Psykoterapeut Kresten Kay

Stilladset og slottet – skellet mellem indbildning og udvikling

Den personlige udvikling kan blive et prædikat som mange tager på sig. Det er i højsædet i det postmoderne samfund at skille sig ud og være unik. Således også i den personlige udvikling.

Det handler jo mest om at finde dig selv, finde ind til kernen i din væren og turde udtrykke til verden hvem du er. Stå frem og stå ved dig selv. Stråle som det individ du er. Om det så er på MTV med rystende baller og gyngende bryster, på Christiansborg som funklende medieskabt politiker i populismens cirkus eller som clairvoyant psykoterapeut med kontakt til de højere magter. Kan det blive mere postmoderne?

Når vi gladelig tager den ene uddannelse til coach eller terapeut efter den anden, nærmest kæderyger kurser i meditation, healing og indre rejser i både sol, måne og stjernernes tegn - er det så ikke langt hen af vejen et udtryk for en stigende individualisme og forherligelse af individet som det højest opnåelige? En helliggørelse af Jeg’et, gemt i et skyggeland af påstået altruistisk omsorg, som kun er med til at skabe større og større skel imellem mennesker. Et skel der vanskeliggør samarbejde og fælles bevidsthed. Er det et under at så mange psykoterapeuter, coach’s og andre søgende mennesker lever som singler? Søger de virkelig stadig efter alle disse år? Og hvordan kan det være at det ene efter det andet psykoterapeutiske uddannelsessted eller spirituelle sammenhold splittes i atomer fordi samarbejdet svigter?

Med andre ord - Hvornår bliver fokus på udvikling til indbildning?

Den postmoderne børnehave
Vejen til at leve lykkeligt, synes at være brolagt med et væld af mennesker der tilbyder dig hurtige løsninger. En farbar vej mod lykke som ikke altid indeholder den respekt for fællesskabet som får samfundet til at fungere og derfor netop er med til bakke op om et samfund i forfald. En trafikvenlig motorvej hvor vi ikke ænser hinanden i ren og skær fokus på os selv og derved sætter behovet for fællesskab, om så det er kollegialt, medmenneskeligt eller romantisk, over styr. 

Vejen til lykke er ligeledes fuld af alle de forhindringer det postmoderne samfund opstiller i forhold til at mærke nærværet med andre. Ikke blot nærværet med dig selv, andre selvudviklere eller meditationslæreren, men også nærværet med kassedamen i Netto, den vrede autonome der kaster med sten mod Mc’Donalds eller Britney Spears der udfolder sig i vovet udklædning i vores teenageres yndlingsvideo.

At fortabe sig i individets trang til identifikation og sandhed, er i mine øjne, den allerstørste fare i den personlige udvikling. Vi har alle brug for inspiration, for kurser og velmenende råd. Vi har alle brug for at føle vi gør det rigtige og er på den rette vej. Vi har brug for opbakning, et klap på skulderen og et anerkendende nik.

Alligevel har jeg tit oplevet, både på min personlige vej i selvudviklingens tegn og fra så mange klienter igennem årerne, at metoderne til udvikling hurtigt kan forhindre en nærværende og balanceret oplevelse af sig selv i fællesskab med verden. Her dukker prædikatet op igen, ’Jeg’ er åbenbart virkelig udviklet hvis ’Jeg’ er coach, psykoterapeut, clairvoyant, healer eller dyrker meditation og yoga. Et prædikat ’Jeg’ stolt kan vise til verden og høste anerkendelse eller misbilligelse. Først nævnte gavner troen på at ’Jeg’ går den rette vej, sidstnævnte ligeså, da de fortabte ubevidste mennesker der misbilliger, jo ikke har set ”sandheden” endnu.

Alt sammen brænde på ’Jeg’ets bål. Benzin til den motor der troligt driver os længere og længere fra fællesskabet og ind i en individualiseret verden, hvor fornemmelsen af fællesskab ikke længere er i højsædet. Kun fællesskab med ligesindede der har set den samme sandhed som dig. ’Jeg’ har jo grænser og moral som ikke står til diskussion og hvis disse bliver udfordret, fortæller ’Jeg’ at udfordreren ikke endnu er nået langt i sin udvikling. Hvilken børnehave. Der er ikke langt til ”min far er stærkere end din far!”.

Når nu størstedelen af den personlige udvikling handler om at finde sig selv, er det ikke overraskende at udgangspunktet er det ydmyge spørgsmål ”Hvem er Jeg?”. Et spørgsmål som de fleste mennesker kender til, men som mange vælger at overhøre. Et spørgsmål som er svært at besvare og som gang på gang kan give overraskende vendinger i livet.

Midt i denne skønne postmoderne børnehave er der uendeligt mange der gerne vil servere et svar til dig (min far er stærkest…). Såmænd også på et sølvfad – om blot du er villig til at betale. Svar som du kan identificere dig med og som kan give dig prædikatet ’personlig udviklet’ og dermed status og mening i samfundets kaos. Der er ligeledes mange der har fikse råd, gode intentioner og gladelig giver vejledning til det lykkelige liv. Men vejen til helvede er, som det gamle ordsprog siger, brolagt med gode intentioner. Religion, new age, spiritualitet, psykoterapi, politik, materialisme, naturvidenskab og filosofi giver dig alle svar på spørgsmål om hvem du er. Alle forsøger disse retninger at give svar på det hele. Svar der driver dig i vidt forskellige retninger og som er overordentlig forskellige i udgangspunkt. For mange kokke fordærver som bekendt maden – det gælder vel også i personlig udvikling?

De mange svar kan skabe langt mere forvirring end afklaring. Med mindre du bestemmer dig for at en af retninger har den endegyldige sandhed og du ikke længere vil lytte efter de andre. Men er vi så ikke bare tilbage til opsplitning frem for fællesskab? (min far ER stærkest!) Dermed opstår et dilemma. Hvis du holder for hårdt på sandheden skaber du splid, hvis du giver fuldstændig slip mister du dig selv i en malstrøm af ”sandheder”. Men hvordan forlader du den forvirrende børnehave?

Stilladset og slottet
Forvirring opstår først og fremmest når du glemmer perspektivet og udgangspunktet. I din iver og uendelige videbegær søger du at finde længere og længere ind i dig selv. Ind til din kerne. Du kæmper af al magt for at lære dine følelser at kende. Søger at blive bevidst om dine virkelige drømme og ønsker. Udfordrer dit syn på kroppen, tankerne og menneskets plads i livet, mens du samtidig tager dig både af din styrke og sårbarhed.

