Vi er født til at være ægte - ikke perfekte

Anonym

Før i tiden arbejdede jeg virkelig ihærdigt på at være perfekt. At være den gode datter, den arbejdsomme medarbejder, den perfekte mor, perfekte partner og elsker, have det perfekte hus med den helt perfekte hæk…

Jeg fik derfor koldsved ned af ryggen, og begyndte at svede, når en af drengene grædende lavede "flitsbuen" i garderoben i vuggestuen. De følelser havde jeg lært at undertrykke, så hvad stiller man op, når man ikke kan kontrollere, når ens barn i helt og aldeles uperfekt stil giver den fuld skrue.

Det er så ensomt og hårdt at stå med følelsen af, at alle kigger på én, og følelsen af at man er en totalt inkompetent forælder. Jeg var handlingslammet, ked af det og savnede hjælp, for dengang vidste jeg ikke hvorfor han græd, og jeg havde ikke redskaberne til, at takle de situationer.

Når vi lærer at se, hvordan vores børn spejler os, prøver at sætte os ind i vores børns verden, og lærer at mærke efter på egen krop, og tør være stille med os selv, er vi kommet rigtig langt. Mange forældre har glemt af føle og mærke efter, men så er det godt vores børn kan skrue op for deres følelser, så vi ikke kan undgå at se det. For vores følelser er vores vigtigste redskab. Hvorfor er vi holdt op med at føle og mærke?

Jeg har fået lov til at dele denne smukke Facebook kommentar af Sagar Constantin, der er underviser i personlig og spirituel udvikling:

Da jeg afleverede min yngste søn i børnehave i dag, var der en af de nye drenge, som var total ulykkelig. Han startede i forgårs, kom fra dagpleje og var nu alene i børnehave. Han skreg efter sin mor i samtlige 15 minutter jeg var der, og hun var der altså ikke da jeg kom. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvor hurtigt man skal gå fra sine børn i en børnehave eller hvordan den bedste indkøring er. For det er jo forskelligt. Men det som jeg synes er vigtigt er, at vi sætter os i vores børns sted. Hvordan mon det er at blive afleveret til en fremmed i et fremmed hus? De kender ingen og det hele er utrygt. Hvad kan vi gøre for at støtte dem og sørge for at de føler sig trygge og på den måde får den bedste start i livet.

Vi kan som børn gøre to ting når vi oplever svigt, enten græde i håb om at vi bliver hørt og reddet (som drengen i dag gjorde), eller lukke ned for vores følelser. De fleste børn vælger på et tidspunkt at lukke ned for følelserne. Det er en strategisk måde, at overleve det svigt vi oplever.

Når vi som voksne bliver svigtet af vores kæreste, gode venner eller andre som står os nær, vil vi blive kastet tilbage i smerten, som vi tidligt i barndommen lukkede af for. Det er ikke sikkert vi forbinder det med en episode i barndommen eller i det hele taget tænker over, hvorfor det gør så ondt at blive svigtet.

Det kan også være at vi som voksne har svært ved at mærke vores følelser og være tæt på andre. Det kan også være at vi forsørger at have kontrol over livet, og på den måde kommer til at være på overarbejde for at have styr på al ting.

Jeg kender selv til det og har været mester i at lukke af for mine følelser. Men da jeg først fandt de rigtige redskaber og forståelse, tog det ikke lang tid at hele de sår jeg bar med mig.

Jeg synes, det er så fint skrevet, og jeg talte med Sagar om, hvor svært det er, at gå hen til en anden forælder og sige: “Ved du dit barn har det skidt?” og på en kærlig måde, fortælle “Jeg har fundet ud af, hvad det handler om, kan jeg hjælpe dig?” Men det bør vi, vi bør hjælpe kærligt og ærligt, når vi kan, og får lov, som Sagar gjorde.

Alle forældre gør det bedste de kan, med den viden og de redskaber, de har. Derfor skal vi holde op med at pege fingre og råbe skældsord efter hinanden, og i stedet gå over og tilbyde vores hjælp. Hvem ved hvilken historie, der ligger bagved.