Stressekspert Thomas Milsted

Stress - en medarbejders tur ned i stresshelvede

Syg af stress. At beskrive en medarbejders tur ned i stresshelvede er åbenbart mere interessant end at beskrive de forhold der forårsagede den. Medierne har de seneste haft et kæmpe ansvar for, at hele stressdiskursen er kommet på vildspor.

Stress er ikke en abnormitet hos den enkelte medarbejder, men et fænomen der opstår i en social eller kulturel kontekst. Den sociale og kulturelle kontekst, vilkårene, er altså, oftest, den egentlige årsag til stressproblematikker og ikke omvendt. Flere og flere medarbejdere lægger sig syge af stress. Det er ikke et udtryk for at vi får flere og flere medarbejdere med manglende robusthed, men ene og alene et udtryk for at stress skyldes dårlige arbejdsvilkår.

Det er der rigtig mange journalister, der gennem årene, ikke helt har forstået og derfor tager de oftest fat i individet og lader deres artikler slutte med bunker af gode råd til den enkelte. Der er fokus på, hvad du kan gøre, ikke på hvad organisationerne bør gøre.

Det er et problem, for herved gør journalisterne sig nemlig ofte medskyldige i en diskurs, som giver medarbejderne ansvaret for stress og ikke organisationerne. At medarbejderne alene skulle bære ansvaret for stress, udspringer af en ideologi og manglende respekt for den forskning, der har været på området. I den proaktive stressforståelse, som er en ideologi, er løsningen på stress, at den enkelte arbejder med sig selv, og tager ansvaret for at gøre det. Det står i skærende kontrast til den tilgang, som udspringer af resultater fra arbejdsmiljøforskningen, der handler om at det er omfanget af arbejdsopgaver, problematisk ledelsesstil, utryghed m.m.. Her kan journalisterne selv fortsætte den række af forhold der forringer deres eget psykiske arbejdsmiljø og som de samtidig ikke mener de, som individ, på nogen måde har andel i. Stress handler jo ikke kun om at have travlt, men kredser også om et integritets-dilemma som udfordrer medarbejdernes integritet som mennesker og fagpersoner.

Når den gode historie tilsidesætter realiteterne
Hvorfor mange journalister vælger at fokusere på individet frem for vilkårene må stå i det uvisse. At svælge i personlige lidelser er sikkert mere genkendeligt, nærværende og salgbart overfor læserne, kunne det være en grund? Men med et så stort samfundsmæssigt problem som stress er, menneskeligt og i særdeleshed økonomisk, er det vel enhver journalists opgave at gå til det med en objektivitet der udspringer i forskningen og videnskaben? Og ikke i følelser og ideologi.

En anden mulighed kunne være, at det er en bevidst strategi, der støtter op om de politiske strateger, der med utrættelig vedholdenhed har fremturet med, at det er stressen som tilstand der skal håndteres og ikke årsagerne til stress. Dette fordi årsagerne til stress i retorikken, jo ikke, ifølge dem, kan eksistere som noget der kunne ligge uden for individet. Med overskrifter, der kredser om individets eget ansvar for udviklingen af stress har læserne måtte sidde tilbage med en fornemmelse af skyld og skam.

Psykologer er blevet kontaktet fordi medarbejderne tror de har en brist i deres psyke i stedet for at forstå, at der i øjeblikket bliver drevet rovdrift på danske medarbejdere og det er vilkårene der er betændte og uanstændige. Medarbejdere der får stress er ikke syge. Stress er en reaktion på et sygt arbejdsmiljø.

Og hvor vi dog mangler journalister der tør tage bladet for munden og beskrive de stressforhold der hersker på danske arbejdspladser. Og de kunne jo starte med deres egne.

Ideolog eller objektiv formidler
Stress problematikken har dannet skoler. To ideologiske og en forskningsbaseret.
De to ideologiske, hvor den ene er liberal/ borgerlig: stress er selvforskyldt. Den anden socialistisk: stress er en systemfejl er begge kendetegnet ved at vedligeholde problematikken, da de er alt for unuancerede. Her bliver stress brugt i et ideologisk felttog der skal fremme andre interesser.

