Gå sommeren i møde med et positivt syn på din krop

Du kender det måske godt: År efter år gruer du for at iklæde dig bikinien og vise din krop frem til fuld skue på stranden og i parken. Du har helt sikkert en superslank veninde eller to, som du helst ikke vil sammenlignes med. Du kigger måske i modebladene og tænker, ”hvis bare jeg kunne få hendes krop, så vil jeg blive lykkelig!”

Du skal bare huske på, at vi ikke alle er født med den samme genetiske formel for den slanke, spændstige model-krop. Der er en grund til, at nogle få mennesker her i verden kan leve af deres udseende som foto- eller catwalkmodel: de er født med en vis genetik, der gør at de nemmere kan holde det overflødige fedt fra døren.

Mange af os har derimod en ”normal” krop med en naturlig tendens til en blødere silhuet – og hurra for det! Hurra for kvindelighed! I stedet for at ”obsesse” over den krop du ikke har, så tag dig kærligt af den du har, og elsk den som den er. Din krop er en del af dig, og ikke bare noget du slæber rundt på – kroppen skal bære dig gennem hele livet, og netop derfor skal du ære og elske den.

Det er altid anbefalelsesværdigt at spise en sund og velafbalanceret kost og dyrke motion, for at leve længere med et godt helbred. En sidegevinst kan være at smide eventuelle overflødige kilo, der er med til at øge risici for at udvikle livsstilsrelaterede sygdomme.

Men udover de åbenlyse livsstilændringer, der skal til for at rent fysisk forandre sin krop, er der nogle praktiske tiltag til at ændre sin mentalitet omkring sin krop.

Så til dig kære kvinde med et negativt syn på din krop - her kommer 4 øvelser til at ændre din indstilling til din krop:

1. Se dig selv i spejlet hver dag uden tøj på og giv dig selv komplimenter.  Drej rundt, brug et bakspejl og udforsk hver en afkrog af kroppen – og find dernæst mindst 3 ting du elsker ved din krop. Sig det højt og mens du kigger dig selv i øjnene. Smil og fortæl dig selv at du elsker dig! (Tip til dig der er single: Hvis ikke DU kan elske dig, hvem skulle så kunne?)

2. Du må ikke sige noget negativt om dig selv! Hvis du er ved at gøre det, så skynd at vende det til noget positivt. Fx tænker du ”Min røv er for stor” – se det positive i det, og sig højt ”ok ja den er stor, men det fremhæver til gengæld min talje rigtig fint”. Hvis du ikke kan vende din tanke til noget positivt, så tænk på noget helt andet. Det vigtigste er, at du stopper den negative tankestrøm! Tal til dig selv som du ville til din bedste veninde!

3. Find en rollemodel, én du synes bærer sin kvindelighed og sine runde former fantastisk. Enten en kvinde fra medierne, en veninde eller din nabo. Lån af hendes ressourcer og styrke til at elske din krop og elske at være dig. Hvis du ikke kan eller vil spørge hende til råds, så prøv bare at forestil dig, hvordan hun bærer sig ad.

Der er tre elementer. 1:Hvordan fremstår hun fysisk, hvordan bevæger hun sin krop, hvordan er hendes kropsholdning, hvilken udstråling har hun? 2: Hvad er hendes indre dialog - og den ydre? Hvad siger hun mon til sig selv, og hvad siger hun til andre om sig selv? Hvilke støttende sandheder fortæller hun mon sig selv og omverdenen? 3: Hvad er hendes fokus i livet? Hvilke overbevisninger og værdier har hun som frigør hende fra selvhadet?

Når du har samlet disse tre elementer, fysiologien, sproget og overbevisningerne, så har du din rollemodels ressource-pakke til fri afbenyttelse.  Gå endelig i gang med at imitere, og mærk hvordan du efterhånden får integreret elementerne i dig, som var de dine egne. Til sidst bliver de DINE! DU bliver den ressourcestærke, som andre vil bruge som rollemodel, fordi DU udstråler power, lykke og kærlighed til dig selv og din krop.

4. Sidst men ikke mindst: Acceptér dig selv! Acceptér dig selv lige som du er! Du er ok lige som du er – du behøver virkelig ikke at gøre noget som helst for at være ok! Du behøver ikke være tyndere, strammere, højere eller lavere – du er den du er og det er HELT ok! Slip lidelseshistorien og slip fri af selvhadet.

At slutte fred med sig selv, finde ro og acceptere sig selv, er ikke ensbetydende med, at man aldrig får lyst til at optimere sig selv. Du kan sagtens have et ønske om at blive en bedre udgave af dig selv, blive sundere, stærkere og få mere energi – men din accept af dig selv gør, at du slipper for lidelsen, mens du gennemgår en eventuel forandringsproces.

Minus accept = lidelse, uro, en følelse af ikke at være god nok og aldrig at blive tilfreds med sig selv.

Accept = fred og ro i sjælen, bevidsthed om at man er ok – uanset hvad.

Så kære kvinde, gå sommeren i møde med disse punkter i tankerne:

  • Spis sundt og motionér hver dag for at leve et langt liv med et godt helbred.
  • Elsk dig selv, elsk din krop og værdsæt den – den skal bære dig resten af dit liv!
  • Tal pænt til dig selv og behandl dig og din krop, som du ville behandle din bedste veninde.
  • Find en rollemodel der elsker sin krop – en som du kan efterligne og låne ressourcer og styrker af – til at blive i stand til at elske din krop.
  • Acceptér dig selv, beslut dig derefter for, om du vil gøre noget ved din krop eller ej – og slip det så, slip besættelsen. Kun på denne måde slipper du for lidelsen ved selvhadet.

Rigtig god fornøjelse med øvelserne  - gå ud og praktisér dem med det samme! Start nu med at elske dig selv - bliv din egen bedste veninde i dag!

Kærlig hilsen
Eva

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Sommer med et positivt syn på din krop. Læs mere