

Skyggen som hjælper
Jo stærkere vi undertrykker og fornægter nogle af vores sider, jo mere magt kan de få over vores liv. De sider vi ikke umiddelbart kan se og acceptere, er alle sider, der i en mere afdæmpet udgave, vil kunne bidrage positivt til, at vi kan være autentiske hele mennesker. For at kunne være hele og autentiske må vi kunne rumme hele os selv, og derfor vil vores skyggesider gøre alt, for at vi kan få øje på dem og anerkende deres værdi. Igen og igen vil de komme frem og gøre opmærksom på sig selv: ”Hallo, jeg er her altså også. Jeg vil høres, ses og accepteres. Hvis du ikke kan finde ud af, hvad der er godt for dig, må jeg jo hjælpe dig med det!!”
Hvis du har brug for at slappe af og være dig selv og ikke selv kan finde ud af at skaffe dig den fornødne plads til dette, kan skyggen f.eks. sørge for at du råber og ter dig, så alle omkring dig forsvinder, så du kan få ro. Eller sørge for at du hele tiden møder mennesker, der i dine øjne er overdrevent dovne og egoistiske. Eller sørge for at du bliver syg, så du er nødt til at slappe af og trække dig tilbage fra verdenen
Hvis du har lukket døren godt og grundigt ind til rummet med omsorg for dig selv, er det skyggens opgave, at hjælpe dig til at åbne den igen.
Når skyggen bruger vrede og selvretfærdighed
Alt efter hvordan din personlighed er skruet sammen, har skyggen forskellige virkemidler til at gøre opmærksom på den fortrængte kvalitet. Hvis din personlighed har let ved at reagere med vrede og selvretfærdighed, kan skyggen, i forsøget på at gøre opmærksom på sig selv, få dig til at reagere meget mere aggressivt, end du umiddelbart havde troet du ville. Som om skyggen nærmest tager over og kører med dig.
Da jeg for alvor blev opmærksom på, at det var min skyggeside, der tog over, når jeg begyndte at skælde mine børn ud, kunne jeg begynde at iagttage, hvad der egentlig skete, når jeg gjorde det, og det blev tydeligt, at jeg meget hurtigt lod mig identificere med skyggens kraft. Til min store forbløffelse kunne jeg nu mærke, at der var noget i mig, der slet ikke havde lyst til at stoppe igen, når jeg først havde overgivet mig til skyggens magt. Det var kun takket være min relativt stærke vilje og fornuft, at jeg formåede at stoppe mig selv, da skyggen ellers var parat til at gå hele vejen, og feje alt omkring sig til side.
Når skyggen bruger skyld og skam
Hvis din personlighed har nemt ved at reagere med skam og skyldfølelse, kan skyggen forsøge at gøre opmærksom på sig selv, gennem dårlig samvittighed og selvkritik, og f.eks. få dig til at skælde dig selv ud for at være for selv-optaget eller doven, så snart du tager en pause eller forsøger at skabe lidt plads til dig selv.
Signe, der var kursist på et af mine kurser, var et meget roligt og rummeligt menneske, der aldrig var opfarende eller mistede besindelsen. Det var derfor først, da hun blev opmærksom på, hvordan hendes selvkritiske side ustandselig vendte alle fejl og uoverensstemmelse indad mod hende selv, at det blev tydeligt for hende, hvordan hendes skygge kunne køre med hende. Hun havde ustandselig skyldfølelse og dårlig samvittighed over ikke at være god nok eller gøre tingene godt nok, og kunne skamme sig i flere dage, hvis hun var blevet kritiseret eller havde begået selv den mindste fejl. Hendes skygge kom stærkest til udtryk i en evigt kværnende indre dialog, der ustandselig nedgjorde hende selv og satte en masse begrænsninger for, hvordan hun tillod sig at leve sit liv.
Skyggens udtryk
Vores ikke-accepterede skyggesider kan på denne måde forsøge at gøre opmærksom på sig selv på et utal af forskellige måder:
• Konstant indre dialog, analyse, spekulationer og bekymringer
• Afhængighed af andres ønsker, holdninger og humør
• Indre uro og stress
• At tage ting personligt
• Konfliktfyldte relationer
• Smerter og sygdomme
• Depression og humørsvingninger
• Ukontrollerbart raseri
• Selvkritik og lavt selvværd
• Kritik og fordømmelse af andre
Uanset hvordan vores skyggesider vælger at komme til udtryk, gælder det, at vi ikke kan være autentiske så længe vores skyggeside sidder på førersædet og styrer vores liv, uden at vi ved det.
De hjerteligste hilsner
Lone
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer