægen havde min klient svaret på et diagnostisk stress test spørgeskema – og voilá; der var depressions og stress symptomer, og vupti fik hun recepten 10 minutter efter sessionen. Desværre er dette reglen, snarere end undtagelsen, og i reglen ikke efter lægernes ønske, som prøver at hjælpe så godt de kan.

Nylige undersøgelser viser nemlig at mange læger ofte føler sig magtesløse overfor de massive depressions problemer og stressproblemer, som de møder i deres praksis, og i mangel på ressourcer, viden og adgang til alternative behandlingsmuligheder gør det bedste de nu engang kan; nemlig at udskrive antidepressiver. 

Min anden klient var endnu ikke begyndt at tage antidepressiverne. Hun overvejede det stadig – det er jo det letteste. I stedet for at træffe en ny, sund og sand beslutning i sit liv, ville hun i stedet tage antidepressiver, som jo er helt forståeligt og menneskeligt. Så ville hun nemlig slippe for at mærke den indre ubalance, der i høj grad fortalte hende, at hun var det forkerte sted i sit liv på så mange planer. Og det virkede i hendes tilstand af udmattelse som et lettere alternativ, end virkelig at mærke efter og handle på det, som trængte sig på.

Jeg rådede min klient til ikke at vælge antidepressiv medicin som løsning, og gjorde det klart, at jeg ikke kunne hjælpe hende, hvis hun valgte at tage pillerne. Min rolle som psykolog, er at hjælpe mine klienter med tage ansvar for deres liv. Ikke for at flygte.

Antidepressiver fjerner os umiskendeligt fra os selv i stedet for at bringe os hjem. I øvrigt virker antidepressiv medicin alligevel kun på mennesker med ubalance i centralnervesystemet, dvs. på de, som har en endogen depression - som er noget helt andet end at være deprimeret. 

Depressionsfølelse er en naturlig ledsager til stresstilstanden, da stress altid er en reaktion på, at vi ikke lytter til vores krop og selv; at vi disconnecter mere og mere fra os selv. Tilstande af følelsesmæssig sorg og fysiske smerter skal snarere ses som et kald om at komme hjem til os selv – ikke det modsatte.

At tage antidepressiv medicin som middel mod ondt i livet, svarer til at gå rundt med glasskår i skoene, og tage piller mod smerten. Der går mere og mere betændelse i sårene – og smerten – som rent faktisk har et budskab til os, om at komme hjem til os selv og tage ansvar for smerten og dens årsag – dulmes og sløres af pillerne. Vores evige jagt på lykken og manglende evne til at værdsætte og lytte til smerten, spiller altså her ind på et kollektivt plan.

Kun ved virkelig at turde mærke sorg og smerte – og spørge os selv, hvilken dissonans, der er årsag til smerten, kan vi blive hele og integrerede i os selv. Dissonansen handler altid om, at vi ikke har kontakt til vores kerneselv; at vi dømmer vores dybeste impulser forkert og overhører dem, og at vi derved forlader os selv mere og mere. Ofte fordi, at vi er bange for at blive forladt af andre eller udstødt af fællesskabet, hvis vi er tro overfor os selv.

Løsningen er, at læger, psykiatere og psykologer bliver langt bedre til at skelne mellem stressrelaterede depressionsfølelser og reel depression, og at behandling med medicin må blive en absolut undtagelse – ikke et quick fix til momentan lettelse, idet man nu får illusionen, at man ’gør noget’ ved smerten.


En parallel hertil er, at vi i de lidt mere alternative behandlerkredse i de seneste 10-20 år i den grad har dyrket den positive tænkning, positive bekræftelser, the secret og loven om tiltrækning m.m., og på denne måde som behandlere og samfund har skabt dette årtusinde smarteste alibi for ikke at mærke eller gå ind i smerten.

Men smerten vil jo fortælle os noget… smerten har noget på hjerte. Smerten og sorgen fortæller os, at vi har censureret utallige dele af vores væsen, vores følelser og bevidsthed væk, som usunde, forkerte skygger, der ikke tåler dagens lys. Dermed bliver vi fragmenterede. Adskilte. Adskilt fra vores dybeste selv, fra vores sjæl, vores krop og vores universelle forbundethed. Adskilte fremfor hele.