Den forskningsbaserede
: stress opstår i vilkåret, men det samme vilkår kan ramme individer forskelligt. Respekter at stress opstår i et konkret miljø, men eftersom vi mennesker er forskelligt gearet, rammer det forskelligt. Her er løsningen at forsøge at gøre rammerne så fleksible at de kan tilpasses den enkelte så de kan opnå optimal produktivitet og effektivitet.

Ser vi på de fire væsentligste årsager til at medarbejderne får stress er det tidspres, ledelsesstil, utryghed og manglende balance mellem arbejdsliv og andet liv. Så den væsentligste årsag er altså ikke individet, men individer der bliver udfordret at disse fire årsager. Og her er altså rigeligt med guf og dramatik at skrive om. Man kunne gå i kødet på alle de ledere der gør livet surt for deres medarbejdere. Man kunne gå i kødet på alle de organisationer der opbruger deres medarbejdere og udskifter dem når de er ufunktionelle, som var det en maskindel. Man kunne beskrive hvordan medarbejdertrivsel og psykisk arbejdsmiljø ikke er nået frem til bestyrelseslokalerne, fordi medarbejdertrivsel stadig er tom retorik.

Journalisterne har et stort ansvar for at beskrive de danske arbejdsforhold og dermed hjælpe de store masser der stil-sigende og med dukkede hoveder, finder sig i ydmygelse på ydmygelse, af frygt for at blive fyret eller fordi det er så skamfuldt ikke at kunne leve op til forventningerne. Vi har brug for at beskrive de danske arbejdspladser som de er og ikke som et skønmaleri, der pakker rigide økonomiske strukturer, hvor der udelukkende tænkes bundlinje, ind i værdier, der forsøger at bilde medarbejderne og lederne ind, at de har medindflydelse, medbestemmelse og at gode danske demokratiske værdier kan gå hånd i hånd med vækst, der er baseret på grådighed og kynisme.

Ansvaret for det gode arbejdsliv
Når snakken kommer til medarbejdertrivsel eller trivsel i det hele taget, rejser der sig to centrale spørgsmål. Er det dit eget ansvar eller arbejdspladsens? Og det er netop centralt, fordi svarene på de to spørgsmål giver løsninger der stritter i hver sin retning. Hvis man som ledelse vil skabe trivsel for sine medarbejdere er det faktisk en stor udfordring som mange gerne vil undgå, for så tager man som ledelse ansvaret for det. Mener man at det ene og alene er medarbejderens ansvar at skabe trivsel kunne man vel som leder, og tro mig det er der mange der gør, bare være tilbagelænet og beskæftige sig med mere væsentligere ting. Når flere og flere ledere så alligevel ikke vælger at være tilbagelænet når det kommer til trivsel, kan det skyldes det faktum at medarbejdertrivsel viser sig at være det tredje krydderi, på vejen til en virksomheds succes. Hvor de to første krydderier er høj produktivitet/kvalitet og kunde/borger tilfredshed. Og her har intentionen med at skabe medarbejdertrivsel groft sagt ikke den store betydning. Om du vil skabe trivsel for at se gode tal på bundlinjen eller fordi du bare er et anstændigt menneske, vejen er den samme og det viser forskningen.

Trivsel er konkret, og lederne kan bane vejen
Hvis en gryderet skal blive god, har det stor betydning hvilke ingredienser der er i den. Og vigtigere er nok hvordan de er afstemt i forhold til hinanden. Anderledes er det ikke med trivsel. Hvis vi gør trivsel til et spørgsmål om hvad vi hver især lægger i det, ender vi med at skabe fælles forvirrethed frem for reelle forbedringer. Vi må kende ingredienserne, før vi kan lave retten.

