Fysisk, mental og spirituel energi NU

Sådan fik jeg mit liv tilbage

Har du en ”yde først og nyde senere” tilgang til livet? Ignorerer du kroppens smertesignaler, der fortæller dig, at det er tid til at nære dig selv på alle planer?

Så er du ikke alene. Som energi-coach er jeg ude i marken og lytter til folks udfordringer. Og de sætninger jeg hører oftest er: ”Hvis bare jeg havde mere energi”, ”Jeg slæber mig igennem hverdagen”, ”Jeg falder om på sofaen kl. 20.00” og ”Jeg har så ondt, at jeg spiser piller hver dag, for at kunne eksistere”

Jeg ved, hvad de taler om. I årevis var mit liv så meget ude af balance, at jeg blev syg af det. På trods af en livsstil med motion, frugt og fibre, så handlede mit liv mere om overlevelse end om virkelig at leve. Aftenerne endte ofte med, at min mand og datter sad alene ved middagsbordet, imens jeg drak et par Treo og gik en tur. Og weekenderne tilbragte jeg som regel for nedrullede gardiner med migræne. Hvordan i alverden kunne så positiv, livsglad og sundhedsinteresseret en person som mig opleve så alvorlig en energikrise? Det skal jeg fortælle dig. Men endnu vigtigere, så vil jeg dele med dig, hvordan jeg fik det bedre, ved at gøre det til mit livs vigtigste mission at skabe energi. Og du kan gøre det samme. Er du parat? Rul ærmerne op, for vi skal i gang med at transformere dit liv lige nu!

Jeg dulmede livet
Kroppen taler kun til dig, hvis den har vigtig information at give. Den råber: ”Hør lige på mig, der er nogle psykiske ting, du skal bearbejde, som manifesterer sig fysisk i kroppen” eller ”Du er i gang med at forgifte mig med din livsstil”. Kroppen vælger at kommunikere med alt fra en dårlig ryg, allergi, hovedpine, hudsygdomme, diabetes, overvægt eller andre ubehageligheder. Ingen vælger bevidst at skabe ubehageligheder. Men det er altid dit ansvar, hvordan du tackler smerten. Fordi vi øjeblikkeligt motiveres af at opnå glæde og undgå smerte, rækker de fleste af os ud efter symptombehandling. Få smerterne til at gå væk NU! Problemet er bare, at det er som at tage et plaster på såret. Plasteret giver dig ikke løsningen på, hvorfor såret opstod i første omgang. Måden min krop skriger på, når jeg ikke lytter er via migræne. I årevis forsøgte jeg plaster modellen i form af migræne medicin og Treo.

Det resulterede i medicininduceret migræne, hvor man vågner hver dag med migræne, og det eneste der tager smerterne er medicinen, men hvor det samtidig er ens overforbrug af medicin, der er skyld i den kroniske migræne. Altså en situation hvor medicinen hjælper nu og her, men gør situationen værre på lang sigt. Sommetider skal vi mennesker virkelig langt ud, før vi er parate til at tackle årsagen til smerterne, i stedet for at dulme. For mig rykkede jeg først virkelig, da min elskede mand sagde: ”Gitte enten er det pillerne eller mig?”. På min medicinskuffe hængte jeg en seddel, hvor der stod: ”Medicin-fri eller familie-fri”. Den kunne jeg så se på de næste tre dage og nætter, hvor jeg tog en kold tyrker, kastede op non stop og havde det som om jeg skulle dø. Jeg lærte, at der ikke findes nogen vej ud af smertehelvedet, men der findes en vej igennem. Og vejen igennem er, at du resten af livet dedikerer dig til hver dag at tage ekstremt godt vare på din fysiske, mentale og spirituelle energi. Noget jeg gør HVER dag nu.