Lad os som behandlere sætte os for at hjælpe de mange, som lider, med at møde uroen og sorgen, fremfor at flygte fra smertelige følelser. For de vil noget godt og smukt. Følelserne. Smerten er en stemme – et budskab. Og lytter man ind efter den dybere mening med smerten – er potentialet at heale adskillelsen; at bringe os hjem. Helt hjem… i vores smukke, kærlige kerneselv. Hjem til vores fulde skaberkraft – og med vores fulde ret til at vælge det liv, som føles godt og sandt for os.

Min klient – i lighed med så mange andre, jeg møder i min praksis, valgte heldigvis at tage ansvar for sit liv og gå ind i sin smerte, frem for at tage medicin. Og dette var det vigtigste skridt i hendes helingsproces. Det var hendes første skridt på vejen hjem til sig selv, et første skridt til et lykkeligere liv.

Kærlig hilsen

Majken Matzau











 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Tak for dit indlæg. Jeg er meget enig med dig i det du skriver og jeg håber at læger og psykiater er begyndt at få øjnene op for, at medicin ikke kan hjælpe på alt... Beritt

Tak til dig fordi du er så tydelig på vor tids største faldgrube. Det er, som du skriver, ingen nem vej gennem psykisk smerte. Jeg deler dine erfaringer, og har ydermere erfaring med at klienter der kontakter mig, netop er de der vælger medicin fra.

Jeg har brug for at at kommentere dine ord om den positive tænkningen og alternative behandlere. Igen oplever jeg en sammenblanding af populistisk positiv guru tænkning, og positiv psykologi der baserer sin tilgang på videnskab og lange forskningstraditioner. Positiv psykologi handler ikke om Pollyanna tænkning, quick fix og alternative behandlere.

Populistiske selvhjælpsbøger glemmer ofte at fortælle om de mange loops frem til målet. Bøger der for øvrigt ikke har noget med anvendt positiv psykologi at gøre.

De bedste hilsner fra Kit

Hej Maiken Jeg er enig med dig i, at vi alle skal blive meget bedre til at turde være i livet, med alt det det byder på - og i at piller kan blive udskrevet for automatisk. Jeg vil tilføje: at for nogen føles det rigtigt at tage medicin mod depression, andre synes ikke det er den rigtige vej at gå. Ikke alle er klar til at gå gennem det sorte hul, ikke alle behøver. Det er muligt at kombinere indtagelse af "lykkepiller" med psykologsamtaler, psykoterapi eller alternativ behandling/livsindstilling/-erkendelse. Mennesker der vælger medicin tager også ansvar for deres liv, bare på en anden måde end de der ikke vælger medicin. Det er muligvis muligt at gå gennem en depression uden nogen form for behandling - ikke at jeg hermed anbefaler det. En alternativ behandler kan have "fikse" ideer om, hvad der er godt/bedst for deres klienter. Det kan psykoterapeuter og psykologer også. Klienten ved bedst og vi kunne allesammen (og verdens tilstand med) have rigtig godt af, at blive endnu bedre til, at lytte til den indre stemme og til at respektere de valg andre tager, selvom vi synes de ser forkerte ud. Jeg er med dig i ønsket om at flere og endnu flere kommer til at vælge det liv der føles sandt og godt for dem. Mange hilsner Vivi

Kære Majken,

Tak for en fin lille artikel. Dine pointer er jeg meget enig i langt hen af vejen. Det er skræmmende at så mange er på antidepressiva og at der generelt er et manglende mod til at se smerten i øjnene. Når det er sagt, er jeg dybt uenig i at stigmatisere mennesker der er på antidepressiv medicin som ansvarsløse over for eget liv.

De to eksempler du kommer med er rammende og gode. Men det lyder som om disse to kvinder har ressourcerne til at gøre noget ved problemerne. Altså de økonomiske midler til at opsøge den rette hjælp og rum omkring dem til at arbejde med smerten. At den ene så vælger den medicinske mulighed, kan der sikkert være masser af grunde til.

Hvad med den arbejdsløse fru Danmark? Hende der er enlig mor til tre børn, ikke har arbejdet i 10 år fordi uuddannede hjemmehjælpere ikke længere kan få job, ikke har råd til julegaver til børnene, ikke har en familie der støtter op og gang på gang er blevet afvist af kommunen når hun beder om hjælp. Hende hvis to børn har adhd og skal have dyr medicin – medicin som kommunen ikke vil give tilskud til før den rette dosering er fundet. Det tager tid og hun har selv måtte betale af sin kontanthjælp i det sidste halve år. Samtidig bliver hun kastet rundt fra det ene aktiveringstilbud til det andet og er mere og mere deprimeret. Stressen griber hende og angsten lurer lige om hjørnet. Hun kan ikke længere magte børnene, sit eget liv eller presset fra samfundet. Hun har på ingen måde råd til at få psykologhjælp og da hun er over 37 år kan hun ikke få henvisning til psykolog igennem læge. Selvom hun kunne, ville hun ikke have råd da egenbetaling på 312 kroner er alt for meget.

Man kan naturligvis med rette argumentere for at hendes depression er exogen (trods at opdelingen i exogen og endogen er en gammel og slidt begrebsopfattelse – det er vel altid begge?) – men hvis hun nu kan få mere overskud af antidepressiva er det så ikke at tage ansvar for eget liv? Tage den reelle hjælp der er i stedet for et utopisk håb om at der dukker penge op til bedre støtte? Hun er jo blot et offer på det kapitalistiske alter og skal ikke fornedres mere end allerede.

Dette eksempel er hverdag for rigtig mange danskere. Ikke alle er cafe latté danskere med overskud på kistebunden. Og i mine øjne skal disse mennesker ikke stigmatiseres eller nedgøres. Tværtimod må vi acceptere at de gør brug af den hjælp der er, og arbejde kraftigt for at denne hjælp bliver bedre. Politisk og græsrodsarbejde. Ikke al den snak om personligt ansvar for eget liv som blot gør samvittigheden sort over at tage den mulige hjælp, men mere end god diskussion om samfundets ansvar og udvikling. Andre (os) der har overskuddet til at ændre på situationen skal gøre det, ikke dem der i forvejen er langt nede i den liberalistiske og postmoderne massegrav fuld af ”fejlslagne” individer.

OG jeg giver dig fuldstændig ret i at al den fokus på positivitet, the secret og lignende ikke medbringer andet end forliste håb.

Jeg har skrevet om dilemmaet med lykke og medicin her.

I min praksis hjælper jeg hellere end gerne klienter der er på antidepressiv medicin. Stiller dem ikke overfor det valg at de skal stoppe eller lade være - ellers vil jeg ikke arbejde sammen med dem. Min præmis er blot at de samtidig med terapi hos mig, opsøger psykiater og at jeg får lov til at samarbejde med denne. Hvis psykiater ikke muligt pga. lang ventetid, så et samarbejde med læge. Ikke en afvisning af klienten. Og at vi i samråd ligger en fornuftig plan for medicinering og udtrapning. Det er mit job som psykoterapeut at hjælpe mine klienter til at tage ansvar for hvad de selv mener er bedst for dem - ikke hvad jeg synes er rigtigt eller forkert. Denne indstilling gælder også for mit syn på psykofarmaka.

Alt godt

Kresten

Hej Kresten, kak for de fine kommentarer og dine altid skarpe refleksioner, som jeg altid nyder. Jeg har ikke et princip om ikke at hjælpe klienter, der er medicinerede. Vi hjælper hos os mange klienter, som er på antidepressiver, uanset at jeg er enig heri eller ej. Men har jeg muligheden for at rådgive før, der bliver medicineret, og det samtidig står klart for mig, at det er ansvarsflugt fremfor netop at tage ansvar for sit liv - så rådgiver jeg bestemt herefter. Dette var tilfældet for den pågældende klient - og hun er idag lykkelig for den intervention, jeg gav hende; hård ja - men skarp og klar som den var, trængte den igennem tågen, og hun er nu ved at få arbejdet sig tilbage til et meningsfuldt liv, uden at have været medicineret. En medicinering som iøvrigt var stik imod hendes grundlæggende holistiske værdisæt i livet.

Her vil jeg indskyde - også til Aurora, at klienten bestemt ikke ved bedst. Når det gælder kriser, voldsom stress, angst og depression, er det ikke terapi og coaching, der er i rette værktøjer; disse værktøjer er udviklingsværktøjer og retter sig mod refleksion, læring og udvikling. Kriser må og skal håndteres med kyndig rådgivning og vejledning; først herefter bliver det tid til de terapeutiske processer og redskaber. Et menneske, der er i krise, kan iøvrigt ikke mærke sine egne svar, og de kognitive processer er endvidere slørede eller sat ud af spil, så længe krisen varer.