Trivsel er en individuel tilstand og defineres ud fra den enkeltes egne behov og ønsker. Alligevel er det væsentlig at understrege, at der på trods af store individuelle forskelle er meget konkrete faktorer der skal i spil når det kommer til leder og medarbejdertrivsel. Forskningen og mange års erfaringer viser os, at det er arbejdsbetingelserne der har betydning for trivslen og ikke så meget måden vi forholder os til dem på. Det gør ikke mindre ondt hvis vi forøger at bilde os selv ind at det ikke har nogen betydning kontinuerligt at få slag i hovedet med en hammer. Du kan tænke nok så positivt, det gør nas alligevel. Vi har gennem de sidste ti år skulle høre på hvordan stress kunne undgås ved at løbe sig halvt ihjel, være langtidsfrisk eller sige pyt til det hele. Jeg tror det efterhånden er sevet ind hos de fleste, at vi hver især bærer et kæmpe ansvar for vores egen trivsel. Men uden anstændige rammer går det ikke. Og løntilbageholdenhed og forståelse for konkurrenceevnen gør det ikke alene. At medarbejdere og ledere nedslides for at organisationen skal overleve giver ingen mening.

Trivsel
De ingredienser vi snakker om, i forhold til trivsel kan groft deles op i tre kategorier:

1.    Den enkeltes medarbejders eller leders forventninger
2.    Den enkeltes formåen i forhold til opgavemængde og kompleksitet
3.    De rammer/vilkår den enkelte skal fungere/trives i.

Er det nok at forventningerne er kendt eller nedtones
Som de fleste sikkert ved, er Danmark et af de lykkeligste lande i verden. Og her spiller forventninger en central rolle. Det er nemlig sådan at man som udgangspunkt slet ikke kan måle lykke. Det man imidlertid måler er forventninger og deres mulige optag. At vi får det som vi regner med. Lykke er i virkeligheden et udtryk for tilfredshed. For man kan ikke spørge om folk er lykkelige og så regne med at få et signifikant svar.

Men spørger man om hvor tilfredse folk er på en skala fra et til ti i forhold til væsentlige områder af deres liv er det nemmere. Det kunne være deres arbejde, ægtefælle, børn, fritid osv. Og gør vi det, kan vi i hvert tilfælde få svar der fortæller os, hvor tilfreds en befolkning er.

Så Danmark er ikke verdens lykkeligste land men verdens mest tilfredse. Og det kan faktisk gøres endnu mere præcist, for når vi er verdens mest tilfredse folk hænger det sammen med at vi i Danmark er gode til, netop at få vores forventninger indfriet. Og nu kommer det sjove, for det handler ikke om at vi får alt det vi forventer, men snarere om, at forvente det vi ved vi kan få. Så når Danmark har verdens lykkeligste befolkning er det primært fordi den kan nedtone sine forventninger. Vi er nøjsomme. Og det at vi er så nøjsomme kan måske netop også forklare hvorfor vi har så meget stress. Måske har vi alligevel nedtonet vores forventninger til et niveau som betyder at selv meget grundlæggende behov ikke bliver respekteret. Vi ser det meget tydeligt i forhold til søvn. Rigtigt mange danskere tror de kan nøjes med 6 timers søvn, men har i virkeligheden brug for 8 timer. Her har man skabt et problem for sig selv ved at nedtone behovet. Det gælder også for trivsel. Vi tror der skal mindre til end der i virkeligheden skal.

Så mere trivsel handler om at få afstemt forventningerne fra medarbejdere og ledere og så få dem i spil. Og det handler om at afstemme sine forventninger til ens reelle behov og ikke presse sine behov ned i en ramme hvor de ikke kan fungere.

Vi magter forskelligt fordi vi er forskellige

Jeg har i flere artikler beskrevet hvordan fostertilstanden og barndommen har betydning for den voksne hjernes struktur. F.eks. at et foster der påvirkes af sin moders stress har en forstørret amygdala, hvilket i praksis betyder, at de som voksne er mere sensitive over for stress og angst. I praksis betyder det, at nogle medarbejder kan have 5 bolde i luften og andre 17 før de får stress.

