Skæbnen kalder, når man forsøger at undgå den

Anonym

Alting går itu, alt er foranderligt. Selv de største bjerge vil, med tiden, skifte form og bøje sig for forandring. Floder skærer sig gennem landskaber, kontinentalplader skubber hinanden og månen trækker i tidevandet. På samme måde møder vi mennesker hele tiden påvirkninger, vi interagerer med verden omkring os. Også når vi vælger at sidde stille med lukkede øjne og lade bevidsthedens fine fimrehår falde til ro.

Ting går i stykker, man kommer ikke til at bevæge sig gennem livet uden at møde forandring, uanset hvor meget man så end ønsker det modsatte. Ting kan falde fra deres hylde og miste deres form. Hvis et venskab falder på gulvet, kræver det mere end lim og fingersnilde at reparere det. Det vil aldrig igen blive det samme, skårene bærer ar, beholderen har mistet lidt styrke og kan ikke klare det samme pres.

Ørnen & Ulven

En ung mand sad på en bænk i en park. Ansigtet begravet i hænderne, skuldrene bevægede sig op og ned. De fleste forbipasserende kiggede, kortvarigt, på ham og gik så videre mod de gøremål de end måtte have. Alle undtagen den gamle, hjulbenede mand. Han satte sig til rette ved siden af det grædende, unge menneske. 

- Har du nogensinde tænkt på skæbnen? Altså, tror du vi fanges ved fødslen i en prædefineret ramme, hvori vi har ringe mulighed for udvikling eller tror du vi har frit valg på alle hylder? Spurgte den gamle mand og fiskede samtidigt en pibe frem fra sin inderlomme.

Den unge mand snøftede og kiggede på sin nyankommne sidemand. Han tørrede øjnene hurtigt, rømmede sig og vendte ansigtet væk. Fuck, mon han så hvor ked af det jeg er, tænkte den unge fyr og tog samtidigt sine cigaretter frem, rakte dem mod den ældre mand, som høfligt afslog mens han holdt piben frem. De sad et øjeblik i stilhed, hver med sin egen røg.
Den gamle mand pegede på en statue som stod et stykke derfra. Den forestillede to vilde dyr i kamp. Til venstre en ulv med blottede tænder og til højre en ørn med vingerne.

- Tror du de nogensinde fortryder at de er som de er? Tror du de fanges af sjælesorg og ensomhed, når de færdes alene under himmelens tag?

- Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg ved godt at du gerne vil drage en parallel og bede mig om at hente læring i dyrenes handlemønstre, men mennesker er jo anderledes, vi tænker jo, svarede den unge mand mens han trak et hiv ned i lungerne.

- Vil du fortælle mig hvorfor du sidder her i parken og deler din sorg med verden?

- Det var faktisk ikke meningen, jeg gik hertil fordi det var her vi plejede at sidde sammen.

- Du plejede at komme her sammen med én som ikke er her mere?

- Det kan man godt sige, hun er rejst væk og ville ikke have mig med.

Den gamle mand bankede pustede en blød søjle af grå røg ud, der gik et øjeblik før den skarpe eftermiddagsvind havde opløst udåndingen.

- Okay, hvor lang tid er der gået siden hun rejste?

- Det ved jeg ikke helt, tror der er gået et par år måske.

- Vil du sige at du er gået i stykker?

- Nej, men jeg er ked af det og vred. Måske begge dele på én gang, uden at vide hvilken del jeg helst vil være, hvorfor spørger du? Tror du jeg er gået i stykker?

- Jeg tror ikke mennesker sådan går i stykker, vi er ikke mekaniske og ikke lavet af glas.

- Sjovt, da du satte dig ved siden af mig, regnede jeg med at du ville øse din visdom ud over mig, men det gør du slet ikke. Vi sidder jo bare og taler sammen.

- Ja, det er præcis det vi gør. Jeg stoppede fordi jeg trængte til et hvil.

- Jeg stoppede fordi det plejer jeg at gøre. Igennem to år har jeg gået den samme tur igen og igen. Søgt efter et svar og ikke fundet det. Du behøver ikke sige det, jeg kan ikke finde løsning i samme mønster som skabte balladen, jeg læser også online citater når jeg keder mig.

Den gamle mand rejste sig op, bankede piben mod sin hæl. Han lignede en masaikriger, som han stod der på et ben og udøvede en piberygers akrobatik.

- Du er en kvik ung mand, det sætter jeg pris på. Måske du allerede ved hvordan du kommer forbi det som driver dig hertil. For du ved jo, tydeligvis, at tårerne ikke er en dårlig ting.

- Ved du hvad, jeg tror ikke på at hverken ulv eller ørn rammes af den slags følelser, for de befinder sig ikke så meget i tankerne som vi mennesker gør. Til gengæld er de begge genetisk disponerede for nogle forskellige ting. Ulven hyler, bruger det som en slags signal. Ørnen er solitær og søger sit eget selskab. Det til trods, er de begge vilde og utæmmede, i hvert fald i forhold til os, de civiliserede.

Den unge mand rejste sig, bøjede sig og slukkede smøgen ved at trække og tvære den mod fliserne. Gløden rullede af og blev taget af vinden.

Den gamle mand trådte nærmere, han puttede sin pibe i inderlommen på sin sorte frakke.

- Apropos skæbne, tror du så du ville have gået de ture, hvis du havde vidst at hun aldrig ville sidde her og vente på dig?

- Du er ret god til ledende spørgsmål, det vil jeg give dig, men nej, så ville jeg nok have valgt at gøre noget andet, medmindre jeg selvfølgelig ventede på at møde dig. Hvorfor spørger du egentlig om det?

- Måske jeg bare ville aflede dig.

- Det gjorde du

- Man kan ikke tænke sig ud af et bristet hjerte eller væk fra en sort sorg, på samme måde som man ikke kan tænke ukrudtet i haven til at luge sig selv eller opvasken til at rygcrawle i opvaskebaljen på egen hånd. Ud over tanke, er man nødt til at handle.

- Handle? Som i at gå en tur, vaske op, købe ind og slå græs?

- Ja, præcis det. Man må flytte sig fra det man plejer at gøre. Plejer vil aldrig spejle nyt, skabe nyt eller være nyt. Plejer er gentagelse på gentagelse. I en uendelighed. Fordi det plejer man at sige.

Manden pegede på statuen igen, den unge mand drejede blikket og så igen ørnen og ulven. Måske var de slet ikke i kamp, måske det var et udtryk for kunstnerens væsen. Nogen gange søger man at være alene, fjernt fra alle, tilfreds med sit eget selskab. Andre gange er man ulven, den sociale som finder tryghed i flokken. Nogen gange er vi begge dele på én gang.

Den unge mand drejede sig og vendte opmærksomheden mod den gamle mand, som i mellemtiden var forsvundet. Der var ikke engang duften af pibetobak tilbage, det eneste minde var det smil som han havde efterladt.

Ting går i stykker, nogen gange splintres de til atomer. Mennesker fødes, lever og dør. Alt har sin cyklus og solnedgang vil afløses af nat. Mennesker har ikke altid store roller i forhold til hinanden, men det kan være i de mindste møder vi gør de største opdagelser.

”Du møder ofte din skæbne på den vej du har valgt for at undgå den. ” Goldie Hawn. 

Lasse Løager 

__________________________