Mht. medicineringen... Der er da bestemt ingen klienter, der har skyld her, eller er undermennesker, uanset hvilke veje, der må synes mulige, dér hvor man står. Det er netop naturligt og menneskeligt at vælge en vej mod noget bedre, og her er det medicinske tilbud let tilgængeligt, tillokkende og desværre ofte uden alternativer. Men som udgangspunkt hverken kan eller vil jeg støtte den medicinske industri, og mener at vi som samfund såvel som fagpersoner har en pligt til at have en holdning her. Nogle er for, og nogle er imod. I alle de år, jeg har praktiseret, har jeg kun en enkelt gang viderevisiteret en klient til en psykiater med henblik på medicinering. Og her var det absolut nødvendigt. Så selvfølgelig er det ikke sort og hvidt. Men alle andre har jeg kunnet hjælpe, uden antidepressiver. Og det ser jeg fortsat som en del af min mission.

Mit ønske er ikke, at de medicinske muligheder fjernes. For de hjælper utvivlsomt mange. Men det er mit ønske, at netop fru Danmark, der ikke har en arbejdsplads eller en forsikring, der er så venlige at betale for psykologhjælp, kan få alternative muligheder for behandling tilbudt, hos deres praktiserende læge, og at vi kan gå en fremtid i møde, der i højere grad er baseret på reel forståelse af naturlig mental, emotionel og eksistentiel smerte, samt velunderbyggede holisitiske hjælpeprogrammer.

Med al respekt for dine erfaringer vil jeg sige, at jeg har erfaringer der viser, at nogle mennesker, netop i krise, når alt er ved at ramle, bliver meget gode til at høre deres indre stemme og handle efter den. Ikke alle, det er jeg med på. Fra min synsvinkel handler det ikke så meget om at tænke positivt, som om at tænke realistisk (i forhold til de fakta der er i ens liv). Hej Vivi
Selvfølgelig Vivi. Det er så sandt. Det er hverken enten eller - men altid en dans og balancegang mellem tilbyde spejlet og samtidig hente klientens egen stemme frem. Det er netop dette formål, spejlet har i den terapeutiske kontekst. Men vi har været influeret af principperne omkring klientens egne svar igennem de sidste 10-20 år, og ifht. netop stress og kriser, kan der være meget langt ind til klientens egen stemme. Der skal som regel kontant arbejde - spejling og psykoedukation blandt andet - til at bryde igennem dette forsvar, og her er det så vigtigt at vi som professionelle også tager ekspert- og rådgiverhatten på, så vi netop kan hjælpe klienten tilbage til sin kontakt med sig selv. Som terapeut kan man her være talerør for klientens egen dybere stemme - og det smukke er, at når dette sker, genkender klienten denne stemme og forsvaret brydes. Kontakten genoprettes. Jeg underviser mange terapeuter og coaches på mine uddannelser i at træde mere frem i rollen i arbejdet med stressramte - og det er befriende og hjælpsomt ikke blot for klienterne, men også for terapeuterne, der sidder med en livslang viden og erfaring, som de ikke altid får bragt frem i arbejdet med klienterne. Men som udgangspunkt er det altid klienten der er eksperten på sig selv. Vi hjælper dem bare med at reetablere kontakten til selvets stemme i det kaos af stemmer, som en krise er kendetegnet af.

Kære Majken

Din sidste kommentar er sød musik i mine ører. Jeg arbejder selv med mennesker i psykiatriens randområde, som frivillig terapeut/kriserådgiver. Her møder jeg mennesker i desperate livssituationer både med og uden medicinpåvirkede "døde øjne".

Jeg mener bestemt det er vigtigt at man som terapeut ikke er bange for at træde i karakter, fremstå som både rollemodel og den der ved bedst. Der skal i mange situationer arbejdes udefra og ind, før det overhovedet giver mening at vende retningen hos klienten, så der kan arbejdes indefra og ud. Det er et stort og forpligtende ansvar at påtage sig som terapeut, og fordrer at man er ekstremt fintfølende med hele tiden at tolke de små signaler hos klienten der fortæller om genklang eller det modsatte.

Her kommer terapeutens egne overbevisninger i spil, som hele tiden skal ligge forrest i bevidsthedsfeltet, således at overføring, modoverføring og projektiv identifikation bliver bevidste værktøjer til at lede klienten i en gunstig retning.

Jeg tror også det er vigtigt som terapeut at være bevidst om at vi i langt højere grad, af klienten, bliver bedømt på vores moralske værdisæt, end på vores faglighed. Hvor vi selv har en tendens til at være fokuseret fagligheden. Det moralske værdisæt her forstået som det samlede udtryk, eller det der tegner vores omrids. Vores interface til omverdenen.

Bevidsthed ind i det felt, åbner op for at man kan lære fra sig uden af være belærende, og være moralsk rollemodel uden at være moraliserende.

Stress og depression - lykkepiller er desværre danskernes vej. Læs mere