Det kompliceres yderligere af det faktum at, ikke nok magter vi forskelligt, vi har desværre også tit svært ved at vide hvad vi reelt magter. Man kunne sige, at de mennesker der går ned med stress har overvurderet sig selv og sine evner i forhold til opgavemængderne eller opgavekompleksiteten. Vilkårene må som udgangspunkt sættes ud fra hvad den enkelte reelt formår.

Rammen skaber vilkåret
Virksomheder skal være opmærksomme på, at vi sidestillende med de grundlæggende fysiologiske behov, såsom pauser, toiletbesøg, mulighed for at indtage væske etc. også har en række grundlæggede psykologiske behov. I og med at de netop er grundlæggende betyder det, at der ikke må lægges hindringer i vejen for at få dem i spil. Så organisationen må bedst muligt forsøge at skabe rammerne for de grundlæggende psykologiske behov, som er:

Selvtilfredshed og anerkendelse. Handler om tre ting; At man har mulighed for at udføre et godt stykke arbejde, som man kan stå inde for. At arbejdet giver mening i forhold til den forståelse man har af det, og endelig at den faglige eller personlige integritet ikke bliver krænket i forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaverne.

Kontakt. Dette er behovet for at opleve dyb, varm og fortrolig kontakt med en eller flere andre kollegaer eller personer. Det som er væsentlig her er, at skabe rammerne for støtte. At få alle til at føle sig som en del af fællesskabet.

Selvstændighed. Når det handler om arbejde må den enkelte medarbejder eller leder gives størst mulighed for indflydelse på arbejdsmængde, indhold og tempo(deadlines).

Kompetence. Betegner et behov for at føle sig kompetent, altså i stand til at udføre det arbejde og løse de opgaver, man har sat sig for.

Lyst. Vi skal ikke kun have ”to do” lister men også ”Juhuuu” lister.

Kropslig trivsel. At føle sig kropsligt vel tilpas ved f.eks. at sørge for en passende kondition, en passende vægt, osv. Vi kommer ikke uden om at fysisk velbefindende er en forudsætning for psykiske velbefindende.

Mening Det giver mening når medarbejderne har mulighed for at realisere sine potentialer, skabe værdier, når arbejdet gavner andre end dem selv og når de indgår i et produktivt fællesskab.

Tryghed. Tryghed handler primært om tryghed i ansættelsen, men det har også betydning, at kunne være sig selv, give udtryk for sine holdninger følelser osv. uden negative konsekvenser.
Ved at skabe rammerne for at netop disse behov kan komme i spil, sikrer vi ikke bare trivsel men også en forebyggelse af stress og psykisk nedslidning. Rammer der stopper den eskalerede bureaukratisering der de seneste år i form af kontrol, afrapportering og krav om virksomheds-planlægning har hærget selv for institutioner, hvor de dybest set ikke giver mening. Få medarbejdere ud af kontorerne hvis de ikke har noget at gøre der. Lad sygeplejerskerne være sammen med deres patienter, lærere sammen med deres elever, pædagogerne med deres børn og politiet med de kriminelle.

Hvis dette fremover ville blive journalisternes udgangspunkt for deres skriverier om stress og trivsel, ville det ændre hele den politiske dagsorden og så ville vi kunne komme videre ud af det individfokuserede dødvande som det psykiske arbejdsmiljø har gennemlevet alt for længe.

Bedste hilsner
Thomas Milsted

Thomas Milsted er Generalsekretær i Stressfonden. Medlem af Stresstænketanken og af Dansk Journalistforbund
 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Så, journalister burde ikke tage fat i individet - er det sandt?

Så, journalister burde ikke gøre sig medskyldige i en diskurs, som giver medarbejderne ansvaret for stress og ikke organisationerne - er det sandt?

Så, ledere bør ikke gøre livet surt for deres medarbejdere - er det sandt?

Så, ledelsen burde skabe trivsel for sine medarbejdere - det sandt?

Så, organisationen bør bedst muligt forsøge at skabe rammerne for de grundlæggende psykologiske behov - er det sandt?

Og hvad er virkeligheden? <3

...

De initiativer du nævner synes jeg er helt fine, og de har det tilfælles at de alle sammen ligger i domænet "others business".