Alle de mange retninger indenfor personlig udvikling er at sammenligne med et stillads. For at opføre en bygning der kan modstå årstidernes kommen og gåen, stormens raseri, sommerens hede solstråler og vinterens bidende frost, må du gøre brug af et stillads. En sikker holdeplads hvor du roligt kan stå mens du bygger dit værk. Hvis bygningen skal være rummelig og mageløs er et eller flere stilladser uundværlige; en nødvendighed hvis dit kommende slot ikke skal brase sammen i byggeprocessen. Men stilladset er jo ikke slottet i sig selv. Slottet når aldrig sin fulde plads og værdi i omgivelserne, opnår ikke sit smukke udseende og eventyrlige finurligheder, hvis stilladset bliver stående i al evighed. Stilladset skygger for andre bygninger og det er umuligt at se andre slotte omkring dig – især hvis du er dybt optaget af byggeprocessen. 

Når stilladset har udtjent sit formål, må du langsomt og forsigtig afmontere det. Så forsigtigt at du er sikker på at bygningen kan stå af egen kræft og ikke længere behøver stilladsets rustne jernstænger til at holde sig oppe. Stil det væk. Ikke for langt væk, måske bare pakket sammen i et skur. Det kan jo være du engang i fremtiden skal udbedre en skade eller har brug for stilladset til at opføre en tilbygning. Eller måske endda låne det ud til en god ven eller fjende.

Hvis du er en fornuftig og seriøs bygningskonstruktør har du mange forskellige stilladser og ved hvornår de enkelte skal bruges og til hvad. Du ved også hvornår og hvordan de skal tages ned og gemmes væk. Som erfaren sjakbajs er du af livet bekendt med at et stillads står ganske usikkert uden bygningen, at det i sig selv ikke kan modstå vind og vejr. Du ved at stilladset praktisk talt ingen virkelig værdi har. 

Du ved også at stilladset kun er et redskab til at bygge dit gæstfri slot. At kun en tåbe vælger at bo på stilladset, når nu man nemt kan flytte ind i slottet bag. Du ved at tåben kalder sit stillads for et uindtageligt slot og slet ikke kan se meningen med at rive det ned. Du har set at denne tåbe endnu ikke ved hvad det vil sige at konstruere sig til udvikling og ikke fortabes i indbildning. Endnu sikrer ved du at tåben helt har glemt at bygge indenunder stilladset og at vedkommendes slot kun er en tom skal uden indhold. At denne person må starte forfra og støbe fundamentet til sit eget byggeri. Trods det ufravigelige faktum at han har mange flotte stilladser at prale af. Måske du kan hjælpe ham, men kun hvis han vil have en hjælpende hånd til at komme ned fra sit vakkelvorne stillads.

Når den personlige udvikling og håbet om mere lykke starter med spørgsmålet ”Hvem er Jeg?” er der brug for et stillads, måske endda flere. Der er brug for redskaber til at vriste svaret ud af skæbnes knyttede hånd. Men svaret findes ikke i redskaberne – de er blot midler til målet. Alligevel forsvinder så ufattelig mange mageløse og eventyrlige bygninger i stilladsernes mareridt. Stilladser hvor en del stadig har et stort skilt hvorpå der står ”Kom bare ind – Jeg er her stadig”. Men mange hvor skiltet fuldstændig er forsvundet i et virvar af sandheder og hvor konstruktøren er fanget i fanatismens mørke og vil kæmpe til døden for sit stillads virkelighed. Stilladser der gang på gang vakler i vejrets luner og udløser skilsmisser, grundstøtte venskaber, oprør, revolution, lande der går i krig, fanatikere der uden tøven kaster bomber i håb om at sprænge andres slotte i stumper og stykker blot for at give deres stillads mening.

Den barnlige tro på stilladsets sandhed
Jeg har på ingen måde svaret på hvem du er. Det svar kan du ikke finde i denne artikel. Derimod ved jeg at du ikke kommer tættere på svaret ved lade dig forlede af stilladser. Kun du kan konstruere dit slot. Kun du kan bygge det op. Og kun du kan fjerne stilladset når slottet skal vises til verden i al sin skønhed. Du er arkitekten til værket, men kan naturligvis modtage råd og vejledning af erfarne byggeherrer undervejs. Vær dog på vagt om disse er ude på at forherlige stilladset, eller om de er bekendte med slottets virkelighed. Stillads og slot har brug for hinanden. Men kun i en tid. Derefter må bygningen stå alene i al sin skønhed.

Faktisk har stilladset mere brug for bygningen end omvendt. Derfor er der så mange der med vold og magt forsøger at overtale dig til at netop de har fundet sandheden om hvem du er og hvordan du finder lykken. I en barnetro på at stilladsets sandhed bliver stærkere og stærkere jo flere der tror på det. I mine øjne har dette intet med personlig udvikling eller lykke at gøre. Tværtimod er det ren personlig indbildning. Det er indbildning at sidde på et stillads og råbe ud til verden at det er et slot. Ligegyldigt hvor mange der råber. Kun børn har den slags fantasier.

Det postmoderne samfund fordrer stilladser. Fordrer individets trang til identifikation og status – også forklædt som personlig udvikling. Stilladser som desværre ikke kan overleve skæbnes luner i længden og blot skæmmer udsigten mellem de gæstfri bygninger.

Der er en tid til barnlig fantasi – den lærer du meget af – men virkeligheden overstråler oftest fantasien. Ligesom slottet er mere eventyrligt end stilladset. Fællesskabet lang stærkere end individet. Og ikke mindst – menneskeheden i dig langt kærligere end det ensomme ’Jeg’.

Alt godt
Kresten Kay er Psykoterapeut MPF og medejer af Psykoterapeutisk Institut
 

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

 

Hej Kresten

Jeg har læst dit skriv, for metaforen i overskriften fangede mig lidt.

Jeg blev også nysgerrig, fordi jeg er en habil "bygningshåndværker" for at blive i din terminologi. Men jeg må indrømme at det er mange snørklede vendinger og generaliseringer der skrives. Det er ikke lige sådan at følge tråden i dine ord, på en måde virker det abruptargumenterende, faktisk i stil med det du kalder "min far kan også tæve din far....osv). 

Jeg er samtidig noget forundret over at du frimodigt generaliserer at terapeuter coaches mm primært lever som singler, og at det ene uddannelsessted efter det andet splittes i atomer grundet dårligt samarbejde? Dine ord opleves som rettede meget ud-ad, mod "de andre", men som jeg ser det nu kunne det især være aspekter fra din egen proces du beskriver. Det er OK at være frustreret, og for at bruge et gammel Gestalt-udtryk: "Det er så der, du er nu..." + Eckhart Tolle: "Elsk det der er".

Anyway, jeg kan ikke finde hoved eller hale i dit indlæg, så jeg håber du hen ad vejen får ro med frustrationen også!

venlig hilsen

Palle Jensen

Din ryg smiler når du sidder i en BackJack stol

Kære Palle,

Tak for din kommentar.

Jeg kunne jo passende svare "SPEJL!!! Det er så der hvor DU er nu", men det ville være i modstrid med hvad jeg argumentere for i artiklen. Du har ligeså meget ret til sandheden som jeg og den fælles forståelse af virkeligheden bliver ikke større af mudderkastning. Kun ved at afsige sig retten til den endelige sandhed nærmer vi os hinanden, med respekt for hinanden og vores betydning for hinanden. 'Jeg' er jo intet uden 'Dig'. Din sandhed kan heldigvis påvirke min og forhåbentlig omvendt. Hvis du lyster, kan du ved at trykke - her - læse hvad jeg mener om 'spejl' argumentet eller 'Det er så der hvor du er nu'.