Fysisk energi
Selvom jeg som aerobicinstruktør og kostvejleder altid har levet ret sundt, var det først da kroppen (hovedet) virkelig sagde av, at jeg tog min livsenergi virkelig alvorligt. Og her er hvad der overraskede mig mest. Jeg anede ikke at man kunne få det så meget bedre, når man giver kroppen optimal næring og kærlighed. Min kærlige tilgang er bl.a. en anti-inflammatorisk livsstil. Inflammation er en slags usynlig ildebrand i cellerne der bl.a. opstår ved en stressede livsstil, for lidt motion, for lidt nydelse, for meget sukker, for mange simple kulhydrater, for lidt næring og for lidt sundt omega 3 fedt. Måden du slukker den ødelæggende ”ild” er ved at spise en anti-inflammatorisk kost rig på sund fedt, fibre og antioxidanter og ved at afstresse, så livsenergien (Prana, som det kaldes af yogier) igen kan flyde frit i kroppen.

Her får et par af mine anti-inflammatoriske værktøjer, som er blevet lige så naturlig en del af min hverdag som tandbørstning og brusebad:

•    Smoothies med masser bær og spinat
•    Hjemmepresset saft af diverse grøntsager lige fra chilli, ingefær, rødbede, selleri og agurk
•    Holder blodsukker stabilt ved at bruge kanel i mine smoothies, spise proteiner til hvert måltid og undgå sukker + simple kulhydrater som hvidt brød, lys pasta og hvide ris.
•    Drikker i spandevis af grøn te og vand hele dagen.
•    Tager kosttilskud hvoraf de absolut vigtigste er en multivitamin, fiskeolie og d-vitamin.
•    Går minimum en times powerwalking eller løber en halv time om dagen.

Jeg ser kroppen som et klaver. Du kan være verdens bedste pianist, men hvis dit klaver ikke er tunet, nogle af tangenterne er gået i stykker, og det er fyldt med skidt og slam – hvordan vil din musik så lyde? Kroppen er det eneste hjem din sjæl og personlighed har at bo i, så hvorfor ikke skabe et slot i stedet for et slidt telt.

Mental energi
Min erfaring er, at vores psykologi bliver til vores biologi. At de traumer vi har med i bagagen flytter ind på celleplan i kroppen. Når noget gør fysisk ondt, kan der meget vel være nogle psykiske ting, du ikke har fået bearbejdet endnu. Selvom jeg har hørt og læst psykologer fortælle, hvor vigtigt det er at bearbejde sårene og give slip, tog det mig mange år at finde nøglen til, hvordan jeg skulle gøre. En af mine ”aha” oplevelser fik jeg fra den amerikanske super coach ”Debbie Ford” der siger, at du har en historie, men du er ikke den historie. For mig betyder det alverden, at min identitet ikke er hængt op på at være datteren af alkoholikeren. At jeg ikke er min fortid, men jeg er potentialet for min nutid og min fremtid. Min nye historie handler om tilgivelse, hvordan alle fortidens problemer har gjort mig til den stærke kvinde jeg er i dag, og hvor taknemmelig jeg er for, at det kun er mig der bestemmer hvilken del af fortiden, jeg vælger at slippe, og hvilken del jeg tænker tilbage på med stor glæde.

Tre hurtige og effektive mentale værktøjer til at ændre din mentale energi fra negativ til positiv:

1.  Er du ked af det, er det måske fordi du fortæller dig selv en historie om hvor uheldig du er, eller hvor dårligt andre behandler dig. Hvis du SKULLE skrive den positive udgave af historien om fyringen, om din fedme, om manden der forlod dig, eller huset der røg på tvangsaktion – hvordan ville den så lyde? F.eks. ”De tre kilo jeg tog på i december, motiverer mig endnu mere til at motionere og spise sundt nu” eller ”Fyringen giver mig mulighed for at finde et endnu bedre job, så længe jeg er åben, taknemmelig og fokuserer på mulighederne i stedet for begrænsningerne”

2.  Overmandes du af negative tanker, så sig ikke til dig selv, at du ikke må tænke negativt. Har du lagt mærke til, at tanker bare kommer flyvende, om du ønsker dem eller ej? Bliv i stedet iagttageren af dine tanker. Når du iagttager en negativ tanke, så stiller du dig selv spørgsmålet: Hvilken tanke ville føles lidt bedre nu? F.eks. ”Jeg har ondt i halsen, har ikke tid til at være syg og er bange for at det tager et par uger at komme ovenpå igen” bliver til ”Min krop kommunikerer. Er sikker på, at når jeg hviler mig i sengen, ser en sjov film, drikker en masse te og spiser nogle c-vitaminer, så kommer jeg hurtigt på toppen igen”.