Derfor tænker jeg at de med fordel kan kombineres med en personlig tilgang, som tillader én at ramme også det der ligger i "my own business" - der kan det som bekendt være lidt lettere at ændre på tingenes tilstand :-)

Til det brug kan jeg personligt selv lide at benytte "The Work". Det er en meget simpel metode der er helt gratis tilgængelig for alle på http://thework.com/ - men det skorter jo heldigvis ikke på tilbud derude.

Hver dag ser vi eksempler på hvad der kan ske hvis man vælger at blive i sit job eller i sit parforhold, i sin familie, eller i andre stressende omstændigheder - på trods af at man har gjort alt det "rigtige" ... indberettet stress, haft sygemeldinger, sendt klager, gjort ihærdige forsøg på at råbe ledelsen/partneren op osv osv. Og eksemplerne inkluderer både mord, voldtægt, incest og det der er værre.

Og jeg tænker, at det selvfølgelig er helt fint fx at binde sig hårdt til sin arbejdsplads og de gode intentioner på journalisternes, ledernes og organisationernes vegne, som du beskriver ovenfor - men husk, at der er et væld af andre handlemuligheder, når blot man tør unde sig selv en lille smule selvkærlighed <3

Steffen

Kære Steffen,

Med al respekt. Det virker som om at du har missed pointen. Som jeg læser Thomas Milsted bliver stressproblemets virkning; at medarbejdere går på ned pga. stress, gjort til årsagen og pålægges som værende medarbejderes eget ansvar. Den reelle årsag til problemet er af strukturel karakter: nemlig at organisationer er stressede, og at ledelsen ikke formår, og dermed ikke ønsker, at gøre noget ved det – fordi problemet er for uoverskueligt. At det nemlig er helt generelt samfundsproblem som de enkelte organisationer hver især har været medvirkende til at fremme - men hvordan løser man lige det som enkelt organisation, når stressproblematikken som nu har antaget karakter af en sneboldseffekt?

Derfor er det ulig nemmere at placere ansvaret og skyldfølelsen på de enkelte medarbejdere. Men at overlade løsning af et stigende samfundsproblem til de enkelte medarbejdere selv har jo også været god latin det seneste årti. Men det bør betragtes som misbrug af begrebet ”Personlig udvikling”… og hvad man selv kan gøre. Jeg synes at det du skriver mellem linjerne ikke er en del løsningen, men netop en del af problemet: at gøre et problem som stress som skyldes et strukturelt problem til et individuelt ditto.

Fanden tar de sidste, er åbenbart en tidsånd og tankesæt der ikke er død, men tværtimod kammet helt over – så ledere, politikere og mange journalister bare lukker øjnene for en konstruktiv debat og påkrævede handlinger: om hvilke præventive tiltag der kunne modvirke stress på samfunds- og organisationsplan?

Bedste Hilsen
Frøken Fortuna

Kære Steffen, Thomas og Frk.Forturna Jeg synes det er en meget fin artikel om stres du har skrevet Thomas, men jeg har også stor forståelse for Steffens kommentar. Jeg arbejder selv med "The Work" og som individer har vi brug for redskaber, som hjælper os i den virkelighed der desværre er ude på arbejdspladserne. Så vi undgår at blive ofre for den "kollektive psykose" om at vi skal gøre mere, være mere osv. Det giver os også bedre kræfter til at sige fra og holde fast i vores egen integritet, hvilket er meget vigtigt for at være en person, som trækker i en anden retning end den som hersker lige nu på arbejdspladserne. Det giver ikke mening af placere skyld hos forskellige, det giver mening at vi selv påtager os vores eget ansvar for vores liv, så vi ikke længere skal være ofre for vanvittige omstændigheder. Samtidig kan vi godt som Thomas være kritiske over for den diskurs som hersker lige nu, og de meget triste forhold der er på mange arbejdspladser, for det giver jo medarbejdere stres. Og som samfund er vi ikke tjent med det. Mange hilsner fra Erika Lorentsen Tanketerapeut

Kære Erika,

Jeg er fuldstændig enig. Og det er netop det som er så fint ved Thomas Milsted’s artikel: pointeringen af vigtigheden af en balanceret tilgang mellem det personlige og det samfundsmæssige ansvar i forhold til håndtering af stressproblematikken. For ideelt set burde det være ganske rigtigt være sådan at vi altid kunne være os selv tro (integritet) og dermed være i stand til at sige fra når noget for alvor går imod vores væsen. Men en stor del af vores selvopfattelse og dermed måder at være til på er afhængig af samspil og afsmitning fra andre. Så hvis samværet med andre gør os stressede er det selvfølgelig der problematikken skal findes.