Det er selvfølgelig ærgerligt at du ikke kan finde hoved og hale i de snørklede vendinger. Jeg tror langt hen af vejen at der altid skal læses mellem linierne, da sproget ikke indfanger andet end sproget selv (jf. Quine). Så derfor vælger jeg tit at formulere mig i billeder og lade det være op til læseren hvad de får ud af det. Det skrevne vil i mine øjne altid være lige dele forfatter og læser, dermed vil det skrevne altid leve sit eget liv så snart det bliver set af andre øjne end forfatteren. Og teksten et fælles eje (jf. Ricoeur).

At en del terapeuter, coachs og andre selvudviklere lever som singler er desværre ikke bare en påstand. Under min egen uddannelse til terapeut var der blot nogle få på holdet og omkring mig der ikke blev skilt eller brød med deres partner (mig selv inklusiv). Og for at generalisere, er det et faktum at procentdelen af personer i Danmark der bliver skilt nærmer sig procentdelen af giftermål (tal fra Danmarks statistik 2009 ca 15000 skilsmisser, 32000 giftermål - læs mere her). At de samme mennesker der bliver skilt indgår i nye fællesskaber for påny at blive skilt er en anden sag (se evt. undersøgelse fra 2007 her). 

Men det er naturligvis dejligt at det ikke er sådan for alle - og bare for en god ordens skyld har jeg på intet tidspunkt skrevet "primært". At terapeutiske og spirituelle sammenhold splittes til atomer er vel et kendt fænomen. På stående fod kan jeg nævne to terapeutiske uddannelsessteder i DK indenfor blot de sidste par måneder (og jeg har ikke engang kigget mig omkring). Ligesom politiske partier (hedder de nu Ny alliance eller Liberal alliance? Og hvem er egentlig med?), ægteskaber, venskaber og familier er udsat for 'Jeg'ets splittende adfærd. Det er selvfølgelig en udvikling og det elsker jeg, men også en udvikling der helst ikke skal gå i stå her. Individet kommer altid fra et Vi (jeg-mor) og overgår derfra til et Jeg. Jeg plæderer for at 'Jeg' på ny må indgå i 'Vi', men et bevidst vi der kan rumme 'Jeg' uden dog at lade sig styre af det.

Mine ord er rettet ud af. Det har du ret i. Hvor skulle de ellers være rettet hen? Mine refleksioner kommer selvfølgelig fra egne erfaringer og egen proces, hvilket jeg også skriver i indlægget. Men de er heldigvis ikke et udtryk for en nuværende proces i mit eget liv - tvært imod er det mere et udtryk for refleksioner over årerne der er gået og udviklingen jeg har været igennem, samt tendenser i samfundet og ikke mindst i den personlige udvikling. Selve ordet - personlig udvikling - kan det blive mere et udtryk for individualisme? Hvad med fællesudvikling eller Vi-udvikling?

Lykkeligvis er jeg heller ikke frustreret. Ikke ked af at tingene er som de er. Jeg er også uddannet i gestaltterapi og har imodsætning til denne, ikke den opfattelse at alt hvad jeg eller andre siger handler om mig eller dem selv (jf. det ensomme 'jeg' i artiklen). Det handler OGSÅ om mig selv. Men vi er altid allerede i relation og derfor siger mine og andres ord både noget om mig og om de mennesker jeg omgiver mig med. Gestaltterapiens bøn omhandler jo "jeg er mig, du er dig...." men jeg er jo lige netop OGSÅ dig, i kraft af at jeg spejler mig i dig. Det gode gamle udtryk fra gestaltterapien om "det er så der du er nu..." er da på ingen måde respektfuldt for den andens udvikling og anerkender ikke den anden som nødvendig og vigtig for dig. En anden af gestaltterapiens mageløse udtryk er "en rose er en rose er en rose er en rose" (Perls) - han glemmer bare at rosen skal ses af mere end en person før at vi kan tale om en rose. 

Selve sproget er jo ikke individuelt og kan slet ikke eksistere uden den anden. Ligesom 'Jeg' ikke kan eksistere uden den anden at spejle mig i. Derfor retter jeg heller ikke ud mod "de andre" men inviterer til at "de andre" lige så meget er dig som de er mig. Vores fælles Vi. Jeg ville ikke være noget uden de andre, de er de slotte jeg ser og spejler mit eget i. Men jeg vil se deres slot, ikke kun deres stilladser. Og jeg vil bibeholde mig retten til ikke at kunne fortælle nogen som helst hvem de er - blot hjælpe til hvem de selv synes de er. Min far kan måske ikke tæve din - men min opfordring er at forlade børnehaven så vi ikke længere skal kæmpe om retten til sandheden. Alle har den ret. Og jeg væmmes ved den Kammerat Napoleon holdning der nogen gange kan opstå i diskussioner om personlig udvikling/indvikling "Alle er lige, men nogen er mere lige end andre". Det er børnehave på sofistikeret plan.    

Tolle er en klog mand. Jeg værdsætter hans tanker højt. Og når han påpeger at vi skal elske det der er, er jeg temmelig sikker på at han mener slottet og ikke stilladset.  Slottet er - stilladset kun i kræft af slottet.  

Virkelig ro er i mine øjne at kunne indeholde både kaos og ro - ikke blot stræbe efter ro. Jeg vil altid kunne påvirkes af verden, og det er jeg glad for. Men jeg kan være i ro alligevel. Også med din frustration :-)

Alt godt

Kresten Kay 

Point Taken ...

Blot ganske kort, når du citerer Tolle er det ikke ham du citerer, men din egen opfattelse af hvad han mener. Han kender ikke til dit slot eller dit stillads, ok!

Hverken slot eller stillads findes, andet end som tanker, og at slottet ER og stilladset kun er der i kraft af slottet, er i direkte modstrid med din oprindelige bygge historie...

There is no spoon....

P

Din ryg smiler når du sidder i en BackJack stol

Kære Palle,

Tak for endnu en kommentar.

Det er i mine øjne ikke i modstrid med hvad jeg skriver i artiklen og i mit forrige svar. Stilladset kan stå alene, men, som jeg nævner i artiklen, ikke i længden (religioner, teorier, kommer og går - menneskeheden er her stadig, bare på en ny måde!). Derfor findes slottet, hvorimod stilladset blot er forbigående. At slottet ER er vel det samme som at NUET er - eller hvad - det er jo bare kategorier, en ordleg der griber ud efter det der ikke kan gribes. Men nok om stillads og slot, det er jo blot snak og som du siger tanker. Tanker der gerne skulle lede til inspirerende dialog og ikke diskussion om hvem ved bedst eller hvem der har citeret hvem hvornår. Det er lige præcis det mit 'jeg' gerne vil væk fra og søge at diskutere ud fra et fællesskabs synspunkt som mit 'jeg' indgår i.