3.  Lær at slutte fred med virkeligheden. Har du lagt mærke til, at du taber, hver gang du ønsker, at noget du alligevel ikke har kontrol over, burde være anderledes? Når du generes af noget eller nogle, og mærker den negative energi overmande dig, så stil dig selv følgende spørgsmål: Er dette indenfor eller udenfor min indflydelsessfære? Sidder du f.eks. fast i trafikken, er det uden for din indflydelsessfære. Din negative energi vil kun bidrage til et svækket immunforsvar, fordi kroppen producerer for meget adrenalin og kortisol, når du stresser. Du kan lige så godt trække vejret dybt, ringe til en ven, sætte god musik på og sige: ”Det er, hvad der er”.

Spirituel energi
Jeg kan ikke komme i nærheden af mit energipotentiale, hvis ikke jeg dagligt sætter tid af til en spirituel praksis. Spiritualitet handler for mig om at være i samklang med den del af en selv der er ren potentiale, ren energi, ren kærlighed. Den del der ikke har et fordømmende ego der siger: ”Du er hvad andre tænker om dig, du er hvad du har, og du er hvad du tjener”. I det spirituelle og psykologiske skrift, jeg studerer dagligt, der hedder ”Et kursus i mirakler” står der, at der kun fines to følelser. At alt hvad vi tænker, siger og gør enten er et udtryk for frygt eller kærlighed. Min opgave er altså bevidst at arbejde på, at få kærligheden til at fylde mest muligt, fordi frygt dræner min energi og kærlighed nærer min energi. Hvilken spirituel praksis du vælger er en smagssag. Men prøv at sætte tid af til daglig spirituel aerobic, og se hvad der sker med din energi.
Her er et par forslag:

•    Lav fem minutters vejrtrækningsøvelser, hvor du trækker vejret gennem næsen, imens du tænker: ”Ny energi”, og hvor du puster ud gennem næsen, imens du tænker: ”Jeg giver slip”
•    Læs et kapitel eller et par sætninger i en spirituel bog som f.eks. ”Nuets kraft”. Gå en tur og tænk over budskabet.
•    Lyt til meditations cd´ér.
•    Lyt til spirituelle radioprogrammer fra f.eks. www.hayhouseradio.com
•    Praktisér ekstrem venlighed over for dig selv, og alle du møder i dag.

Ofte får jeg stillet spørgsmålet: Har du altid så meget energi? Og selvom jeg ville ønske, at jeg kunne svare ja, så er det langt fra sandheden. Vi er alle født med forskellige energivibrationer, og der findes ikke en ”one size fits all” plan. Jeg kender mennesker der sprudler af energi, selvom de ikke tager specielt godt vare på sig selv. Du kender sikkert også historien om oldemoderen der blev 100 år, selvom hun røg 20 smøger om dagen og levede af kager. Men for de fleste af os, er det nu engang sådan, at energi ikke bare er noget vi har, men noget som vi selv skal skabe. Mit livs vigtigste beslutning er at skabe mental, fysisk og spirituel energi hver dag. Og hvorfor er det så vigtig en beslutning? Fordi det ikke bare handler om at have lidt ekstra energi i ny og næ, men det handler om, at livet gør alt for ondt, hvis ikke jeg gør det. Mit liv skal ikke længere bare handle om at overleve, men om virkelig at leve. Hvad med dig, hvor vigtig er din energi?

Kærlig hilsen
Gitte Koldtoft

Mere inspiration
Du kan downloade forordet til min bog ”Mere energi” gratis på www.gitteglad.dk og se min to minutters video om min energi transformation på www.nytnordiskforlag.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Fysisk, mental og spirituel energi. Sådan fik jeg mit liv tilbage. Gitte Koldtoft skriver på Levlykkeligt.dk