Lige præcis her er stress en snedig spidsfindig størrelse. Som Thomas Milsted forklarede under et foredrag, så sker der nemlig i reglen det at mange ikke opdager at de er stressede undervejs, blot at de har (for) travlt. Stress indtræffer altså på sin vis u-mærkeligt. Det går først op for personen – når skaden er sket. At stress kommer snigende i kombination med den accepterede samværsform - at vi bare gør som alle de andre på arbejdspladsen - gør det i sig selv svært at bevare sin integritet – som er forudsætningen for at kunne sige fra.

”At kunne sige fra” er en paradoksal størrelse. For det handler jo heller ikke kun om vores eget mentale velbefindende eller overlevelse – ”at sige fra” kan helt reelt indebære at man bliver fyret fra jobbet, som betyder farvel til ferier, villa, Volvo og vovse. Frygten for denne dystre udsigt får jo selvsagt medarbejdere til at strække sig yderligere.

 

Dér hvor stress bliver for alvor kompliceret at håndtere, både for ledere og for medarbejdere, er især når vi indgår i større sammenhænge som organisationer, virksomheder osv., som præges af et stresset miljø. Stress er jo ikke en sygdom i sig selv, selv om den på det personlige plan opleves sådan, men et symptom på kultur frembragt af en konkurrenceånd som er kørt af sporet. For hvordan stopper man tog der kører – om kap med andre? Jeg har svært ved at se en fundamental løsning – udover lappeløsninger. Det skulle da lige være hvis tidsåndens vind vendte i den vestlige verdens værdier i retning af mere fællesskab og mindre materiel stræben. Men det ville så igen afføde andre problemer… men vel klart at foretrække end at være passive vidner til fortsættelsen af en samfundsudvikling med skyklapper der syrer til i en blanding af stigende uhøfligheder over for os og hinanden og forstillede smil af afmagtsoptimisme.

Selv om jeg personligt befinder mig i en ledende stilling i en større international virksomhed, ville jeg dog ærligt foretrække at vi igen blev et mere rummeligt samfund med mere tid og overskud til hinanden og til de menneskelige og mentale værdier som dybest set giver os vores alles liv egentlig mening. Men det kræver at vi er mange nok … som igen forudsætter at der indtræffer en frigørende mental medvind... men det er jo set før.

Bedste hilsner
Frk. Fortuna

Kære Frk. Fortuna

Det er rigtig at stress er en snigende ting og vores kultur trækker os i den retning. Det er dog vigtigt at vi også snakker om at stress kan helbredes igen, selv om det kan tage tid og kræve at vi tager hånd om os selv. Jeg tror på, at hvis den enkelte forandre sig, så kan vi også trække samfundet i en anden retning. Derfor er det vigtigt at vi hver især prøver at tage hånd om de faktorer i os selv, som kan bidrage til stress. Selv har jeg måttet erkende at jeg ofte stiller for store krav til mig selv og vil være for perfekt. Det har været en hjælp for mig at arbejde med det, for det gør at jeg får mere magt over mit liv og større glæde og lethed.

Jeg tager nemlig magt der hvor jeg kan, nemlig over mine egne stressede tanker om hvor god, dygtig osv. jeg skal være og hvor meget jeg skal nå. Når jeg gør det, så kan jeg også bedre være opmærksom på andre og møde dem, sådan som jeg selv gerne vil mødes. I det hele taget er det rigtig godt imod stres, at være kærlig over for andre. Når vi kan møde livet og andre med et åbent hjerte, så kommer vi nemmere ud af stress zonen og kan bidrage til det samfund du taler om. Måske er det bedre at blive fyret, end at gå ned med stress og så blive fyret?