Når det er sagt vil jeg alligevel påpege at Jeg på intet tidspunkt har påkaldt mig retten til at vide hvad Tolle mener (og ej heller citeret ham), men blot henvist til " at jeg er temmelig sikker" altså min udlægning og derfor ikke sandheden som ingen jo har endegyldig ret til. Naturligvis kender han hverken mit slot eller stillads. Men en ting jeg virkelig dybt respekterer ved Tolle, er at han altid ser igennem tingene og skærer ind til benet. I mine øjne er han ikke optaget af titler, prædikater, men snarere af væren. Hans bøger og fordrag er en konstant inspiration og en af de mennesker om hvem jeg ganske sikkert vil sige at han kender slottet bag stilladset :-) (selvfølgelig min tolkning!)

Og bare for virkelig at citere ham uden tolkning: 

"The moment that judgement stops through acceptance of what is, you are free of the mind."

Alt godt

Kresten

PS - There is no spoon... og de skulle have holdt sig til etteren og efterladt to og tre i glemsel som skeen :-) ... min holdning.
 

Nuvel, De HErrer,

med en lettere ombrydning af ”hvad udad tabes, skal indad vindes” er der vel ikke noget odiøst i: Det seneste årti har været et pendulsving fra fællesskabsbevidsthed til her- kommer-jeg. Da vi kun kan have én ting i bevidstheden ad gangen, samtidig med at den nuværende tidsånd skubber bag på, er der tale om en vægtning mellem det indre, mig selv, og det ydre, de andre. Den nuværende tidsåndsbølge må vel siges at have forrykket balancen – en balance som nok aldrig har været i ligevægt i historien – med mennesker skal tingene, som bekendt, altid skubbes helt ud over afgrunden før det vender – til det modsatte.

Som jeg læser dig, Kresten Kay, er budskabet i din artikel udtryk for et behov for mere fællesskabs ånd, med påmindelse om den helt elementære erkendelse: at vi er hinanden (ikke mindst: bundet sammen af sprogets mørtel for nu blive i byggebranche metaforikken). Det ensomme jeg (eller ”Den ulykkelige bevidsthed”, som Hegel kaldte det), fængslet fra fællesskabet, mener jeg også har haft sin tid. Behovet mærkes også, ganske vist famlende, i den ny tids spiritualitet og dens tågede forestillinger om Oneness etc.

Terapi, personlig udvikling i alle afskygninger, bør, som jeg læser dig, ikke blive sin egen raison d’etre; men netop et middel, og undertiden et nødvendigt middel, til at kunne være noget (igen) for den anden, de andre. Sådan som Freud så det; efter et styrt, skal vi måske have hjælp, men så er det op på hesten igen.

Individualismen, med nærmest tilskyndelse til solipsisme, indenfor et bredt spekter af personlig udvikling, mener jeg, har fået stærk medvind fra Østerlandsk (munke)tænkning og i den modificerede form New Age; som har spredt den surdej at vi ikke må mene noget; at alt er spejle, projektioner = som skal holdes tilbage, ingen prutten. Ingen debat, ingen værdi diskussioner om hvad der kunne være gode retninger for vores fælles liv… som om al lidelse (og det skal jo undgås) er forbundet med ethvert mål udenfor sig selv (for nu at udtrykke det lisvsforsagerisk og buddhistisk). Denne vor tids afart ind i den sjæls solipsistiske silo har medført kakofoniske knopskyderier af ny vin på gamle flasker; senest ser jeg ”Golf og Mindfulness”, godt nok i Børsen, nok ikke helt uinspireret af: ”Bueskydning og Zen” hvis forfatter, Eugen Herrigel, i øvrigt blev nazist… som måske er ganske sigende for den fare der består i let at korrumperes og lokkes udadtil når det hele går indadtil.  

Judicium sit penes lectorem (læseren må selv dømme derom)

Jeres hengivne
Vicomten

Kære Vicomten,

Tak! Dejligt at du har læst mellem linjerne og fanget det budskab jeg havde på hjertet. Fantastisk at se det skrevet på en anden måde.

Jeg er langt mere tilhænger af både/og end enten/eller...

Dog vil jeg nævne at jeg af egne oplevelser har mærket det ganske fantastiske fællesskab der kan være i et buddhistisk kloster - hvor diskussioner om alt og ingenting altid er velkomne (i de ti minutter om dagen jeg kunne tale med en munk...). Der er langt herfra til new age i mine øjne. Men det er naturligvis en anden diskussion.

esse, non videri

Alt godt

Kresten

Kære Kresten Kay,

Det må være mig der takker, både for din tanke og venskab her på Levlykkeligt.

Ja, alle dage har der været stærke fællesskaber blandt munke forenet i og af klosterbevidstheden... men det var vel næppe denne form for sekulariseret fællesskabsbevidsthed din artikel havde som fokus... men noget mere alment...

Jeg deler at du er tilhænger af "både-og" for så vidt det angår tankeudvekslinger, mulighedernes rige, i handlingslivet derimod gælder alene aut aut "Enten-Eller" som sære salige Søren pointerede så udemærket.

De omnibus dubitandum est

Deres hengivne
Vicomten

Kære Vicomten,

Jeg vil nu blive i taknemlighedens rige for et øjeblik og takke for inspirerende dialog og gode tanker til mine refleksioner. Det sætter jeg pris på og det er præcis det fællesskab jeg søger.

Ja - Descartes levede ikke forgæves. Det er nogle år siden jeg har læst hans meditationer, men jeg har dog tit undret mig over hans manglende tvivl når det kommer til kvaliteten og problematikkerne ved det 'jeg' der tænker og derfor 'er'. Cogito ergo sum - javist, men hvad (og bestemt ikke hvem!) er dette jeg? Og hvad er det der er bevidst om et 'jeg' der er fordi det tænker?

Du har ganske ret i at det er et mere alment fællesskab jeg henviser til og ikke sekulariseret klosterbevidsthed. Alligevel vil jeg mene at nogle buddhistiske lande har en helt anden fornemmelse for fællesskab end de vestlige lande. Blot et eksempel, som man jo ikke kan generalisere ud fra, rejste jeg og en kammerat rundt i Laos for nogle år siden. På busrejsen fra Vietnam til Laos vidste jeg at vi skulle dreje til venstre ved første t-kryds i Laos (der er ikke mange veje). Da bussen drejede til højre sagde jeg stop og vi stod af. Der, midt i absolut ingenting, og hvor det eneste tegn på mennesker var den støvede grusvej, var min ven og jeg ved at blive nervøse da mørket faldt på. Vi talte om hvor vi skulle sove, da en gammel bus pludselig kom kørende i den rigtige retning. Bussen stoppede og tog os med. Da jeg ville betale for rejsen videre - en knap 6 timers tur - afviste de venligt og sagde at det bare var en glæde at tage os med. Kunne man forestille sig det samme i en HT-bus? Og hvordan er det vi i Danmark behandler fremmede? (og hvorfor overhovedet begrebet fremmede?) Trods at disse laonesere der ikke havde ægget til deres salt sagtens kunne have hevet en for dem årsløn ud af os, lod de være. En tankevækkende oplevelse som jeg har taget med mig i livet.

