Smerten er min meditation

At sidde på en bjergtop i ro og mag og meditere, er da ikke den vilde kunst. Men at kunne bevare iagttage rollen til ens egne tanker og følelser, når man har "knive" igennem hjernen - se det er meditation. 

Som du måske allerede ved, er en af mine største udfordringer migræne. Jeg ved godt, at jeg hverken har det værre eller bedre end dig. At vi alle har vores "migræne" her i livet. At ingen af os går igennem livet uden smerte. Jeg får det bedre og bedre via kostomlægning (Kærlighed og Kulhydrater) og energi-styring, men er altså ikke kureret endnu. 

Mange kalder deres fysiske skavanker for en gave. Migrænen er ikke en gave for mig, for jeg ville aldrig give den hverken til mig selv eller andre. Men det er en læremester. 

Faktisk er migrænen blevet min kærlige meditationslære. 

Meditation handler om at tillade de tanker og følelser man oplever, at være der. At tage kampen ud. At lade være med at identificere sig med tankerne, men istedet at være iagttageren af disse tanker. 

Når smerten er der, giver det mig mulighed for at træne iagttager rollen massivt.

Kan jeg lade være med at identificere mig selv med smerten? Kan jeg iagttage den og give den lov til at være der? Kan jeg bevare venlighed overfor mig selv og andre, selv under den værst tænkelige smerte? Kan jeg vælge at guide mine tanker til at være i samklang med kærlighed istedet for frygt? Kan jeg tale pænt til min datter, selvom hun fyrer op for MGP i stuen og bliver ved med at sige "Mor kom og se mig optræde"? Kan jeg lade være med at snære af min mand? 

Sagen er nemlig, at det er nemt at være rolig, glad og venlig overfor alle, når man ikke har fysisk eller psykisk ondt. Som Lao Tzu sagde "Vær venlig overfor de venlige, og være venlig overfor de uvenlige, for venlighed er din sande natur". Jeg har haft udfordringer med at være venlig overfor mig selv under migræneanfald. "Åh, Gitte du er også så svag"

Kan jeg være i samklang med min sande natur, når det gør ondt, bliver jeg meget bedre til altid at være det, når det ikke gør ondt. 

Som Eckhart Tolle siger, så skal du lade være med at identificere dig selv med smerten, for den er ikke dig. Vær iagttageren. 

Jeg har skrevet en bog om, hvad migrænen lærer mig, som du kan bestille hjem fra biblioteket. Uanset om du har migræne eller en anden fysisk ubalance, så kan du bruge den som en læremester. Du kan lære at bryde identifikationen, og det er præcis det meditation handler om. 

Jeg er overbevist om, at vi sagtens kan lære at meditere igennem glæde og ikke smerte. Men jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at havde det ikke været for migrænen, havde jeg ikke sat min røv ned og haft tålmodighed til at lære det. Migrænen havde et formål, og nu har den det ikke mere. Jeg er villig til at lære via glæde istedet for smerte. Villig til at udvikle mig via glæde, glæde, glæde og endnu mere glæde. 

Hvad med dig? 

 

 

 

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Meditation - sådan bruger jeg smerten. Læs mere