Heldigvis er der jo ved at komme større opmærksomhed på at stress koster dyrt i vores samfund, så vi bliver nødt til at forandre det. Så godt at debatten køre og lad os sammen gøre en indsats for et mere stress frit liv.

Hilsen Erika Lorentsen

Kære Thomas,

For det første tak for en god artikel der ikke ligger fingrer imellem. Skønt.

For det andet vil jeg give dig ret rigtig langt hen af vejen. Jeg giver dig ganske ret i at et sygt system skabet sygdomme. Eller sagt med en anden mere kendt formulering - et sygt samfund skaber syge borgere.

Jeg møder i min hverdag rigtig mange stressede mennesker - ikke bare travle, men stressede i ordets egentlige forstand. Mennesker der alle har et til fælles. De er arbejdsledige. Underligt kunne man mene, at netop arbejdsledige har en overvældende stor procent del af stressede, de laver jo ikke noget! Og det er deres egen skyld at de ikke er i job (trods at der i øjeblikket kun er 1 job til hver 40 ledige). Denne retorik har igennem den forrige regering været påfaldende konsekvent og de arbejdsløse er blevet jaget som opdrættede laks i en norsk fjord.

Hvorfor er dette nu interessant i diskussionen om stress? Det er det fordi det ikke nødvendigvis er mængden af arbejde der bestemmer stressniveauet - slet ikke. Men snarere systemet disse mennesker indgår i, samt de samfundsmæssige diskurser der tynger os alle. Og især mennesker der er arbejdsledige og pludselig mister mening og retning i livet. Det er da om noget et klart udtryk for det syge samfund. Virkeligeheden for arbejdsløse overgår selv den værste bureaukrati i Kafka's værker.

Jeg mener ganske bestemt at stress er et samfundsskabt problem, ikke individets skabelse. At der så er nogen der modstår dette pres bedre end andre, er en anden sag. MEN det er den enkelte der står med psyken mast i en liberalistisk kødhakker og ikke kan få meningen med sig. Disse stressede mennesker må langt hen af vejen arbejde alene mod bedring. Og de skal have alle de redskaber der er til rådighed for at modstå systemets klamme og mekaniske menneskesyn. Så må det være os andre der tager sig af "den store kamp" mod et system der producerer syge mennesker. Altså en kombination af de to tilgange der beskrives i i artiklen. Her og nu redskaber for den enkelte og en omvæltning i den kollektive tankegang om meningsskabelse angående arbejde.

Mening tror jeg er væsentlig. Når jeg sidder og taler med mennesker der er gået ned med stress tredje gang på deres arbejde i Netto, er min første tanke:

"Jeg ville gå helt ned med stress, angst og depression, hvis jeg skulle arbejde i Netto blot to uger. Eller hvis jeg skulle arbejde på er reklamebureau eller andre af grådighedens højborge".

For mig ville der ingen mening være i at arbejde for et system jeg ikke tror på, et menneskesyn jeg væmmes ved. Og det ville bringe stress efter ganske kort tid. Det faktum at jeg ville arbejde stik mod mine overbevisninger og holdninger - i samfundets påståede tjeneste med tilhørende ymyndiggørelse og 'mennesket som middel' fokus. Måske er alt den stress og angst et tegn på at befolkningen så småt er ved at gennemskue den manglende mening i grådighedens martyrium. Indse, måske blot ane, at individet ikke har brug for mere materialisme, men menneskeheden har brug for fællesskab og - med risiko for at lyde overfladisk - Kærlighed. En klog mand sagde engang at enhver ejendom er tyveri. Måske er det konsekvensen af dette sande budskab der stikker næsen frem forklædt i den menneskelige psykes skrøbelighed i et samfund der ikke tilgodeser - mennesket.

Alt godt

Kresten

Stress - en medarbejders tur i stresshelvede. Læs mere