Se kontaktoplysninger og profil for Psykolog og parterapeut Henriette Junker

Hengivelse er farlig!

At være nøgen er farligt. Hengivelse gør os nådesløst sårbare. Sex kan manipulere os sønder og sammen, hvilket der er utallige eksempler på i historien. Alle kan vi forvilde os ud i vanvidshandlinger og selvudslettelse ved den rette seksuelle forførelse, fordi det er en kraft af så monstruøs karat.

Såre naturligt er det vel nok derfor, at vi kan have paraderne oppe, figenbladene standhaftigt hæftet på vore genitaler. At vi beskytter vores sårbarhed ved at have forsvarberedskabet liggende på spring, på vagt for at beskytte os.

Hvem kender ikke et dusin historier om kvinder, der bedragerisk blev lovet ”guld og grønne skove”, mens hans hånd lå i hendes skridt. Eller om mænd, hvis hoveder blev  ”tossed and turned” af ypperlige barme akkompagneret af frække blink og smil?

Jo, sex har sin grande arena for alskens sprængfarligheder, såvel i verdenshistorien som i vor egne, personligt erfarede memoirer!

I det seksuelle rum er der ALLE muligheder for at blive bedraget, ydmyget, snydt, forkastet. Og bogstavelig talt for at blive det med bukserne nede. Fordi vor seksualitet er så letantændelig, er vort alarmberedskab til at beskytte os imod de mulige nederlag det ligeså.

Derfor kræves i den seksuelle hengivenhed en særligt stor tillid for at få paraderne til at falde. Og derfor er det aktuelle seksuelle samspil måske det bedste barometer for et pars grad af tryghed og fungeren. Fordi det måske er den allersværeste prøvelse for et par. Den største – i mere end én forstand – nøgenhed i mødet mellem de to.

Måske har vi en ikke bare kulturel men også evolutionært bundet frygt eller forbeholdenhed i forhold til det seksuelle, som udfordrer både mand og kvinde. Mænd er måske umiddelbart mere ”på hjemmebane” med sex end kvinder.. Men hengivenhed og overgivelse i det seksuelle rum er en udfordring, jeg tror rammer et lige så ømt punkt i mænd som i kvinder!

Jeg skylder al ære til de mange par, jeg har arbejdet med, som har vovet sig ud i udforskningen og udfordringen af deres erotiske samliv med al den frygt dertil hører.

Janus og Caroline har ikke ”gang i” deres sexliv. Caroline er dybt såret, fordi Janus´ har fortalt hende, at han har planer om at opsøge en prostitueret. Janus er umiddelbart uforstående overfor hendes oprørthed. Det synes at prelle af på ham.

I parsamtalen får hans umiddelbare ”uflølsomhed” en ny og dybt interessant drejning : Janus oplever, at Caroline ikke længere skatter og prioriterer det særlige seksuelle rum, de engang har delt. Han oplever, at hun har forladt ham i dette rum, som før var så intenst og særligt imellem dem, og at han nu er helt alene om at længes tilbage til dette. På denne baggrund har han (for så vidt forståeligt nok) en formodning om, at hans eventuelle seksuelle eskapader med andre da umuligt kan såre hende!

Caroline – for sin del – er sønderknust over hans udmelding. Hun føler sig (også forståeligt) ydmyget, kasseret og dybt krænket heraf. Det viser sig, at Carolines største sorg er det svigt, hun oplever ved det faktum, at han ønsker at erstatte det særligt fine, sprøde, seksuelle fællesskab, netop dé havde med hinanden, ved foreningen med en anden.

Arbejdet med de to er en hjerteskærende og intens oplevelse af, hvordan to menneskers forskelligartede men alligevel delte, oplevelse af at miste det helt særlige, de to engang delte, kaster dem ud i smerte og oplevelse af stor ensomhed. Utrolig trist og for så vidt helt overflødigt, for de sejler rundt på isflager med identiske labels! De er begge ulykkeligt vildfarne og forladte i det særlige rum af lidenskabelig kærlighed, som de delte engang. Begge uhyrligt sårede, forsvarsberedte og ufatteligt alene.

Derfor er det vidunderligt at se deres isflager mødes på det farefulde, åbne hav, når de begge har erkendt den nøgenhed. At se dem genkende deres egen smerte og længsel i hinandens ditto og ikke længere være alene, ikke længere gemme sig bag deres overlevelsesstrategier.

Den genvundne forståelse mellem de to er ikke bare en gave for parrets to små døtre og disses tryghed samt konsolidering af parrets fællesskab. Det er også en underfundig gave til deres fælles seksualitets comeback in spe. Til modet og tilliden til, at vildfarne isflager kan (gen)forenes – at nøgne kroppe i kulden kan varme hinanden. Det er skønne terapeutiske oplevelser, når det åbenbares, at den store ensomhed har rod i længslen efter netop hinanden og det særlige, de to før har haft med hinanden. Som lige præcist er de to forundt at dele. Hvor det forekommer, at det bare ikke være anderledes. Fordi deres isflager lige præcis passer sammen..

