Se kontaktoplysninger og profil for Mindfulness uddannelse Eve Bengta Lorenzen

Smerteklinikken – når liv forandres

Janus: ”Jeg bliver spurgt, om jeg er forelsket. Eller om jeg har fået ny medicin”.

Der sker alle mulige sjove ting. Når jeg kommer gående med min stok eller min rollator, spørger tilfældige mennesker, jeg møder, om de skal bære noget for mig, eller om de skal hjælpe mig. Jeg møder venlighed hele tiden. Det er fantastisk.

Det, der er sket, er, at jeg er begyndt at træne mindfulness, og at jeg forsøger at være til stede med mig selv, som jeg er.

Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at det kunne være sådan. Det er et stort arbejde, og et hårdt arbejde. Hemmeligheden er, ikke at have fokus på sig selv, men at være med sig selv. Det er det, der gør forskellen.

I starten, da jeg gik til mindfulness, var jeg jo så begejstret og fortalte alle, at jeg gik til det, og hvor godt det var. Det tier jeg stille med nu. Jeg har ikke det samme behov for at vende alt ud, men nyder bare at have det for mig selv. Der har været så mange år med smerter, sorg og frustration. Nu er jeg glad for at være mig. Det er som en gave, der omsider bliver pakket ud.”

Ordene er Janus’. Han lider, ligesom 825.000 andre danskere, af kroniske smerter. For Janus, som for mange af disse smertepatienter, var hver dag en kamp for at klare sig gennem livet med et usynligt handikap, der syntes umuligt at behandle.

Janus deltog på et af de MBSR-kurser1 (Mindfulness Based Stress Reduction), som jeg siden 2008 har jeg afholdt på Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet. Jeg underviste og superviserede først som et pilotprojekt, derefter som led i et forskningsprojekt, der udviklede sig til verdens hidtil største på sit felt, og siden som et fast tilbud, da resultaterne fra projekterne var overbevisende gode.

Igennem arbejdet på Tværfagligt Smertecenter har jeg vedvarende oplevet, hvordan det er muligt for mennesker med svære kroniske smerter at åbne til, møde og arbejde med sårbarheden, når der er trygge rammer. Og hvordan det derved kan være muligt at håndtere smerter, angst og depression. Hos nogle fører dette til decideret smertereduktion, hos andre til mere energi og øget evne til at håndtere problemer.

Et gennemgående og afgørende træk hos patienterne er, at der opstår tillid til egne ressourcer. Tilliden indfinder sig stille og roligt gennem erkendelsen af, at det ikke er nødvendigt at beskytte sig mod smerterne og de udfordringer, som uundgåeligt opstår i kølvandet på smerterne. Tværtimod er det værn, man har etableret mod lidelsen, ofte blevet et værn, der i stedet forhindrer organismen i at finde ind i en ny balance. Når patienterne tillader sig selv at være, som de er, uden at dømme følelser af frygt, vrede, skam, sorg og glæde, bliver det muligt at tage roret. Og når smertehavet truer med at vælte båden, er der stadig en retning, som opstår og består igennem at være nærværende og tro mod sig selv.

Det åbne hav

Som barn var jeg ofte ved Vesterhavet om sommeren. Her fik jeg erfaring med de såkaldte hestehuller, som opstår ved pålandsvind, hvor vandet presses om bag revlerne. Når vandet bevæger sig tilbage fra kysten, finder trykket et svagt sted i revlen, hvor det kan grave sig igennem, og der opstår understrøm.

Den kraftige strøm griber pludselig fat i én, og man bliver bange og vil kæmpe imod. Men hvis man kæmper imod, kan det ende med, at man bliver trukket under vandet og drukner. Det skete næsten hver sommer, at nogen druknede. Jeg lærte, at man ikke skulle kæmpe imod uddriften, men i stedet lade sig føre ud, indtil strømmen aftog, og man kunne svømme langs med kysten og derefter komme ind, hvor der igen var fast grund under fødderne. Man vidste ikke, hvor man endte, men man undgik at drukne.

Sårbarheden kan fornemmes som et hestehul. En sugende hvirvel, som vil trække os ud, hvor vi ikke kan bunde. Truende og udslettende. Der er ikke noget at sige til, at vi forsøger at træde vande så længe som overhovedet muligt, uden at begribe at vi er nødt til at lade os føre med ud på det åbne hav.

Vor evne til at bære vor sårbarhed er af afgørende betydning og kan ses som et omdrejnings- og understøtningspunkt for nervesystemet. Vi har alle et biologisk og kulturelt formet nervesystem. Et nervesystem, der er endt op i en vanemæssig aktivering, som opretholder en større eller mindre afstand til sin egen sårbarhed.

