

Det er min klare overbevisning, at skænderier ikke kan vindes. Så snart en uenighed bliver til et skænderi, går parterne i kampberedskab, indtager forsvars- og angrebspositioner, og ingen af parterne ønsker at tabe kampen. Når et skænderi opstår, handler det ikke længere om at nå til enighed, men om at vinde sin egen kamp og ikke at tabe ansigt. Derfor er hemmeligheden at undgå et skænderi for enhver pris.
UNDGÅ SKÆNDERIER
Her er et par få råd til hvordan du kan undgå at en uenighed bliver til et skænderi:
LYT
Først og fremmest er det vigtigt at lytte til hvad din modpart har at sige. Du skal ikke bare høre det, men virkelig forsøge at leve dig ind i modpartens synspunkter. Der er en grund til at han tænker på den måde han gør – og hvis du kan forstå den grund kan du nå til en langt bedre forståelse af hans synspunkter.
SMID PARADERNE
Vores instinktive reaktion når vi kommer i en diskussion, er at gå i forsvarsposition og hæve paraderne. Vi sidder måske og lytter til modparten, og forsøger at finde alle de huller der er i hans argumenter. Glem det! Lyt åbenhjertet og sæt ikke dig selv i forsvars- eller angrebsposition. Husk at det handler om at undgå skænderiet, ikke vinde det.
VÆR ÆRLIG
Det er stærkt at indrømme sine fejl og de punkter hvor du ikke har ret. Det øger samtidig sandsynligheden for at modparten vil gøre det samme, og at I på den måde kommer til enighed hurtigere.
Husk, at så snart en uenighed bliver til et skænderi så stop. Du kan ikke vinde et skænderi, og derfor kan du ligeså godt lade være at prøve.
"Pick your battles!"
Dette indlæg er oprindeligt fra http://ammentorp.blogspot.com
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer