

Har du en oplevelse af dyb mening med dit liv - et livsformål - en følelse af at du er her for et opfylde et dybere formål? Jeg har altid været fascineret af tanken om, at ethvert menneske har et bestemt kald eller en bestemt livsopgave. At vi hver især har noget specielt at bidrage med til vores medmennesker og omgivelser. Og at dette bidrag hænger nøje sammen med de særlige evner og talenter, som vi er født med – de individuelle kvaliteter, der ligger i vores natur.
I østlig filosofi har man et begreb, som hedder dharma. Ordet dharma har mange forskellige betydninger, men i denne sammenhæng kan det oversættes til ”handling i overensstemmelse med ens dybeste natur” eller ens ”indre kald” og ”livsformål”.
Ifølge filosofien om dharma har vi manifesteret os i fysisk form for at opfylde et bestemt formål. Vi er her ikke kun for at overleve eller tilfredsstille basale fysiske og følelsesmæssige behov, men rummer hver især et dybere potentiale, som søger at komme til udtryk i vores tilværelse. Vores personlige livskvalitet og oplevelse af mening eller formål med tilværelsen afhænger af, i hvor høj grad vi udfolder og lever vores fulde kreative potentiale som mennesker.
Vores opgave hænger sammen med vores ”gave”
En viis mand har engang sagt: ”De særlige evner og talenter, vi er født med, er Guds (Livets) gave til os. Den måde, vi bruger disse evner og talenter på, er vores gave til Gud (Livet)”. Vores opgave hænger sammen med vores ”gave”. Først i det øjeblik vi begynder at manifestere vores dybeste kvaliteter i verden, vores specielle styrke eller gave, begynder vi at give det tilbage til livet, som vi har modtaget, og dermed kan cirklen blive afsluttet.
I bogen "De Syv spirituelle love for success” stiller forfatteren Deepak Chopra spørgsmålet: Hvad ville du beskæftige med, hvis penge ikke var noget problem? Hvis du havde alle de penge og al den tid til rådighed, du kunne forestille dig? Ville du stadig foretage dig det samme, som du gør nu? Hvis dette er tilfældet, så lever du formentlig allerede i overensstemmelse med din dharma, i overensstemmelse med din dybeste passion.
”Do what you love, and the money will follow” (”Gør det du brænder for, og så vil pengene komme til dig”) er titlen på en amerikansk selvhjælpsbog, som jeg fandt i en lufthavn for nogle år siden. Denne i øvrigt noget poppede titel rummer trods alt en dyb sandhed. Vi kunne omskrive det på følgende måde: Involver dig i noget, som giver dig en oplevelse af dyb mening og tilfredsstillelse, samtidig med at du hjælper andre. Hvor du bliver så opslugt og engageret, at din sædvanlige tidsfornemmelse helt forsvinder. En beskæftigelse, som giver dig mulighed for at bruge dig selv og díne kvaliteter og derigennem udvikle dig som menneske – hvor du kan have hele din sjæl med.
Find dernæst ud af, hvordan du – trin for trin – kan gøre denne beskæftigelse til dit arbejde og levebrød.
Syv kriterier for, om du lever din dharma
I det følgende har jeg søgt at sammenfatte de 7 væsentligste kriterier for, om du lever i overensstemmelse med din dharma, det dybere formål med din tilværelse:
Dharma og livslængde
Satser du på overlevelse frem for udvikling? Du befinder dig måske i en utilfredsstillende jobsituation, men vover ikke at forlade denne situation, fordi dit fokus primært er på at sikre dig en bestemt indtægt og dermed være i stand til at overleve eller opretholde et bestemt forbrugsniveau.
Mennesker styres ofte af frygt og tryghedsnarkomani snarere end af impulsen til at gro og udvikle sig. Men når vi prioriterer overlevelse frem for udvikling, vil selve vores overlevelse paradoksalt nok være truet.
Ved et foredrag for nogle år siden hørte jeg om en større amerikansk undersøgelse af forskellige risikofaktorer for sygdom og dødelighed. Blandt sådanne risikofaktorer kan f.eks. være et stort tobaksforbrug, dårligt socialt netværk, stress mv. Alle disse faktorer har naturligvis en betydning for livslængden, men i denne undersøgelse viste det sig, at den største af alle risikofaktorer var utilfredshed med ens arbejde. Med andre ord: Dødeligheden viste sig at være størst blandt de mennesker, som ikke følte nogen særlig arbejdsglæde, men kun gik på arbejde for at sikre sig brød på bordet.
Mennesker, som føler, at de har et meningsfyldt og tilfredsstillende arbejde at stå op til hver morgen, som med andre ord har fundet deres dharma, har størst chance for at leve længere – også selvom deres livsstil på andre områder ikke forekommer helt ideel.
Er det i øvrigt ikke tankevækkende at de fleste dødsfald i vores moderne samfund rent statistisk finder sted mandag morgen?
God sommer
Svend Trier
Svend Trier er en erfaren meditationslærer og leder af Quantum Seminars, som arrangerer kurser og seminarer med internationalt kendte lærere og forfattere indenfor området personlig og spirituel udvikling. Svend Trier har skrevet to bøger om meditation, og har siden 1994 afholdt seminaret ”Dharma - dit indre kald”, som handler om, hvordan man lærer at lytte til sin egen indre visdom og kommer i nærmere kontakt med ens livsformål. Læs her mere ved at klikke her: Svend Trier
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarerTAK Svend !
Hej Svend
Skøn artikel, så langt tilbage jeg kan huske har du kørt dharma workshoppen, det ses i denne korte artikel som indeholder essensen af "find dit livsformål" temaet som er et emne der presser sig på for rigtig mange mennesker i disse tider
Kære Svend
Vi kender ikke hinanden, men det gør ikke noget.
Jeg nyder, blivet beroliget og kommer straks i kontakt med mit formål i livet, når jeg læser dine ord.
Jeg læser gerne mere fra din pen.
Kærlig hilsen
Lisbeth Nuka Pedersen
Kære Svend
Tusind tak for et velskrevet indlæg om livsformål.
Hvis blot disse ord, var de første alle børn fik at vide, når de mødte i skolen den første dag, og så i øvrigt, at man vedblev med at huske børnene på det, så ville den verden menneskene har skabt, se meget anderledes ud.
Kh. HCA
PS. Tak for sidst :-)
Hans Christian Andersen er forfatter til 4 bøger om mindfulness, og skriver jævnligt nye artikler om bevidst nærvær og nuets kraft. Læs mere om HCA via hans profil.
Kære Svend,
Jeg kender dig heller ikke..
Men dine skrevne ord giver for mig fuldkommen mening, hvilket de ikke altid har gjort.
Naturligvis har hvert enkelt menneske et kald, og for mit eget vedkommende er det kommet gennem flere måske lidt barke livserfaringer.
Men et godt indlæg - TAK.
Fortsat god week-end.
Merethe Haue
Tak for en blændende god artikel.
Og tak for din indsats for at hjælpe med at overkomme den frygt, det er, at følge sin dharma, sit livs formål og mening.
Og dejligt at se, at der - trods alt - er mange, der slet ikke kan lade være alligevel. :-)
Kærligst
Dorte