Når opfører du dig som et monster

Anonym

Nogle gange sker det bare som lyn fra en klar himmel. Der hvor alt ellers ånder fred og ro. Du er glad. Dem omkring dig er glade. Pludselig bliver du grebet af en irritation. Måske en irritation, vrede eller ked af det hed, som ikke er proportionalt med situationen. Pludselig er konflikten i fuld gang og stemningen på nulpunktet.

Det er dit indre monster der har luret under overfladen. Det holder nemlig øje med enhver given lejlighed til at møve sig uset frem, for i næste nu, at springe frem fra sit skjul og give sit besyv med.

Monstret har mange ansigter. Det er som en kamæleon. Det kan falde i med omgivelserne, for så pludselig at springe frem i den mest rolige scene. I kamæleon monstret bor alt det farlige, som vi ikke helt tør eller kan rumme i os selv eller vil være ved. Der kan bo uartigheden, trodsigheden, egoismen, sårbarheden vreden, ked af det heden, det fjollede og upolerede. Der bor de små sårede drenge og piger fra vores barndom og ungdom. Der bor de mistede drømme, håbløsheden, ensomheden og angsten for døden. Monstret kan få dig til at hvæse, råbe, græde, indtage offer positionen eller spankulere såret væk.

Engang kom mit kamæleon monster altid frem i timerne op til afsked med min kæreste. Altså blot fordi han skulle arbejde væk fra hjemmet nogle dage. Alt var umiddelbart helt ok. Jo nærmere vi kom på, at han skulle afsted, jo mere var det som om monstret havde besat mig. Jeg havde det forfærdeligt. Min fornuft forsvandt som dug for solen. Jeg ville ikke have det sådan. Jeg ville af med mit indre monster. Jeg kunne ikke rumme alt det ubehag det skabte inden i mig. Så jeg forsøgte altid at smide det i hovedet på min uforstående kæreste. Når det lykkedes, så fik han ubehaget og begyndte at opføre sig som et kamæleon monster. Lykkedes det ikke, hvilket det sjældent gjorde, lod jeg det hvæse af ham, igen og igen, til han var taget afsted. Han sagde ofte i den tid, at det var som om at jeg prøvede at lave ballade mellem os, hver gang han skulle afsted. Det udløste blot at kamæleon monstret i mig bare hvæsede endnu højere og kraftigere. Når han så var kørt, stod jeg stortudende tilbage og mit kamelæon monster var krøbet i skjul. Tilfreds over sin veludrettet mission.

En dag havde jeg fået nok og besluttede mig for, at tale lidt med mit monster. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gribe det an og det var også, som om det faktisk ikke rigtig ville tale med mig alene. Det havde ikke tillid til at jeg hørte efter. Eller også var det bange for, at jeg ville gøre nar af det eller skælde det ud, som jeg plejede. Jeg udvalgte mig den bedste kamæleon monster hvisker. Tog mit monster under armen og drog afsted.

I begyndelsen var mit monster lidt usikker og genert og ville kun tale lidt. Men langsomt fik det mere tillid. Efter nogle besøg, fortalte mit kamelæon moster dette:

Den gang da Susanne var lille, sagde hendes far: ” Farvel, vi ses ”og tog på arbejde. Hun var glad og tryg. Hun vidste, at far ville komme hjem igen som altid. Men han kom aldrig hjem igen. Han tog op til Gud.

Kamelæon monstret fortsatte: ”Jeg forsøger bare at hjælpe Susanne, så hun ikke bliver så ked af det igen. Hvis hun bliver uvenner med sin kæreste inden han går. Hvis han er en dum kæreste, er det ikke ligeså slemt, hvis han ikke kommer hjem igen. Hvis han tager op til Gud.”

Alle der ikke kender sit eget kamæleon monster, ønsker død over mostret. Men slår vi det ihjel, slår vi os selv ihjel. Vi kan leve et mere helt liv for os selv og med andre, når vi hilser alle vores indre små og store kamæleon monstre velkommen. Noget af os og inden os visner, hvis vi kun må være kærlige, smilende og pæne. Monstret gør os opmærksom på, når nogle smertefulde minder bliver vækket. Når vi har givet køb på os selv for længe, når vi ikke længere tager os af det vigtige i vores indre og ydre liv. Ofte har monstret rørt på sig mange gange, inden det en dag farer frem fra sit skjul.

Alle relationer kan fra tid til anden, hidkalde eget eller den andens kamelæon monster. Det kommer af en grund. Faktisk altid af en god grund. Nogen gange orker vi bare ikke at slås med monstret. Se det, lugte til det eller tage hånd om det, der følger med et sådan besøg. Men en ting er sikkert, det kommer oftere og oftere, hvis vi ikke byder det indenfor, når det hvisker til dig.

Når du er sammen med et andet menneske der har fået besøg af sit monster, skal du tage dig i agt. Det er overhængende fare for, at ved første givne lejlighed, smides det lige i favnen på dig. Måske er du rigtig god til at gribe de andres kamæleon monstre og du er straks inficeret.

Et godt råd er at trække i kamæleon teflondragt, så snart du iagttager at der er et kamæleon monster på spil. Hver især må tage sig af sit eget monster. Vi kan kærligt give det retur og spørge hvad der er brug for at de selv gør og hvad du kan gøre for at få monstret i tale eller beroliget. Mit eget ”du kommer ikke hjem monster men tager op til Gud”, har brug for at blive holdt om længe, fældet en tåre eller få lov at tale en smule. Faktisk kommer det yderst sjælden frem længere. For det ved at jeg tager mig af mig selv og situationen. Gør jeg det ikke godt nok, rører det på sig.

De største monster kampe sker når to monstre er i fri dressur. Så er scenen sat til en rigtig fight night. Der er ingen vindere i disse kampe. Her gælder det om hurtigst muligt at få fanget sin egen kamæleon monster ind og få det beroliget ved hjælp af tale, tålmodighed, åbenhed og omsorg. Skæld ud virker på ingen måde mod den slags monstre. Så puster den sig bare op igen. Stikker af og gemmer sig, til en ny scene er sat, hvor det springer frem fra sit skjul.

En ting ved jeg i dag om kamæleon monstre. De kommer frem når vi mindst venter eller ønsker det. De har et vigtigt budskab til dig. De prøver at være din ven. De vil så gerne ses og høres af dig. Når du tager dem alvorligt, bliver de til forudsigelige kamelæon kæledyr. Mit eget kamæleon monster har ind i mellem brug for at blive trøstet og mindet om, at det ikke længere behøver passe på mig, hver gang et menneske jeg elsker, går. Jeg siger goddag og farvel hele tiden, uden at folk tager afsted til Gud. Det har mit monster forstået. Det har også forstået, at jeg ikke længere er en lille pige, der er afhængig af sine forældre for at overleve.

Tilbage vil der altid være et kærligt tak til mit kamelæon monster, fordi det gør alt for at passe bedst muligt på mig. Det er så op til mig at afkode beskeden.

Pas på dig selv og dit kamelæon monster.

Kh. Susanne

__________________________