Mine tanker om fællesskab - mål og middel - er, som du nok allerede har gættet, inspireret af Kant og Buber. Trods at disse ikke umiddelbart kan sammenlignes. Det kategoriske imperativ mener jeg er en fin guide idet imperativet ikke underkender at vi OGSÅ behandler hinanden som midler, men altid ligeledes skal se målet i mennesket selv. Det mål som Buber, i mine øjne, fanger i Jeg-Du forholdet, hvor 'jeg' jo netop skal glemmes for at den fælles 'Vi' opleves. i Bubers terminologi 'Den guddommelige gnist'.

Kære gamle Kierkegaard er ligeledes en stor inspiration. At mennesket er et forhold der forholder sig til sig selv - til timeligheden (stilladset) og evigheden (slottet) mener jeg er væsentligt at have fokus på i diskussionen om fællesskab. Ganske rigtig må vi i handlig ty til enten/eller, men det pendulsving du taler om ser jeg også i det enkelte menneske som en vekselvirkning mellem individ og fællesskab. En vekselvirkning der i mine øjne er nødvendig for enhver udvikling. Indbildning er at "sidde fast" i en af polariteterne. Anerkende at vi må forholde os til begge. Fællesskabet er ligeså meget mig som 'jeg' er mig. 

Al snak om spiritualitet er for mig luftkasteller, hvis den ikke inddrager hele mennesket og hele samfundet. Hvis den er eksklusiv og Kammerat Napoleon har for megen magt. En indkøbstur i Netto kan have ligeså vigtig betydning for oplevelsen af fællesskab som meditation i lotusstiling.

Jeg ønsker og håber at der kan opstå en balance mellem 'Jeg' og 'Vi' både på samfundsplan og i den enkelte.

Credo quia absurdum - om du vil. 

Alt godt

Kresten

Kære Kresten Kay,

Så svinger pendulet den anden vej, for nu er det mig der må takke, kunne dårligt være mere enig – nu taler vi jo ganske vist alment, uenighed og dynamik genereres som bekendt jo mere konkrete vi gør det til. Og da form følger funktion, især dette bør gælde kommentarer, er det nok hensigtsmæssigt at jeg ikke fortaber mig som pamfletten schreiber – fokus er jo det som fylder mest – derfor vil jeg begrænse mig, netop for ikke at overskygge din artikel som står så glimrende, frisk og godt i sig selv.

At (for)tvivle om alt; er til stadighed et udemærket heuristisk udgangspunkt; nulstillende; som at vågne hvert øjeblik. Når det er sagt var Descartes nu ikke skeptiker (men benyttede frasen som virkemiddel og setup for sine meditationer for at få datidens skeptikere til at spidse øre – altså et retorisk middel til at føre dem modsat i mål). Både Descartes og Kierkegaard var troende tænkere – netop i kraft eller snarere, på trods, af det forstands absurde – begge havde som endemål sjælens (Selvet, hvad vi nok for at fremme forståeligheden, i kristelig kontekst, må betegne som Personligheden, første person ental) evige frelse. 

Du spørger til dig selv; hvad forstås ved dette ”jeg”? Spørgsmålet er nu stillet, men lader sig ikke besvares. Af andre. End dig selv. I sprogløs (s)tilstand. Netop dette er i yderste instans, pointen for dem begge, nok tydeligst ekspliciteret af den evigt eksistentielt søgende Søren; at pointere Credo’et primat fremfor forstandens faldgrube, sprogets definitive stoppested; sproget består af almenbegreber præget af statisk natur, der hverken kan indfange bevægelse eller det unikke ved det enkelte menneskes særegne personlighed (der er (bør være) forskel på et menneske og en sildestime); at al tale om hvad der definerer et ”jeg” får mig til at føle mig personligt ”overset” når jeg bestræber mig derpå osv… 

… da jeg ikke har skabt mig selv, men ”kun” kan vælge mig selv, må jeg iflg. De to Herrer modtage svaret på en anden frekvens af min Skaber (deraf: Troen er en gave, ikke en viljesakt). Sé dette var en digression… og hvorfor nu det?

I sporet: Ser samme fare, som du. Formår den moderne spiritualitet - ikke den anden (Buber) - ikke samfundet (Tillich) - ikke mig i den anden (Løgstrup), bliver enhver tale om fællesskab i fare får at blive åndløst… eller så åndeløst at vi taber pusten, og fortsætter i frit forfald som Robinsonader; træk og slip service smilende, ængsteligt på vagt overfor homo lupus. 

Fællesskabs flip, bliver det (nok) ikke til igen - selv om farverigheden var at foretrække. Men mon vi forhåbentligt, ovenpå at være gået fra den ene yderlighed til den anden, formå at finde en formildende balance? I fællesskab.

Credo ut intelligam

Deres hengivne
Vicomten

 

 

 

Vicomten

Tak til de herrer for en inspirerende og opløftende dialog, på denne side der ellers er præget af monologer og velmenende ”one liners”…

Kresten, din rejsefortælling fra Laos får mig til at tænke på en oplevelse jeg har fået refereret af en god ven; Han og en kammerat arbejdede for år tilbage som håndværkere i Tyskland, og for adspredelsens skyld havde de valgt at tage en svirretur i den nærmeste større by.  Da tidspunktet for at vende næsen hjemad nærmere sig, opdager de at kontantbeholdningen er meget slunken, og at der ikke var penge til at en taxa hele vejen tilbage til barakken hvor de boede. De prajer en taxa og beder chaufføren køre dem så langt pengene rækker, og er indstillet på at gå resten af vejen. En ikke ubetydelig vandretur klokken lort om morgenen, og med udsigt til en forestående  hård arbejdsdag.  Chaufføren, der under køreturen har fået nys om deres situation, fortsætter ufortrødent og kører dem den hele vej. De to er selvklart meget taknemmelige, og forsøger at få en aftale i stand med chaufføren, så han kan få sine penge næste dag. Dette bliver afslået, og hans kommentar var følgende: ”I kan betale jeres glæd ved at gøre det sammen, når I engang møder nogen i en situation som jeres”.

Pointen med min fortælling er at man langtfra behøver at rejse til østen eller Langbortistan for at opleve uselviskhed, offervilje og storsind. Den ligger lige til højrebenet, og er present hvor end vi færdes. Hvis eller vi tør løfte blikket og slippe tanken om hvorvidt vi risikerer at gå glip at det vi måtte mene at have krav på.