Når vi ikke kan bære at være sårbare og i stedet forsøger at omgå sårbarheden, så kan vi på sigt øge risikoen for at udvikle angst og depression. Og vil altid i forskellig grad udløse muskelspænding og sammentrækning af bindevæv, hvilket hindrer kroppens naturlige evne til at regulere sig hen imod en mere uanstrengt, solid og naturlig balance.

Sårbarheden i sig selv er ikke farlig. Det er frygten for den, der leder til fysisk ubalance og psykiske lidelser.

Den gode nyhed er, at kroppen har en fantastisk evne til at regulere sig selv og finde ind i balance. Det efterlader mig altid med en stor ydmyghed at opleve, hvordan kursister slipper fri af smerter, depression, hudlidelser med mere, blot ved at stoppe med at kæmpe imod hestehullet og etablere forbindelse til de indre ressourcer frem for til frygten. Organismen er som regel meget hurtig til at hele sig selv, da den altid vil søge ind i naturlig balance – hvis den får lov.

Ordet helbrede stammer fra at hele, at blive hel. Det, der altid kan heles, er vor menneskelige værdighed. At kurere er en afledning af det latinske ord curare, som betyder ”at drage omsorg for”. At have med sygdom at gøre, andres eller ens egen, handler således om at drage omsorg for helhed. Det vil sige, at et menneske kan have kræft, mangle et ben eller være smerteplaget og stadig være hel. Ligesom med sårbarhed må vi se helbredelse i et større perspektiv. Vi må prøve at forstå, at helbredelse ikke nødvendigvis handler om, at man bliver fri for sygdom, men at man bliver følelsesmæssigt og menneskeligt mere hel, når der drages omsorg for vor måde at være i live på.

Omsorg handler i høj grad om vor evne til at være med snarere end at gøre ved. At være med er ikke så passiv en proces, som det kan lyde til. At være med er i høj grad at give plads til, at vore iboende ressourcer kan finde tilbage til en sund balance, der er blevet forladt. Eller finde frem til en ny og mere hensigtsmæssig balance, der integrerer den aktuelle tilstand snarere end at modarbejde den. Helbredelsen kommer derved til at foregå på organismens egne betingelser.

Mindfulness

De fleste moderne definitioner af mindfulness ligger tæt op ad den måde, som Jon Kabat-Zinn oprindeligt formulerede det. Nemlig som vor evne til, intentionelt, at være bevidst opmærksomme, fra øjeblik til øjeblik, på en ikke-dømmende måde. Hvilket på en gang er synonymt med og en forudsætning for ovennævnte evne til at være med frem for at gøre ved. (Se for eksempel Kabat-Zinn, 2014).

Dette indebærer først og fremmest en villighed til at være med alt det, der bevæger os. En villighed til at stå åbent og ikke-dømmende midt i vor sårbarhed.

Mindfulness-træning lærer os, ikke at kæmpe imod hestehullet. Den lærer os, lige så stille, at åbne til sårbarheden, både når vi bevæges af den mest kærlige intimitet, og når vi bevæges af vor individuelle og kollektive lidelse i alle dens afskygninger.

Vi begynder, øjeblik for øjeblik, at kunne se mere klart, hvad der egentligt, og dybest set, bevæger os. Hvorved vi kan begynde at forholde os mere bevidst og hensigtsmæssigt til det, hvad det end måtte være. Vi kan begynde at relatere os til disse indre og ydre bevægelser og udnytte deres energi til at ”befordre læring, heling og vækst” (Kabat-Zinn, 1999).

Mindfulness er således en frigørende praksis, idet vi herigennem får mulighed for at anskue vore egne vanemæssige handlinger og overbevisninger. Santorelli (2010) går så vidt som til at kalde mindfulness en ”revolutionerende praksis”. Revolutionerende, på alle plan, fordi mindfulness, stille og roligt, men uvægerligt, vil få os til at gøre op med alt, der ikke er sandt for os. Derved kan vi begynde at finde os til rette i vort eget liv. Vi kan begynde at leve ’vort eget gode liv’, i dets mest omfattende betydning.

Det, der indtil nu har haft mest bevågenhed i vesten, er dog den indflydelse, som mindfulness kan have på vores helbred og velvære.

Læs mere om bogen og køb den her

Om Eve Bengta Lorenzen
Eve er cert. MBSR Mindfulness instruktør og en af pionererne inden for Mindfulness i Danmark. Hun har bidraget til forskning i samarbejde med bla. Rigshospitalets Smerteklinik.

Uddraget som du netop har læst er bragt eksklusivt på Levlykkeligt.dk i samarbejde med Akademisk Forlag

__________________________

Eve Bengta Lorenzen,
Mindfulness underviser og certificeret mindfulness instruktør
Se mere på www.mindfullife.dk