Udfordringer i parforholdet – Skal jeg blive eller gå?

Anonym

Rigtig mange lever i parforhold, som de inderst inde godt ved, at de for længst burde have gjort forbi. De er sammen, men så alligevel ikke. Nærheden og intimiteten er måske væk og tiden går med at søge alt dét, som ligger udenfor parforholdet, med at holde praktikken kørende eller med at undgå at forholde sig til det, som lurer under overfladen.

Du kender det måske og ved godt inderst inde, at det som er, ikke længere er frugtbart. Af forskellige årsager, er det endt der og det kan være svært at indse. Måske har én af jer eller begge givet op (uden at I siger det højt) og I tager ikke længere ansvar for at skabe den nærhed, intimitet og samhørighed, som I helt fra start var medejere af og nød at være en del af.

Spørgsmålet er, skal man så blive eller gå?

Det har jeg ikke et klart svar på bare sådan, for det afhænger jo helt af situationen. Og af dig og dine følelser.

Men, min personlige holdning er, at du skal blive, hvis der blot er det mindste håb, lyst og rum til at finde og genskabe kærligheden sammen eller til at skabe en ny form for partnerskab. Det er så nemt at sige (det jeg ved) og ikke altid så enkelt at praktisere i virkeligheden, når man står med følelserne pakket væk og skal bevæge sig ’mod strømmen’ og tilbage på sporet, sammen. Det er sårbart at skulle åbne op igen.

Men, står du der og mærker, at der stadig er et lille håb, kan du fx starte med at spørge dig selv – Hvad kunne et første lille skridt være for at genskabe mere af det, som vi en gang var? Hvad kan jeg gøre anderledes selv?

Står du derimod med en indre vished om, at du nok har valgt forkert eller at dét, du drømmer om, ikke længere er muligt eller følelserne bare ikke tilstede mere (eller aldrig var), så er det lidt en anden sag. Måske havde du ikke modenheden til at lytte til dine behov og til at følge din indre stemme, som måske, måske-ikke var der helt fra start og advarede dig.

Men, hvorfor overhører vi den lille stemme?

Det er dét, jeg er optaget af og som, jeg gerne vil dykke ned i her.

Der kan være mange årsager til, at vi vælger IKKE at lytte til vores intuition eller mavefornemmelse.

Jeg tror mange vælger at overhøre, fordi det er det nemme og trygge valg. Det er meget lettere at bilde sig alt muligt ind – ”det går da meget godt” og ”det er også, fordi jeg er lidt stresset på arbejdet” osv. osv. fremfor at skulle forholde sig til virkeligheden og tage ansvar. Eller at skulle forholde sig til det der er værre at slippe drømmen om kærligheden. Og det er her, det bliver usundt - Hvis du bliver ved med at overhøre den indre stemme og indædt kommer til at kæmpe for noget, som ikke længere er godt for dig.

Det kan handle om, at der er noget, som vi skal lære og derfor ubevidst kommer til at opsøge situationer eller personer, som kan frembringe den udvikling. Af den grund og på grund af vores manglende bevidsthed kommer vi til at gå imod vores lille stemme. Og det er jo på sin vis godt, hvis det altså bringer udvikling med sig.

Drømmen kan få os på vildspor. Vi kan have den her ’drøm om kærligheden’ og vores forestillinger om, hvad vi skal udrette og finde der – og så står der pludselig det her menneske foran dig, som giver dig al den opmærksomhed, nærhed og alt det andet vigtige, som du har længtes efter - Og du tænker, yes nu er den der! Men måske mærkede du også, at der var noget, som ikke føltes helt rigtigt? Noget som skabte støj og gnidninger i alt det lækre – men som du valgte at skubbe væk.

Det har jeg selv prøvet og jeg valgte i det tilfælde at overhøre min lille stemme og bekymringen (som var der helt fra start). Fordi jeg så gerne ville tro, at nu var den der – kærligheden. Det blev også til og til mange fantastiske stunder, men gnidningerne omkring dét, som var problematisk, blev ved med at dukke op og endte også med at blive enden på parforholdet. Helt som jeg havde forudset.

Så, hvad lærte jeg af det?

Jeg lærte mange ting. At turde åbne mig for kærligheden er nok den vigtigste læring. At turde vise min sårbarhed og turde læne mig ind i et andet menneske på trods af frygten for, om jeg nu blev holdt. Og så lærte jeg at stå ved mine behov og drømme - og følge dem. Fordi jeg blev konfronteret med dem og indså, at de ikke kunne indfries. Derfor sluttede forholdet. Det kunne ikke give mig det, jeg inderst inde drømte om, ligegyldigt, hvor meget jeg håbede og kæmpede for det.

Så, på mange måder var forholdet godt og gjorde mig klar til det jeg ved, jeg er i stand til at skabe og få. Men det kræver mod og det gør ondt at skulle sige farvel til et menneske, som har haft så stor betydning. Det kræver, at man står fast og lytter til sin indre stemme også selvom det er det svære valg.

Det lærte mig, at det er sundt at tro og kæmpe for kærligheden, så længe vil holder os virkeligheden for øje og det ikke bare bliver en kamp om drømmen.

Hvad vælger du?

Det afhænger jo af, hvor du står. Men tænk dig om en ekstra gang. Vi har et liv (eller flere, hvis man tror på det), men i hvert fald et liv lige nu, som vi kan vælge at gøre med, hvad vi vil. Og jeg håber for dig, at du gør det, du inderst inde drømmer om, at du lytter til ’stemmen’ som taler til dig og at du mærker efter.

Bare start i det små, som jeg altid siger. Og hvis du har brug for hjælp til at blive afklaret eller til at finde mere ind til kernen af dig, så kontakt mig gerne.

Kærlige hilsner

Kamilla 

__________________________