Jeg er desuden ganske overbevist om at hverken, du Kresten, eller min kammerat i taxaen, er uden ”skyld” og indflydelse på udfaldet af de to rejser. Det er altså ikke kun den fremmede kultur der måtte fremstå som åben, men i lige så høj grad om vi tør eksponerer vores egen åbenhed i mødet med det/de fremmede. Erkendelsen af dette gensidige forhold mener jeg er uhyre vigtig, og giver et slip i den magtesløshed der ellers syntes at være styrende for hvad der formås.

Diskursen syntes at kredse omkring det materiale som slotte er gjort af. For nu at vende tilbage til byggebranchens metaforer. Et materiale der ikke lader sig specificerer, men som dog alligevel syntes alment genkendelig. Og mon ikke der i pendulets svingen frem og tilbage, gemmer sig en dimension som vi ikke endnu helt har øje på, og som for et øjeblik vil kunne give - om ikke andet - så fornemmelsen af fælleskab på tværs og på trods?  

Kh Søren

 

Kære Vicomten,

Berigende at få nye perspektiver på Kierkegaard og Descartes. Så vidt jeg husker ender sidstnævnte med at genopbygge hele verden som den er, efter han har fastslået Cogito ergo sum. At han allerede dengang gjorde brug af en så snildt pr-trick som det lader til, taler jo bare til hans fordel.

Jeg er glad for pointen med at blive "overset" ved at blive defineret. Der tror jeg du rammer sagens kerne og er vel egentlig det jeg henviser til i min artikel ved at sige du er arkitekten til dit slot - uden helt at være det bevidst i skriveøjeblikket. Det er jo en præcis formulering af mine kvaler ved megen af den "åndelige" verden, hvor alle har svar som på nederste hylde i et skydetelt Svaret er ofte den gave du alligevel får selvom du rammer ved siden af. Caveat emptor.

Igennem mine egne oplevelser i vipassana kender jeg ligeledes en sprogløs (s)tilstand. En oplevelse af at være observerende (dårligt fanget, men jeg er jo begrænset af sproget) og nærværende. Især med pendulsvingene i mig selv. Med 'Jeg' og 'Vi'. Min erfaring igennem dette og det der giver mening er dog at mennesket i grunden er fællesskab og at 'jeg' blot er et måde at navigere og udforske verden på. Dermed ikke sagt at 'jeg' ingen værdi har, slet ikke, kun at 'jeg' ikke skal styre, da man i så fald ender i børnehaven.

Nu var jeg ikke selv født da fællesskabets farverige periode var på sit højeste, men forstår hvad du hentyder til. Jeg tror at balancen findes og at den er mulig både i den enkelte og på samfundsplan.

Indtil da - Cum insantientibus fuere necesse est

Alt godt

Kresten
 

Kære Søren,

Ja - du har ganske givet ret. Uselviskheden er ikke blot at finde i Langbortistan og jeg har heldigvis også mødt den i Danmark. I tråd med din historie er jeg blevet kørt hjem af en taxa i København ganske gratis så længe jeg blev siddende på gulvet, da der var sensorer i sædet. Hvilket jo alligevel fortæller noget om vores samfund, ligesom monitorering af hjemmehjælpere gør det umuligt for dem at yde den ekstra medmenneskelige omsorg. Men du har ganske ret - man behøver ikke rejse til den anden ende af verden for at finde det der er lige for an næsen på dig og måske endda i dig! I mit liv har det dog hjulpet at rejse for at se på Danmark med nye øjne.

Med hensyn til det med at synes at have krav på er det en længere diskussion - og ganske væsentlig og vigtig. Jeg tror det er en faldgrube i megen personlig udvikling at man pludselig synes man har ret og kan kræve dit og dat - istedet for at se alt som en gave.

Interessant med en ny dimension i pendulsvinget. Måske et oberserverende sted hvorfra både 'Jeg' og 'vi' kan opleves uden identifikation? Du må hellere end gerne skrive nogle linjer om det, så jeg kan få min nysgerrighed stillet.

Alt godt

Kresten

Kære venner,

I har helt tydeligt en finurlig tilgang til sproget, som med ret stor sikkerhed "taber mange læsere i svinget". Kunne man mon forestille sig, at I netop nu, er selve eksemplet på, hvorfor den menneskelige verden er så kaotisk som den er?

Et dejligt tysk orsprog forklarer hvad jeg mener: "Warum etwas einfach machen wenn man es so schön kompliziert kann?"

Som jeg læser jeres diskussion, så cirkler det indirekte omkring hvad Sandheden er.

Hvis jeg skulle komme med et bud på, hvorledes man finder Sandheden, så må det nødvendigvis være resultatet af en observation. Alt der bliver tillagt denne observation, vil være min mening, og dermed ikke Sandheden.

Hvordan observerer man Sandheden? Ved at observere virkeligheden! Med andre ord, Sandheden og Virkeligheden er det samme.

Når jeg observere Virkeligheden, så ser jeg følgende:

Virkeligheden – Niveau 1:

Er den del af virkeligheden, som vi mennesker intet kan vide noget om. Det er den del af virkeligheden som ligger bag alting. Nogle ville kalde den del af virkeligheden for Gud, men det ser jeg som et dårligt ord, fordi det for mange vækker associationer i retning af en mand med stort hvidt skæg, som sidder i himlen. Desuden vil nogle tro, at jeg nu begynder at tale om relligion, hvilket jeg absolut ikke gør.
Jeg vil defor hellere bruge ord som: "den skabene kraft bag alting i universet".

Denne del af virkeligheden kan vi som mennesker ikke vide noget om, og ethvert forsøg på at gætte sig til hvad dette er, vil blot føre til besvær og lidelse.

At leve i overensstemmelse med sandheden, betyder, at man som menneske erkender, at man ikke kan have viden om denne del af virkeligheden, samt, at hvad der end måtte ske på dette niveau, vil intet kunne ændre på, og intet kunne påvirke.
Alt hvad der sker på dette niveau har altoverskyggende magt.

Virkeligheden – Niveau 2:

Er den del af virkeligheden som vores sanser kan opfatte. Det er naturen, det er planeter, stjerner og galakser. Det er fødsel og død. Det er de “spilleregler” som “Skaberen” på niveau 1 har udstukket for den manifesterede verden.

Denne del af virkeligheden har sit eget “liv”, og gør det den gør, uanset hvad vi mennesker måtte mene om det. Ingen forestilling, tro eller overbevisning kan ændre på hvad dette niveau af virkeligheden “beslutter” sig for.

Hvis du forestiller dig, at du har kontrol over denne del af virkeligheden, så kommer du til at lide. Så finder du det forfærdeligt, når en Islandsk vulkan bryder ud, og tvinger den menneskeskabte verden til at indordne sig. Eller du finder det urimeligt, når jordskælv og sunamier opstår. Du finder det i særdeleshed urimeligt, at den krop du opholder dig i, på et tidspunkt skal dø.

Hvis du lever i overensstemmelse med virkeligheden, så forstår du, at du ingen magt har over dette niveau af virkeligheden, og dermed lever du et liv i fredfyldt harmoni, med hvad der er. Alt hvad der sker på dette niveau har altoverskyggende magt over underliggende virkeligheder.