I en sådan stund ruller jeg min stol lidt tilbage; glædes og berøres inderligt af det genvakte, helt særlige imellem dem. Bliver stille. Taknemmelig over de smeltende islandskaber, jeg får lov at bevidne.

Som stærkt antydet er sex farligt. Det er afklædthed i ordets inderligste forstand. Og jeg er ydmyg overfor den kendsgerning, at vi blotter os helt og aldeles, når vi kaster os ud i kærlighedens inderste kerne af intensitet. Erkender, at det er som selveste vort liv, vi sætter på spil, når vi hengiver os til hinanden.

Vi ved ikke, om vi vil blive modtaget med åbne arme eller stå frysende alene tilbage ved isningerne af den andens afvisninger. I rædsom afklædthed. Det kan vi vitterligt ikke vide. Før vi prøver. Og det er – som alt andet i kærlighedsrummet mellem to – så meget desto lettere at have mod til at prøve, hvis vi har trygge tilknytningsrelationer i bagagen. Hvis vi er roligt funderede i tiltro til, at vi vil blive mødt, holdt, varmet, elsket, når vi kommer anstigende dér i al den nøgenhed.

Èt eller andet sted ved vi instinktivt netop dette; at seksualiteten er arnestedet for at lykkes i kærligheden med hinanden.  At det er lige præcis dér, vores kærlighedsforholds skæbne afgøres. Derfor er det ”livet om at gøre”, når vi investerer os selv på denne scene.

Sandra, som er gift med Sune, har umiddelbart hun ringe kontakt til sin seksuelle lyst. Men hun er også dén af dem, der positivt overraskende bringer deres seksuelle barrierer op i parterapien.

Vi opdager noget skelsættende: Sandra afviser Sune af frygt for at mislykkes i deres seksuelle liv med hinanden! Hun skatter deres forhold højt og ønsker at bevare dette. Men hun frygter, at så snart de nærmer sig den seksuelle, erotiske kerne i deres liv, så vil hun og de mislykkes og forholdet være dømt til ophør! Så hun arbejder faktisk på at bevare deres kærlighedsliv gennem afvisninger af det seksuelle!

Sandras strategi er fuldkommen i sin paradoksalitet, fordi vi véd, at hendes overlevelsesstrategi (naturligvis) er lige lukt kontraindikeret i forhold til hendes ønske om at bevare forholdet!

Samtidig er den fuldt forståelig, idet vi samtidig véd, at netop erotikken, er det bedste barometer for kvaliteten af vores kontakt og dermed ”eksamensrummet” for godkendelse af hinanden som værdige partnere. Sandra oplever (deraf helt naturligt) sex som det farligste land at begive sig ind i.

Dette er et faretruende element ved moderne tiders parforhold: At vi skal kunne være afslappede, hengive os og være til stede, samtidig med at vi dybest set er på prøve, fordi vi vitterligt blot kan kasseres, hvis vi ikke ”består”! Muligheden for at overkomme dette paradoks, denne umulige ”opgave”, kan ligge i partnerens evne til at rumme og favne vores vaklen :

Sune berøres og lettes tydeligt af Sandras ord. Hans angst for, at hun ikke længere begærer ham er tydeligt beroliget. Han rummer hendes trængsler uforbeholdent, hvilket kommer til udtryk ved hans indlevende spejling af hendes ord. OG han kan se hendes paradoksale ”projekt” som et stærkt ønske om at bevare deres fælles kærlighed. Han udtrykker såvel dyb forståelse for hende som (ikke mindst!) styrket mod til selv at mobilisere stærkere initiativ til sex imellem dem!

Sandra er heldig. Hun kaster sig ud på dybt vand og gribes af Sune. Jeg skriver ”heldig”, men scenen er ingenlunde atypisk. Folk, der tør kaste sig ud, bliver som oftest grebet. Det kan synes uretfærdigt, men det forholder sig naturligvis ubarmhjertigt således at:

Man kan jo ikke gribes, hvis man ikke kaster sig ud …

Sådan er det, bart og blot, grumt og smukt i ét: ”no pain, no gain”.  At vove sig  i kærlighedslivet, i kærlighedens og seksualitetens nøgenhed, er som at vandre gennem dødens dal af frygt og uvished. Her i kærlighedens overgivelse, i armene, der åbner sig for omfavnelsen, aktiveres og udfordres i værste grad vores helt eksistentielle angst for afvisning og udstødelse. Der er ingen sikkerhedsnet og garantier. Du har kun dit mod at klamre dig til. Pyh, det er svært. Men det ”sker” ikke uden det mod. Der kommer ikke det intense møde, og der bliver ikke den svimlende lykke, vi ønsker, uden det mod. Helt naturligt og dybt urimeligt på én og samme tid.

Kærlighed og hengivelse er farlig. Det er en livsinvestering uden sikkerhedsnet.

Kærlige hilsner

Henriette Junker, Psykolog og parterapeut

Psykolog og parterapeut Henriette Junker
Læs mere på: http://www.henriettejunker.dk/