At være selvstændig Coach eller Psykoterapeut kræver mod, tillid og vedholdenhed

Min datter på 10 spiller meget Super Mario på sin DS og jeg bliver ind i mellem mere eller mindre frivilligt tvunget til at spille med. Det går knap så godt som da jeg var barn og spillede Pacman nede i den lokale kiosk. Men det får mig til at tænke på, hvor meget sådan et Mario spil minder om processen med at blive selvstændig, alle de forhindringer man støder på undervejs, alle de drager, spøgelser og ildkugler man skal kæmpe imod på vejen mod sit mål.

Jeg er ret imponeret over min datters hurtighed og evner ud i Marios verden, men det handler jo allermest om vedholdenhed. Når ungerne spiller sådan nogle spil, så bliver de slået hjem gang på gang på gang og hvad gør de så? Jo, de bliver ved og ved og ved indtil det lykkes dem at komme igennem banen. De giver ikke op efter 1 eller 2 gange og siger øv jeg er en fiasko, jeg duer ikke til Mario. De ved, at det er hele meningen med spillet at kæmpe sig igennem utallige ”verdener” med forhindringer for til sidst, at nå målet og dermed nå op på et højere niveau, hvor endnu flere og sværere forhindringer venter.


Også i det spil der hedder vejen-mod-at-få-succes-som-selvstændig er der utallige steder undervejs i processen hvor man kan blive slået hjem. Der er adskillige ”farlige” steder undervejs, fra start til slut, fra hvor du er nu til hvor du gerne vil hen, fra A til B, hvor du kan blive slået hjem – enten af dig selv eller andre. Men i sidste ende er det dig, der vælger om du bliver ved at kæmpe mod monstrene, både de indre og de ydre, indtil du kommer ud på den anden side. Eller om du giver op på vejen.

 
Ikke alle hurdler er ens for os alle, men mange af dem er og et par af klassikerne er:

1) at komme fra tanke til handling og 2) at turde indtage succesen.


Vi kender vel alle det, at stå og se på nogen der gør et eller andet og tænke, at det kunne man da selv have gjort mindst lige så godt. Hvis jeg lige stod på den scene eller jeg lige skrev den bog eller jeg lige… så kunne jeg da også få den succes. Og ja, det kunne du måske, men der er en afgørende forskel på at stå ovre i A og sige det og at stå ovre i B og rent faktisk have gjort det. For imellem dit A og dit B er ALT det ubehagelige, det er tomato zone (der, hvor der kastes med tomater), med alt hvad det indebærer af utryghed og ubehag, tvivl og usikkerhed, alt det man frygter og bare ikke har lyst til at kaste sig ud i.

Jeg har flere gange siddet foran Så Det Synger, et lørdagsunderholdningsprogram der blev vist på TV for noget tid siden, hvor en person skulle synge karaoke indtil teksten pludselig forsvandt på skærmen foran dem og de så selv skulle synge den næste linje uden hjælp. Jeg kunne stort set altid teksten og tænkte, at jeg da burde deltage og vinde den halve million. Herregud det var jo a piece of cake. Men ville jeg virkeligt kunne teksten, hvis jeg stod der i studiet, blændet af lamperne, presset af ikke at måtte miste pengene og med 1 million danskere der kiggede på?

I think not!

Jeg sad trygt og godt derhjemme i komfortzonen og havde ikke noget på spil ved at synge med, jeg risikerede ikke at fejle, mens deltageren i den grad var PÅ. Og nej, desværre var der heller ingen præmie at hente til os hjemme i stuerne med alle teksterne inden i hovederne. 

 
Bliv i det trygge, undlad al den skræmmende handlen og ja, så bliver du hvor du er, ved det du kender og som så bare desværre ikke giver hverken dig selv eller din business den succes, du gerne vil opnå. Det svarer til at blive ved start i Mario spillet, du bliver ikke slået hjem, men det er sgutte heller det mest ophidsende spil så.

En anden klassiker er frygten for succes. Du kan godt drømme om succes og længes efter at have klinikken fyldt med klienter og en kilometerlang venteliste på dine ydelser. Men igen er der en altafgørende forskel på, at drømme om succesen og så at stå midt i den. Det er vildt utrygt for rigtig mange mennesker pludseligt at nå deres mål og få det som de vil have det. Se bare på to klassiske udgaver af lottomillionæren; den unge gut, der knalder pengene af hurtigere end han kan nå at sige yes, jeg er rig, og det midaldrende par, der overvejer at købe en ny vaskemaskine og ellers sætte resten af pengene ind på en bankkonto. I begge scenarier sørger vinderne for hurtigst muligt at ende der hvor de var, før de vandt, i det velkendte og trygge felt.


Succes fører tit en masse ukomfortable følelser og tanker med sig a la ”hvem er du så, nu hvor det hele lykkes for dig, hvad forventes der så af dig, hvad skal du så leve op til, hvordan skal du så agere, er du overhovedet ”god nok” til at have succes, ser din omgangskreds så på dig på nye måder” osv… Ironisk nok følger der faktisk ofte en følelse af fiasko i kølvandet på succes.

Fremtidsforskeren Anne Skare Nielsen skrev for noget tid siden i et blogindlæg, at

”rigtig mange succesfulde mennesker, der i deres liv har skabt fantastiske velgørenheder, føler sig som ”fakes”. Ombejlede popstjerner kaster op før de går på scenen, og verdensberømte foredragsholdere fortæller, at de altid forventer at de bliver afsløret af en nidkær skeptiker i salen. De forventer alle at om lidt er der en, der råber at man ikke har noget på. Og så står man der helt nøgen på scenen. Alene. Pinligt…Studier af succesfulde mennesker viser nemlig, at de er lige så uduelige som alle os andre, og lige så nervøse. Forskellen er bare at de ikke lader det være en barriere for at handle og udrette noget. De lader sig ikke begrænse af ydre omstændigheder, og så har de ”kork-prop-mentalitet”. Livet dukker alle, men nogle bliver bare ved med at poppe op til overfladen. Ydre omstændigheder betyder faktisk forsvindende lidt. Finansielle kriser, svigtende markeder, fysiske handicaps, dårlig omtale, fejl, umotiverede medarbejdere, dårlige ledere, ja, alle de faktorer, der ellers kan forpeste hele ens hverdag, er sjældent reelle barrierer for succes. Det, der virkelig betyder noget, er måden, man tænker på.”

Så vid at al din usikkerhed, dine evindelige bekymringer, din frygt for fiasko og senere (når du er nået de øverste niveauer i Mario spillet) din frygt for succes samt den allestedsnærværende tvivl om egen formåen, ja det er sørme skisme ”normalerweize”. Det er derfor jeg igen og igen siger til min rådgivning, mine oplæg og på mine kurser, at det at tage springet mod et liv som selvstændig behandler er én lang selvudviklingsproces. Du kan simpelthen ikke undgå at blive konfronteret med dine skyggesider.

Vær stolt af de ”verdener” du har klaret indtil nu og glæd dig til de næste. Det er tit skræmmende, ind i mellem benhårdt, men for hulen hvor er det livsbekræftende!

Læs mere om mulighederne lige her: https://levlykkeligt.dk/user/register

 

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
At være selvstændig Coach eller Psykoterapeut kræver mod, tillid og vedholdenhed. Læs mere