Fleksible arbejdstider: Et gode eller en forbandelse?

Anonym

Når stressen rammer, er fleksible arbejdstider så et gode eller en forbandelse?

I går talte jeg med en kvinde som ringede for at få et konkret råd til hvordan hun lige klarede sig gennem de næste par timer med arbejde. ”Min hukommelse går i sort” sagde hun. ”Jeg er nødt til at skrive alt ned, for når jeg har åbnet et program, kan jeg ikke huske hvorfor jeg har åbnet det.” Jeg spurgte om hun havde overvejet at blive sygemeldt for stress. ”Andre er afhængige af det jeg laver, de sidder og venter. Og med min type egner jeg mig ikke til at gå hjemme, det er bedre for mig at arbejde.”

Mange anser fleksible arbejdstider som et gode, men inden du kommer for godt i gang med at argumentere for, hvad du synes er bedst, bør du vide at en tysk undersøgelse viser, at bare nogle få timers arbejde om aftenen derhjemme er yderste sundhedsskadeligt.

Aftenarbejdet kan medføre hovedpine, søvnløshed og træthed, maveproblemer og angst, hvilket er nogle af de alvorlige tegn på stress.

Ofte vælger vi at arbejde lidt om aftenen, enten fordi vi føler vores normale arbejdstid ikke slår til, eller fordi vi tror der er en forventning om, at vi bruger noget af vores fritid på at arbejde. Begreber som ”interessetimer” og ”ingen øvre arbejdstid” gør ikke sagen bedre. ”Jeg gik tidligt, så nu arbejder jeg lige et par timer efter børnene er lagt i seng”, er også en udbredt undskyldning for ikke at unde sig selv bare at slappe af og være til.

På nogle arbejdspladser er der også blevet skabt en kultur, hvor vi altid er på, hvor chefen sender e-mails på de underligste tidspunkter og hvor vi i det hele taget holder hinanden under observation ift. arbejdstid og arbejdsmængde.

Kulturen på arbejdspladsen kan også bære præg af, at vores opgaver både er vigtige og haster. Eller af, at vi har meget travlt, meget at lave og for lidt tid til at nå det hele.

I bund og grund er det hele en stor fed løgn.

For det første har vi ikke for lidt tid. Vi har for mange gøremål, for mange opgaver. Der er den tid til rådighed der er. Vi har alle sammen 24 timer i døgnet, ingen af os kan gå ned i Netto og købe flere timer.

For det andet er alle vores opgaver og gøremål ikke lige vigtige. Det kan vi måske nok have held med at bilde os selv og hinanden ind. Men det er og bliver indbildning. De mennesker eller arbejdspladskulturer som har denne opfattelse mangler helt at prioritere. De mangler at tage aktiv stilling til om A eller B er vigtigst.

En dansk undersøgelse har vist, at de medarbejdere som har fleksible arbejdstider, er de mest stressede. De er samtidig også de mest glade medarbejdere. Men dén glæde betaler de altså en forholdsvis høj pris for at føle.

I det hele taget betaler medarbejdere med høj grad af selvledelse en høj pris for denne fleksibilitet eller frihed (under ansvar). Hvorfor?

Fordi de medarbejdere bliver svigtet af deres ledelse i og med at ledelsen lægger ledelsesansvaret fra sig og over på medarbejderne.

Mange danske medarbejdere vil nok råbe op her. Vores kultur lærer os hele vejen gennem uddannelsessystemet at tage ansvare, arbejde i grupper og selvstændigt, være kritiske og stille krav. Jobannoncerne er fulde af krav om at vi både kan arbejde selvstændigt og i teams. Ingen synes længere at stille spørgsmålstegn ved den åbenlyse selvmodsigelse.

Når vi kommer ud på arbejdsmarkedet vil vi på den ene side gerne have klare rammer om vores arbejde, kende de krav og forventninger som stilles til os og i det hele taget have ordentlige arbejdsvilkår. På den anden side vil vi have indflydelse, medbestemmelse, fleksibilitet og frihed.

Når vi ikke har de faste arbejdstider, men derimod fleksible arbejdstider hvor vi selv fordeler mere eller mindre af vores arbejdstid over ugen, så resulterer det som oftest i, at vi aldrig rigtig har fri, aldrig rigtigt er færdig med at arbejde, altid er til rådighed og på.

Når vi så også placerer noget af arbejdet uden for den normale arbejdstid – enten som følge af fleksibiliteten og selvledelsen – eller som følge af følelsen af, at tiden ikke slår til, så risikerer vi i høj grad at blive ramt på vores helbred.

En stor del af den danske arbejdsstyrke er stressramt - man siger at 35.000 dansker er sygemeldt hver dag på grund af stress. Dårlig ledelse bærer hovedansvaret.

Dårlig ledelse opstår når lederen ikke gør sig klar, at han eller hun er kulturbærer. Når chefen sender e-mails meget sent om aftenen, og dermed signalerer at han skam arbejder endnu, eller når chefen møder meget tidligt og går meget sent, så skaber han en kultur via sin adfærd. Hvad enten chefen forventer at medarbejderne arbejder lige som han selv gør, vil hans adfærd smitte af på medarbejderne.

Dårlig ledelse kendetegnes også ved uklare retningslinjer, og ved når kravene til medarbejderne og deres ansvar, ressourcer og opgaver ikke stemmer overens med deres indflydelse og (beslutnings)kompetencer.

Vi bør tage et opgør med vores arbejdspladskultur

Når grænserne mellem hvornår vi har fri og hvornår vi arbejder flyder, når grænserne mellem hvor vi arbejder og hvor vi holder fri viskes ud, og når kravene til os ikke stemmer overens med vores ressourcer, kompetencer og indflydelse, og vi glemmer at prioritere og tror at alt både haster og er lige vigtigt, risikerer vi at arbejde os ud i ganske alvorlig stress.

Vi trænger til at tage et opgør med vores arbejdskultur. Vi trænger til at indrette vores arbejdspladser på en sund måde, med nogle klart definerede rammer for hvor vi arbejder, hvornår vi arbejder og ikke mindst med en kultur, der sætter pris på at medarbejderne holder fri og lader batterierne op. Krisestyring og brandslukning hører ikke hjemme i en almindelig arbejdsdag. Argumenter om at der ikke er råd til at ansætte flere medarbejdere, at alle må løbe lidt stærkere og yde lidt mere for at bevare arbejdspladsen, hører alle sammen hjemme på hylden for dårlige undskyldninger og forklaringer.

Alle undersøgelser om stress og arbejde understreger desværre at opgøret med vores arbejdskultur er en enorm udfordring.

Tilbage til kvinden fra indledningen. Hendes eksempel er hverken usædvanligt eller overdrevet. Sådan er hverdagen og tankegangen for rigtig mange medarbejdere. Denne kvinde er i overhængende fare for at kollapse og hendes hukommelse kan tage varig skade. Hun fortalte; ”Jeg har en meget forstående chef, jeg kan arbejde hjemme 3-4 dage om ugen.”

Dén chef er måske nok forstående, men han har også lagt ledelsesansvaret fra sig. En kvinde som hende jeg talte med i går, har brug for meget klare rammer om sit arbejde og sin arbejdstid, hvis hun skal komme sig - hendes fleksible arbejdstider gavner hende ikke.

__________________________