Virkeligheden – Niveau 3:

Dette er den relative menneskeskabte kollektive virkelighed. Det er de systemer og love som mennesket selv har skabt og vedtaget. Jeg skriver at det er en relativt virkelighed, og det er det, fordi alle disse love og vedtagelser ingen magt har over hændelser i niveau 1 og 2.

Desuden, ville den virkelighed som eksisterer i niveau 1 og 2, på længere sigt, være fuldstændig upåvirket af mennesket, og hvad mennesket måtte kunne finde på. Selv en altødelæggende atomkrig på Jorden, ville ikke påvirke virkeligheden i niveau 1 og 2. Selv Jorden ville overleve dette på længere sigt. På dette niveau begynder vi at nærme os den virkelighed, som det enkelte menneske lever i, men dog stadig kun nærme os.

Alt hvad der sker på dette niveau har altoverskyggende magt over den underliggende illusoriske virkelighed.

Virkeligheden – Niveau 4:

Dette er den virkelighed, som det enkelte individ oplever. Det er en illusorisk virkelighed, som ikke eksisterer andre steder end i det enkelte menneske. Det består, af det enkelte individs egne forestillinger, overbevisninger, tro og formodninger. En tankeskabt virkelighed.

Fordi denne virkelighed er en illusorisk virkelighed, er den under konstant pres fra virkelighederne i de overliggende niveauer. Når man lever sit liv, fortabt i egen tankeskabt verden, lever man et liv som udmønter sig i en konstant kamp for “overlevelse”.

En kamp for troen og overbevisningens overlevelse! Man skal konstant forsvare sine overbevisninger, et arbejde som er udmattende, og stressende. Når man lever sit liv fortabt i den tankeskabte virkelighed, så har man ingen indre fred, og kun sporadisk oplevelse af lykke.

Det fantastiske ved dette, er, at man ikke behøver at tro på dette for at det er således det udfolder sig. Virkeligheden og sandheden er totalt ligeglad med om man tror på den, den er hvad den er, uanset hvad.

Når man erkender dette, så indser man også, at man taber hver eneste gang man er i konflikt med virkeligheden, men kun hver eneste gang…

Det er muligt, at man via en stor kraftanstrengelse, kan såkaldt ”vinde” i den ydre verden, men lige så længe man fastholder sin egen oplevelse af hvem man er, i sin tankeskabte konstruktion, så vil man vedblive med at tabe i den indre verden....

Det forunderlige er, når man betragter det, at vi mennesker har det med at vende alting på hovedet, og derfor taler vi som oftest om den sandhed som vi selv opfinder på niveau 4, som den endegyldige sandhed, og derved bliver noget som er meget enkelt, til noget som er meget indviklet.

Syntes vi ikke, at tiden er kommet til at skifte fokus fra de evindelig bestræbelser på at vinde i den ydre verden, til istedet at begynde at vinde i den indre verden?

Dette er således resultatet af mine oberservationer, som jeg gerne deltager i yderlig undersøgelse af, men som jeg ikke har nogen intention om at ville forsvare.

Fortsat god dag, til de herrer

Mvh
HC

Kære HC,

Tak for en virkelig inspirerende og tankevækkende kommentar. Jeg må indrømme at jeg med mellemrum fortabes i sproget - hvilket er mod min hensigt - men jeg elsker simpelthen at formulere mig skriftligt og gribe ud efter det der ikke kan gribes med sproget. Nogle gange mudrer det budskabet for modtageren. Desværre og dermed er jeg jo ganske rigtig en del af problemet. Hvilket jeg nu heller ikke vil påstå at jeg ikke er.

Jeg kan kun nikke genkendede til din pointe om ikke at ville forsvare sig. Det er præcis der jeg gerne vil hen - der hvor vi undersøger hinandens forskellige niveauer. Tør stille spørgsmålstegn ved niveau 3 og 4 - uden at holde stædigt fast på retten til sandheden. Så fra mig vil der ikke komme angreb, men måske nysgerrige spørgsmål :-)

Dine obersvationer er langt hen af vejen de samme som mine. At vi fortabes i niveau 3 og 4 - prøver jeg at forklare med stilladset og slottet. At vi ikke skal lade os forlede af de mange "sandheder" som niveau 3 og 4 servere. Men dermed ikke underkende disse niveauer, blot ikke give dem mere magt end som så. Da dette skaber mere splittelse end fællesskab. Den underligggende magtfulde illusion som du beskriver, så jeg gerne nedtones for at møde hinanden i nysgerrig undersøgelse af den virkelighed du beskriver. Mennesket er vel alle fire niveauer i en smeltedigle af forvirring og oplysning? Alt efter hvor man vælger at fokusere.

Du sætter mig forresten på plads med det tyske citat, en oversættelse ville var skøn - jeg er bestemt ikke ferm i det tyske... touche:-)

Alt godt

Kresten

Kresten, jeg vil tage udfordringen op, og forsøge at forklare min påstand om en ukendt dimension.

Da jeg læste Vicomtens metafor om pendulet der svinger fra yderpunkt til yderpunkt kunne jeg mærke en begyndende resignation, og tanken om at det hele blot gentager sig med et klokkeværks præcision og forudsigelighed, faldt mig ind. En yderst velkendt tilstand som gennem mange år har haft et uhyggeligt fast tag i mig, og den måde jeg opfattede og (re)agerede i verden.

Men pendulets yderpunkter er jo, hvis man løfter blikket og betragter dets svingen frem og tilbage slet ikke stationære. Mens pendulet svinger, roterer jorden om sig selv, og jordens position er en anden end for et øjeblik siden. Så i tid og rum vil et hvert yderpunkt altid være nyt. Denne kraft der flytter på fundamentet, og det ståsted hvorfra vi som beviste eksistenser betragter verden, er vel det nærmeste jeg kan komme en beskrivelse af det jeg benævnte som en ukendt dimension.

Når jeg læser din og Vicomtens dialog, kan jeg opfatte og sanse den fra flere forskellige angrebsvinkler. Som ren akademisk hjernegymnastik, der kan få mig til at føle mig uvidende og koblet af. Samtidig er der en del af mig der på et andet plan forstår essensen af dialogen og de begreber der er i spil. Dette uden at jeg på nogen måde har studeret eller læst de store tænkeres udgydelser i detaljer. Det sidste får mig til at føle mig levende og ”i kontrol”. Det kan på sin vis forundre mig, og det vil være nærliggende at forsøge at forklare dette ud fra en traditionelt akademisk vinkel; Hvordan kan jeg som almindelig uvidende væsen være i besiddelse af evnen til at forstå essensen af fortidens store tænkere uden at have studeret dem?

Som overordnet fænomen betragtet, tror jeg der er tale om en akkumulerende og langsom eskalerende udvidelse af vores bevidsthed, vi er ”udsat for”. Styret, ikke kun af vores gensidige påvirkning af hinanden igennem bla. fælles samfundsnormer og kulturforståelse, men også af en evolutionens impuls, hvis kraft vi ikke kan gøre os begreb om at forstå, men med vores sanser vi til dels kan opfatte. Og måske oven i købet udnytte.

Jeg vil som sagt ikke gøre mig bestræbelser på at forsøge at forklare eller rationelt begrunde, men blot konstatere at jeg syntes at fornemme en bevægelse imod denne udvidelse. For jeg er jo langt fra det eneste individ der er under påvirkning af denne essens, der i stigende grad bliver manifesteret, ikke kun i tanker på skrift, men i levet liv (måske en vigtig detalje!).

HC’s fremstillig af virkelighedens domæner er en eminent model, der kan tjene som navigationsgrundlag og udgangspunkt i en dialog om grænseopfattelse og flytning. Men jeg tror næppe at grænserne mellem de forskellige domæner er statiske. Faktisk er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at en redefinition af (forståelsen og oplevelsen af) grænsen mellem den individuelle (illusoriske), og den kollektive virkelighedsopfattelse er påtvingende nødvendig. Og sært skulle være om ikke den diskussion skulle sprede lidt forvirring undervejs…

Kh Søren

Kære Søren,

Tak for de oplysende linjer. Jeg tror jeg fanger billedet med jordens bevægelse og tid og rum. Som jeg ser det, er det alts foranderlighed der dukker op. At pendulsvingene måske svinger frem og tilbage mellem individ og fællesskab, men at disse konstant viser sig på nye måder. Og at der er et eller andet X der har indflydelse på disse svingninger. Måske det niveau 1 som HC skrev om?

At der er tale om en bevidsthedsudvidelse er jeg ikke i tvivl om. Gad vide hvor det ender - eller om det ender? Martinus beskriver jo hvordan udvikling ender i indvikling og hvordan udviklingsspiralen er defineret af disse.

Den rene akademiske hjernegymnastik som du beskriver, er jo blot i mine termer et stillads og man bør derfor ikke forfalde til dette. Det har jeg dog en tendens til. Men din pointe med at forstå på et andet plan, måske mere intuitivt, er særdeles vigtig for mig. Den intuitive og kreative læsning af blandt andet Kierkegaard, Buber m.fl. har langsomt åbnet døren for mig til en bredere forståelse. Og er det ikke målet med enhver god tekst? At den ikke skal fortabe sig i sig selv, men siger mere end bare ordene?

Jeg tror heller ikke grænserne er så statiske som beskrevet i HC's fine opdeling, men måske er denne opdeling med til at skabe forståelse. Og så må den enkelte opleve grænsernes flydende bevægelse i eget liv.

Tak for godt input!

Kresten

Tak for jeres input.

Det tyske citat, betyder vel noget a'la "hvorfor lade noget være simpelt, når man på skønneste vis kan komplicere det"

Min oplevelse er, at dette peger meget fint på meget af det vi mennesker foretager os.

"Virkelighedsmodelllen" som tidligere beskrevet, har naturligvis masser af begrænsninger. Sådan vil det altid være når man bruger ord til at beskrive hvad som er. Jeres tilbagemeldinger, fik mig til at kigge på modellen nok engang.

Når jeg taler om "den skabende kraft bag alting", så forekommer det umiddelbart at være mere korrekt, at tale om "den skabende kraft i alting".

Direkte observeret, ser det ud som om, at den skabende kraft er i alting, og dermed også i dig og i mig osv.

Det er også åbentlyst, at mennesket selv er en del af den virkelighed som befinder sig i niveau 2. Når man ser det, er det faktisk lidt.... - komisk?, at vi er en del af en virkelighed, som vi så tænker os ud af.

Når man undersøger dette i tankerne, fortæller tankerne gerne, at denne tankeskabte virkelighed er et højere og mere ædelt niveau, men direkte observeret, forekommer det faktisk at være en devaluering.

Venligst
HC

Kære HC

Jeg tror du har en meget vigtig pointe med at inkluderer denne skabende kraft i alt. Os som bevidste eksistenser inklusiv. I min terminologi er resultatet af evolutionens impuls det lille sneak peak vi har ind i denne kraft, eller det der kan bevidstgøres / forholdes til / tænkes om, af denne kraft.

Jeg har i mange sammenhænge fremført argumentet at evolutionen ikke er noget vi ser omkring os, men er en del af, og indeholdende. ”Ja ja, det er helt klart” er responsen ofte på dette postulat. Det er for mig tydeligt, at dette ”ja” der lyder, er fra en stærkt dissocieret tilstand, og langt fra bevidstgjort. Det eksisterer kun som en interessant tanke, der med selvfølgelighed glæder menneskeheden som helhed, men slet ikke implementeret eller bevidstgjort på et dybere plan hos det enkelte individ.

Dermed er det behageligt konsekvensløst for den enkelte. Det er for så vidt fuldt forståeligt, i og med det er en kraft, vi i den gængse tankegang er underlag, og ikke har indflydelse på.. En associering ind i fænomenet vil derfor eksponerer magtesløshed. Og hvem vil frivilligt kigge ind i den? En måde at omgå denne magetsløshed på, er via tankespind, at forestille sig en form for kontrol, som i bund og grund kun er indbildning. Ren niveau 4!

Men virkeligheden er jo en anden. At vi som menneskehed har en stærk indflydelse på de omgivelser vi lever i, er for de fleste mennesker med al tydelighed klart. At denne indflydelse påvirker den retning evolutionen tager, tror jeg også de fleste mennesker kan anerkende. At vi på et vist niveau er ude af kontrol med denne påvirkning er også for de fleste tydeligt.

Spørgsmålet er for mig om den overbevisning om at være underlagt en større kraft, manifesteret i det vi kalder evolutionen, Guds vilje, eller hvad vi måtte vælge at benævne kraften med, længere er hensigtsmæssig? Kunne vi med fordel erstatte den med en ny overbevisning der inkluderer evolutionens impuls? En impuls der kunne være den gnist der ligger bag vores iboende skabertrang og virkelyst, og hvis retning vi - om ikke har fuld kontrol over - så dog har en afgørende indflydelse på.

Samtidigt tror jeg at denne impuls er noget nær det dybeste vi har i os, og den fællesnævner der kan binde os sammen som mennesker, på tværs af race, kultur og hvad har vi.

kh Søren

 

Til alle implicerede parter: Tak for en god og berigende dialog...

Kære alle deltagende herrer!

Jeg kan kun bakke op om Sørens tak - det er skønt og inspirerende med sådan en dialog. Skulle jeg skrive min artikel igen, ville den være anderledes pga. jeres berigende input.

Jeg håber det giver anledning til fremtidig dialoger på levlykkeligt.dk

Alt godt

Kresten

Tak og i lige måde.

Mvh.

At leve lykkeligt er brolagt med hurtige løsninger i personlig udvikling. Kresten Kay skriver på Levlykkeligt.dk